Copenhagen Sprint

Jordi Meeus vinder Copenhagen Sprint

Del

Jordi Meeus var hurtigst, da Copenhagen Sprint blev afgjort i en spurt foran Statens Museum for Kunst. Rytteren fra Red Bull- Bora-hansgrohe henviste de to franskmænd Alexis Renard og Émilien Jeannière til de øvrige podiepladser, mens Tobias Lund Andresen blev bedste dansker på en 5. plads.

Jordi Meeus vandt søndag den første udgave af World Tour-løbet Copenhagen Sprint. Efter 235 km fra Roskilde over de nordsjællandske veje blev løbet afgjort i en massespurt, hvor Jordi Meeus henviste Alexis Renard og Émilien Jeannière til de øvrige podiepladser. Bedste dansker blev Tobias Lund Andresen fra Team Picnic-PostNL på en 5. plads. 

Jordi Meeus var lykkelig over sejren i København, som han kalder én af sine største sejre: 

”Det er klart en af mine største sejre. Jeg havde en god sejr for nogle dage siden (i Tour de Suisse, red.), så jeg er superglad for, at jeg kan tage hjem med endnu en. Det her er min første sejr i et World Tour-endagsløb, så det betyder rigtig meget,” siger Jordi Meeus. 

Selvom der var flere udbrud undervejs, var det en sejrherre, der fokuserede på sig selv og sin sprint: 

“Jeg var faktisk ikke så nervøs for, at udbruddet ville holde hjem – jeg fokuserede bare på mig selv og på at køre den bedst mulige sprint. Jeg er virkelig glad for, at jeg kunne tage sejren,” siger han og tilføjer, at han nød den gode stemning langs ruten – og specielt på rundstrækningen i hjertet af København. 

De 235 km startede i Roskilde og gik rundt på Nordsjælland over Frederikssund, Hillerød, Farum, Hillerød og Ballerup, inden feltet efter 181 km ramte rundstrækningen i København på Nørrebro. 

Turen blev præget af et femmandsudbrud med blandt andre de to landsholdryttere Mads Andersen og Joshua Gudnitz. Udbruddets afstand blev dog kontrolleret af feltet, som kom tættere og tættere på ind mod København, så da rytterne ramte rundstrækningen i København, var forspringet under et minut. 

Inde på den 11 km lange rundstrækning i København blev der flittigt forsøgt at skabe ravage og ødelægge sprinterfesten, og et nyt femmandsudbrud med blandt andre Mads Andersen og Casper Pedersen fra landsholdet lå længe ude foran.  

Løbet blev dog kontrolleret af sprinterholdene, og det lignede længe en samlet massespurt, inden et styrt lige inden rytterne krydsede målstregen til sidste omgang spolerede vinderchancerne for forhåndsfavoritten, Olav Kooij. I styrtet blev også flere af Mads Pedersens vigtige leadoutryttere fanget. I sidste ende skulle første udgave af World Tour-løbet afgøres i en spurt mellem de hurtigste sprintere tilbage i feltet på Sølvgade foran Statens Museum for Kunst, og her var Jordi Meeus altså hurtigst. 

Bliv klogere på Copenhagen Sprint på www.copenhagensprint.com.

For yderligere oplysninger, kontakt:
Morten Hopballe, pressekontakt, Copenhagen Sprint, T 3135 3007, M mh@kommpress.dk

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Copenhagen Sprint

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Copenhagen Sprint

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye