
Flyvende hollænder vinder Copenhagen Sprint
Hollænderen Lorena Wiebes var hurtigst, da Copenhagen Sprint blev afgjort i en spurt foran Statens Museum for Kunst. Rytteren fra SD Worx-Protime henviste italienerne Elisa Balsamo og Chiara Consonni til de øvrige podiepladser, mens Amalie Dideriksen blev bedste dansker på en 8. plads.

Som så mange gange i dette forår var Lorena Wiebes, SD Worx-Protime, urørlig i spurten, da Copenhagen Sprint lørdag blev afgjort i et opgør mellem de hurtigste sprintere på Sølvgade foran Statens Museum for Kunst.
Hollænderen henviste Elisa Balsamo til andenpladsen og Chiara Consonni til tredjepladsen, mens de danske ryttere løbende gjorde god figur med aggressiv og angrebslysten kørsel. Bedste dansker blev tidligere verdensmester Amalie Dideriksen på en 8. plads.
Vinderen Lorena Wiebes fremhæver den gode stemning langs ruten – og specielt på rundstrækningen i hjertet af København:
“Det føles helt fantastisk. Tilskuerne gjorde det til en kæmpe oplevelse – selv gennem de små byer langs ruten var stemningen helt vild, og særligt på rundstrækningen i centrum var det intenst. Der var et par styrt, men heldigvis holdt jeg mig i fronten og udenfor dem,” siger Lorena Wiebes og sætter et par ord på afslutningen:
“Vi mistede en vigtig rytter til vores leadout i et af styrtene, men det lykkedes alligevel. Jeg åbnede spurten lidt tidligere end planlagt – men hellere det end for sent, og heldigvis gik det godt til sidst."
På andenpladsen kom tidligere verdensmester Elisa Balsamo, der oplevede et hårdt løb og en intens afslutning:
“Det var et hårdt løb og en virkelig stressfuld afslutning, især på den sidste omgang, hvor der var en voldsom positionskamp. Men jeg synes, vi kørte et rigtig godt løb som hold, og jeg vil meget gerne komme tilbage igen næste år,” sagde Elisa Balsamo.
De 151 km startede i Roskilde og gik rundt på Nordsjælland over Frederikssund, Hillerød, Farum, Hillerød og Ballerup, inden feltet efter 117 km ramte rundstrækningen i København på Nørrebro.
Undervejs var der mange forsøg på at komme afsted i et udbrud, men der blev aldrig skabt noget afgørende. I stedet endte feltet med at kontrollere udbrudsforsøgene, som aldrig fik mere end et minuts tid.
Inde på den 11 km lange rundstrækning i København blev der flittigt forsøgt at komme væk fra feltet, men løbet blev kontrolleret af sprinterholdene, så i sidste ende skulle første udgave af World Tour-løbet afgøres i en spurt, og her var Lorena Wiebes altså suveræn.
Den 26-årige hollandske rytter fra SD Worx-Protime er regerende Europamester og har i foråret vundet både Gent-Wevelgem, Brugge De-Panne og Milano Sanremo samt etaper i både UEA Tour og The Women’s Tour.
Herrenes løb bliver kørt i morgen den 22. juni. med neutral start i Roskilde kl. 10.45.
Bag Copenhagen Sprint står en national partnerkreds bestående af Københavns Kommune, Roskilde Kommune, staten, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Danmarks Cykle Union og Copenhagen Sprint eventselskabet, som forestår planlægningen og afviklingen af løbet.
Bliv klogere på Copenhagen Sprint på www.copenhagensprint.com.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Morten Hopballe, pressekontakt, Copenhagen Sprint, T 3135 3007, M mh@kommpress.dk
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Copenhagen Sprint
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.