Sindberg Kommunikation ApS

Kulturmødet Mors præsenterer sit største og mest ambitiøse program nogensinde

Del

Kulturmødet Mors finder i år sted 21.-23. august, og der er et væld af oplevelser i vente for de mange tusind nysgerrige danskere, der forventes at deltage i begivenheden. Programmet er nemlig det største og mest ambitiøse nogensinde, hvilket ikke mindst skyldes to internationale spor, der har fokus på hhv. Europa og Norden. Der vil være masser af samtaler, der fokuserer på årets nye temaspor, ’opbrud’, ligesom man kan glæde sig til et stærkt program for børn og unge samt masser af kunstoplevelser – herunder de særlige kunstøjeblikke, som er blevet et af Kulturmødets kendetegn.

Søren Huss og Kristian Leth i samtale på Kulturmødet 2023.
Søren Huss og Kristian Leth i samtale på Kulturmødet 2023. Fotograf Per Bille.

Der er sket meget, siden Kulturmødet så dagens lys i 2013, hvor 5.000 mennesker drog til Mors for at sætte fokus på vilkårene for fremtidens kunst og kultur. I 2024-udgaven deltog syv gange så mange i begivenheden, og størstedelen af de 35.000 deltagere var nysgerrige danskere, der gik i dialog både om og med kunst- og kulturlivet og dets aktører.

I sin 5-stjernede anmeldelse fremhævede Berlingske både udbuddet af ”ægte, oplyste og oplysende diskussioner og samtaler i massevis” og det stærke fremmøde af menige borgere: ”Her er tusindvis af interesserede mennesker til det hele”.

Den 21. til 23. august er det tid til dette års udgave af Kulturmødet, og ambitionsniveauet er højere end nogensinde før. I takt med begivenhedens voksende popularitet præsenterer Kulturmødet nemlig sit største program nogensinde. Som altid er det helt gratis at deltage, og programmet er kurateret i samarbejde med Kulturmødets mange partnere fra hele landet.

Ligesom tidligere er samtaleprogrammet på Kulturmødet inddelt i en række temaspor, og i år er der føjet et nyt ét til – nemlig ’opbrud’. Med afsæt i både den geopolitiske situation, behovet for kulturel modstandsdygtighed og den digitale AI-revolution kan man se frem til masser af samtaler om dette tema. 

To internationale spor med fokus på Europa og Norden

Det, der især har fået Kulturmødets program til at vokse i størrelse, er de to internationale spor, der sætter fokus på hhv. Europa og Norden. Det europæiske program finder sted i anledning af Danmarks EU-formandskab, hvor Kulturmødet sammen med en række øvrige aktører har været med til at sammensætte det kulturprogram, der varer helt fra juli til december – og således også under Kulturmødet.

Her vil man kunne opleve en bred vifte af samtaler, udstillinger, filmvisninger, musik, oplæsninger, workshops og meget andet.

Det nordiske program har som ambition at styrke båndene mellem de nordiske lande via musik, litteratur, film, debatter og foredrag – og dermed gøre det nemmere for tanker, ideer, erfaringer og ’best practice’ at flyde frit på tværs af Norden. Blandt de nordiske navne på programmet finder man færøske Brimheim, norske Carl Frode Tiller, islandske Kristín Eiríksdóttir og grønlandske Jessie Kleemann. 

Reumert-vinder, vidtfavnende musikprogram og popup-oplevelser

Som allerede offentliggjort byder Kulturmødet på et vidtfavnende musikprogram med mere end 50 koncerter og musikoplevelser inden for både rytmisk og klassisk musik. Programmet forener etablerede kunstnere, eksperimenterende samarbejder og nysgerrige nye stemmer i en musikalsk rejse, der inviterer til både refleksion og fællesskab. På Kulturmødet er musikken langt fra blot underholdning, men et aktivt bidrag til samtalen om kultur.

Scenekunsten får også en særligt prominent plads på dette års program, hvilket ikke mindst skyldes, at en række af scenekunstens brancheorganisationer er gået sammen om at sætte det stærkest mulige aftryk på Kulturmødet. Her kan man bl.a. glæde sig til uddrag af den Reumert-vindende danseforestilling It’s So Cute I’m Gonna Die samt bidrag inden for både revygenren, musical og klassisk teater.

Takket være Ung Kult og Børnenes Kulturmøde er der igen i år et særligt stærkt program for børn og unge. Her bestemmer de yngste generationer indholdet og sætter dagsordenen – ikke mindst under Børnekulturens Topmøde, som Det Kgl. Teater er medarrangør af.

De særlige kunstøjeblikke er blevet et af Kulturmødets kendetegn, og i år vil det offentlige rum blive fyldt med værker, performances og popup-kunstoplevelser, man ikke vidste, man ville få. Netop ud fra ambitionen om at overraske og overrumple Kulturmødets besøgende, så de får endnu mere med sig, end de regnede med. 

Stor interesse for at bidrage til Kulturmødet

Kulturmødets direktør Caspar Ryttergaard mærker tydeligt, at interessen for at være med til årets Kulturmøde er stor.

Det er ret overvældende, så enorm en lyst der er til at deltage i årets program. Det gør, at vi kan præsentere et program med stor variation og kvalitet. Det er jeg både stolt og meget taknemmelig over. Årets program viser virkelig, hvor mangfoldigt kunst- og kulturlivet er.

Vi har internationalt anerkendte kunstnere, nogle af landets fremmeste forskerne, stor repræsentation af politikere, fonde og fagpersoner, der hver dag arbejder med kunst og kultur. Sammen udgør de mere end 200 organisationer og over 1000 stemmer i programmet, der alle viser hvor vigtig kunsten og kulturen er for vores samfund.

Og så må vi jo ikke glemme at Kulturmødet også er stedet, hvor helt almindelige kulturinteresserede danskere er med. Vi har ingen lukkede arrangementer og alt er tilgængeligt og gratis. Den nysgerrighed efter at blive klogere sammen, viser at den demokratiske samtale med kunsten og kulturen som omdrejningspunkt er sprællevende. 

Dyk ned i det fulde program på www.kulturmodet.dk.

Kontakter

Billeder

Børnenes Kulturmøde 2023
Børnenes Kulturmøde 2023
Fotograf Per Bille
Download
Kulturmødet 2023
Kulturmødet 2023
Fotograf Per Bille
Download
Ung Kult, Kulturmødet 2023
Ung Kult, Kulturmødet 2023
Fotograf Per Bille
Download
Casper_Ryttergaard
Casper_Ryttergaard
Kulturmødet
Download

Links

Følg pressemeddelelser fra Sindberg Kommunikation ApS

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Sindberg Kommunikation ApS

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye