Styrelser advarer: Ulovlige varer fra ferien eller nettet kan få alvorlige konsekvenser
Indførsel og bestilling af ulovlige nikotinprodukter kan føre til bøde, advarer Toldstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen op til sommerferien.

Sommeren nærmer sig, og med udsigten til udlandsrejser og sommertilbud online følger også risikoen for at komme i konflikt med loven. Hvis du har planer om at tage e-cigaretprodukter med hjem som souvenirs eller bestille dem på nettet, skal du være særligt opmærksom. Især engangs-e-cigaretter, også kendt som puff bars, er nemlig et område, hvor mange kommer i klemme.
– Puff bars er et fokusområde for os og politiet, og det er bekymrende, at de på den ene eller anden måde fortsat forsøges indført til Danmark. Det er blandt andet vores opgave, at puff bars ikke kommer i hænderne på børn og unge, og derfor bliver vi ved med at kontrollere, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard.
Siden sidste sommer har der været forbud mod både indførsel og besiddelse af visse nikotinprodukter i Danmark. Som forbruger på dansk jord må man kun besidde op til ti enheder af engangs-e-cigaretter med nikotin og med smag af andet end mentol og tobak. Og kun hvis produkterne er til eget forbrug.
Derudover er det ulovligt at bestille produkterne hjem fra udlandet via nettet, også selvom det er ti enheder eller under og kun er til privat brug. Det skyldes, at du dermed ikke fysisk er i besiddelse af produkterne, når de krydser grænsen til Danmark.
– Det er desværre alt for ofte, at forbrugere bestiller ulovlige nikotinprodukter hjem fra nettet. Men reglerne er klare: Du må ikke bestille puff bars og lignende produkter hjem, hvis de indeholder ulovlige mængder nikotin eller har smag af for eksempel frugt eller slik, siger Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Ved overtrædelse af reglerne for ulovlige e-cigaretprodukter vil man som udgangspunkt blive meldt til politiet, der kan udstede en bøde.
Styrelserne understreger, at det ikke er nok at være i god tro – forbrugerne har selv ansvaret for at tjekke reglerne grundigt, inden man pakker kufferten eller klikker ”køb” på en webshop.
FAKTABOKS:
Hvornår må du som forbruger besidde op til ti enheder af ulovlige e-cigaretprodukter til eget forbrug?
- Du må besidde op til ti enheder som rejsegods og til eget forbrug, når du opholder dig i Danmark eller når du krydser grænsen.
- Du må ikke bestille ulovlige e-cigaretprodukter med nikotin hjem over nettet fra udlandet, da du dermed ikke besidder produkterne fysisk på dig, når produkterne krydser grænsen til Danmark – heller ikke selvom det er ti enheder eller under og er til eget forbrug.
FAKTABOKS:
Regler for nikotingrænser og kendetegnende aroma i e-cigaretprodukter
- Grænsen for nikotinindholdet i en nikotinholdig væske er på 20 mg/ml for e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere med nikotin. Kravet til nikotingrænsen er fastsat i EU.
- E-cigaretter og genopfyldningsbeholdere må ikke være med kendetegnende aroma af andet end mentol og tobak. Kravene til kendetegnende aroma er fastsat nationalt.
FAKTABOKS:
Hvad dækker indførsels- eller besiddelsesforbuddet over?
- Du må hverken indføre, købe, udlevere, modtage, fremstille, forarbejde eller besidde ulovlige e-cigaretprodukter med nikotin, der overtræder reglerne for nikotinindhold og/eller kendetegnede aroma.
Links
Kontakt Sikkerhedsstyrelsen
Pressekontakt: presse@sik.dk, tlf. 22 38 44 51
Følg pressemeddelelser fra Sikkerhedsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sikkerhedsstyrelsen
Kampagne skal gøre det normalt at vise ID ved køb af alkohol, nikotin eller tobak7.7.2025 11:06:57 CEST | Pressemeddelelse
Sikkerhedsstyrelsen lancerer nu kampagnen ’Gør det let – Vis ID, når du handler’. Formålet er at sætte fokus på alderskontrol for unge. Med opbakning fra detailbranchen og andre interessenter er målet at styrke forståelsen for, at det er helt naturligt at skulle vise ID, når man handler alkohol, nikotin eller tobak.
Sikkerhedsstyrelsen går undercover på sociale medier for at stoppe ulovligt salg af lattergas30.6.2025 12:46:32 CEST | Pressemeddelelse
Fra i morgen får Sikkerhedsstyrelsen nye muligheder for at føre kontrol med salg af lattergas. Reglerne skal bremse brugen af lattergas som rusmiddel og forhindre ulovligt salg.
Produkter og tjenester skal være tilgængelige for flest mulige25.6.2025 09:25:36 CEST | Pressemeddelelse
Fremover bliver det lettere for forbrugere at anvende en række produkter og tjenester i hverdagen, også hvis man har en midlertidig eller permanent funktionsnedsættelse. Fra 28. juni 2025 er det et krav at leve op til EU's tilgængelighedsdirektiv og den danske tilgængelighedslov, og dermed kommer der nye krav til fx webshops, computere, betalingsterminaler og streamingtjenester. På nogle områder træder kravene i kraft straks, mens kravene skal anvendes på andre områder, efterhånden som der fx kommer nye udgaver af produkter i handelen.
Hver fjerde butik på Bornholm solgte alkohol eller tobak til mindreårige på Folkemødets første dag13.6.2025 09:12:12 CEST | Pressemeddelelse
Flere butikker overholdt ikke reglerne om salg af alkohol, tobak eller nikotin torsdag under Folkemødet på Bornholm – Sikkerhedsstyrelsen har ført kontrol med unge kontrolkøbere.
Færre butikker solgte alkohol og tobak på sidste skoledag til børn og unge21.5.2025 09:15:50 CEST | Pressemeddelelse
Sikkerhedsstyrelsens kontrol med unge kontrolkøbere på sidste skoledag afslørede færre overtrædelser, end styrelsen normalt ser ved tilsyn med salg af alkohol, nikotin og tobak til mindreårige. Det var dog fortsat næsten hver femte butik, der brød loven.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum