Vejdirektoratet

To vindere deler kæmpeudbud for vejdrift

Del

Vejdirektoratet har fundet de leverandører, der skal stå for vejdriften fra 2026 til udgangen af 2029. To leverandører vandt henholdsvis én og fire delkontrakter i det store udbud.

Opgaven med at stå for driften af de danske statsveje kommer de næste fire år til at blive delt mellem to leverandører. Foto: Vejdirektoratet
Opgaven med at stå for driften af de danske statsveje kommer de næste fire år til at blive delt mellem to leverandører. Foto: Vejdirektoratet

Det er nu blevet afgjort, hvem der kommer til at stå for driften af de danske statsveje fra 2026 til udgangen af 2029. Vejdirektoratet har nemlig fundet vinderne af deres vejdriftsudbud for de kommende fire år.

Driften af statsvejene er en fireårig rammeaftale, der er opdelt i fem geografisk bestemte delkontrakter. To i Norddanmark, én for Syddanmark og to i Østdanmark. Opgaven med at stå for vejdriften omfatter blandt meget andet renholdelse og græsslåning langs vejene og på sideanlæg, beskæring af træer og buske, drift af afvandingssystemer samt at føre tilsyn med vejene – og med i alt 3.828 kilometer statsvej er det ikke nogen lille opgave.

De seneste fire år har alle vejdriftsopgaverne ligget hos én leverandør, nemlig Terranor, men som noget nyt har det denne gang ikke været muligt for den samme leverandør at få tildelt alle delkontrakterne.

”Med det seneste udbud har vi ønsket at brede det lidt mere ud og understøtte muligheden for at få flere vejdriftsleverandører. Derfor har interesserede entreprenører godt kunnet byde ind på alle fem delkontrakter, men de har denne gang højest haft mulighed for at blive tildelt fire af delkontrakterne,” fortæller senior projektleder i Vejdirektoratet, Anja Ernfelt Poulsen.

Øget fokus på biodiversitet og arbejdsmiljø

En anden væsentlig ændring siden det foregående vejdriftsudbud for fire år siden er et øget fokus på biodiversitet og arbejdsmiljø. Disse to emner har derfor fyldt mere i udbudsmaterialet end tidligere.

”Siden det sidste vejdriftsudbud har vi i Vejdirektoratet øget vores fokus på både biodiversitet og arbejdsmiljø endnu mere. Derfor er der i aftalegrundlaget flere nye elementer, der understøtter biodiversiteten, og der er blevet stillet mere klare krav i forhold til at sikre arbejdsmiljøet,” siger Anja Ernfelt Poulsen.

Den 5. maj var sidste frist for at byde på de fem delkontrakter, og siden har Vejdirektoratet gennemgået de indkomne bud. På baggrund af dette har Vejdirektoratet tildelt de fire af delkontrakterne til Terranor, mens delkontrakten for Syddanmark er gået til Forstas.

”Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Terranor og i lige så høj grad til at etablere et nyt samarbejde med Forstas om driften af de syddanske statsveje,” siger Anja Ernfelt Poulsen.

FAKTA: Hvad er vejdrift?

Vejdrift omfatter den daglige drift af statens veje inden for nedenstående fagområder:

  • Grøfter, rabatter og bassiner
  • Brønde og ledninger
  • Tavler og kantpæle
  • Græs
  • Beplantning
  • Renhold
  • Brolægning
  • Vildthegn
  • Vejmandstilsyn

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye