Ny institutdirektør på DTU Kemiteknik
Professor Anne Ladegaard Skov vil have fokus på at få forskningsidéer ud og gøre gavn i samfundet.

DTU har udpeget professor og leder af Dansk Polymercenter (DPC), Anne Ladegaard Skov, til ny direktør for DTU Kemiteknik med tiltrædelse den 1. januar 2026.
”Anne Ladegaard Skov forener dyb faglighed med en evne til at omsætte forskning til konkrete løsninger. Med Anne ved roret får DTU Kemiteknik en vellidt og vedholdende leder, der kan videreudvikle instituttets stærke faglige fundament inden for både uddannelse og forskning. Kombineret med hendes entreprenante tilgang kan hun løfte innovationen til nye højder," siger rektor for DTU Anders Bjarklev.
Anne Ladegaard Skov har været ansat på DTU Kemiteknik siden 2001. I 2015 blev hun ansat som leder af Dansk Polymercenter og i 2018 udnævnt til professor. Internationalt er Anne Ladegaard Skov anerkendt for sin mangeårige og visionære forskning i silikonebaserede elastomerer, som hun også modtog Grundfosprisen for i 2022. Silikonebaserede elastomerer bruges i industrien til udvikling af blandt andet kunstige muskler, kunstig hud og øjenimplantater, samt bløde, menneskelignende robotter.
Innovation som drivkraft
Anne Ladegaard Skov bringer solid erfaring med entreprenørskab med sig ind i rollen som institutdirektør. Hun står bag adskillige patenter og har omsat forskning fra laboratoriet til samfundsrelevante virksomheder – senest med startuppen Glysious, der udspringer af hendes forskning i avancerede silikonebaserede materialer og udvikling af kunstige muskler.
Innovation, der løser samfundsaktuelle problemer, er en del af DTU’s DNA, siger hun:
"En af vores største styrker på DTU Kemiteknik er, at mange af vores forskningsprojekter opstår i tæt samarbejde med virksomheder. Det giver os en god fornemmelse for, hvad der rører sig og hvilke interesser industrien har. Det gør, at vi bidrager med aktuel forskning og samfundsrelevante løsninger inden for både bioteknologi og den grønne omstilling."
Også blandt de studerende fornemmer Anne Ladegaard Skov en stigende nysgerrighed for entreprenørskab – en udvikling, hun gerne vil styrke:
"Tidligere søgte de primært mod de store industrivirksomheder, hvor de mere eller mindre er sikret gode jobs. Jeg vil gerne gøre flere af vores studerende og yngre forskere interesserede i at gå entreprenørvejen.”
Tillid, frihed og kunstig intelligens
Kulturen på DTU Kemiteknik er præget af ’frihed under ansvar’ – en ledelsesfilosofi, som Anne Ladegaard Skov har værdsat som forsker og selv praktiserer som leder:
"Tillid og frihed gør, at det er sjovt at forske. Det skal jo være lystbetonet, hvis man skal drive forskningen det ekstra stykke frem. Forskningen skal være drevet af nysgerrighed og interesse for at løse et samfundsmæssigt problem."
Hun ønsker derfor at videreføre kulturen, hvor forskere har handlefrihed frem for at blive detailstyret – en tilgang, hun mener har bidraget til, at DTU i 2024 blev kåret som nr. 1 i Europa i Chemical Engineering på EU-ranglisten EngiRank.
"Vi fortsætter det gode arbejde og fokuserer på det, vi er gode til. Og så skal vi samtidig afsøge nye muligheder - for eksempel inden for brugen af kunstig intelligens både i undervisningen og i forskningen,” siger Anne Ladegaard Skov.
Hun ser særligt et potentiale i, at kunstig intelligens kan forenkle og effektivisere komplekse dataanalyser og processer, hvor traditionelle matematiske modeller ofte er tunge og tidskrævende. Anne Ladegaard Skov afløser Kim Dam-Johansen, der har været institutdirektør på DTU Kemiteknik siden 2000.
Fakta
Blå-bog om Anne Ladegaard Skov
Dr.techn. Anne Ladegaard Skov, professor på DTU Kemiteknik, er en af verdens førende forskere inden for silikonebaserede elastomerer. Elastomerer er gummielastisk plastik, som bruges i industrien til udvikling af blandt andet kunstige muskler, kunstig hud og øjenimplantater, samt bløde, menneskelignende robotter.
- Ansat på DTU siden 2001, hvor hun som ph.d. forskede i matematisk modellering af silikonematerialer
- Udnævnt som leder af Dansk Polymercenter (DPC) på DTU i 2015
- Udnævnt til professor i Polymer science and engineering i 2018
- Stifter og CEO af virksomheden Glysious i 2021
- Modtog Grundfosprisen for sin nytteinspirerede og samfundsforandrende forskning i silikonebaserede elastomerer i 2022
Kontakter
Anne Ladegaard SkovProfessor og leder af Dansk PolymercenterDTU Kemiteknik
Tlf:23 65 21 56al@kt.dtu.dkAnders Overgaard BjarklevRektorDTU
Tlf:4525 1000dtu-rektor@adm.dtu.dkDTU - Danmarks Tekniske Universitet
DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet.
Følg pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Ny iværksætterhub skal gøre hver tiende DTU-startup til en vækstvirksomhed9.10.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
DTU vil tage innovationssucces til nyt niveau med øget fokus på startups med skaleringspotentiale. For at støtte op i længere tid skabes DTU SkyFactory, hvor startups kan udvikle sig og styrke Europas konkurrenceevne.
DTU etablerer uddannelser på DTU Risø Campus3.10.2025 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Diplomingeniøruddannelsen i Industriel teknologi vil være den første på DTU Risø Campus.
Invitation: Uddannelses- og Forskningspolitisk Topmøde 2025 på DTU2.10.2025 09:46:40 CEST | Pressemeddelelse
Den nye geopolitiske virkelighed står øverst på dagsordenen, når politikere, erhvervsliv og studerende mødes til det årlige Uddannelses- og Forskningspolitiske Topmøde den 8. oktober 2025.
Særlige mælkesyrer reducerer antibiotikaresistens hos spædbørn15.9.2025 12:04:25 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra DTU dokumenterer, at en særlig undergruppe af naturligt forekommende bifidobakterier spiller en afgørende rolle for at nedbringe antibiotikaresistens hos spædbørn.
DTU-forskere er ”tættere end nogensinde før” på at bevise, at der har været liv på Mars10.9.2025 17:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Leopardplettede aflejringer i forstenet mudder på Mars kan være efterladt af levende organismer. Men for at være helt sikre, må vi have prøverne ned på Jorden, skriver forskere fra DTU og NASA i det videnskabelige tidsskrift Nature.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum