Tre ud af fire dræbte i trafikken er mænd
Historisk få kommer til skade, men mænd er fortsat overrepræsenteret i de årlige trafikulykker, viser de seneste tal fra Vejdirektoratet.

Selvom der blev kørt flere kilometer på de danske veje end året før, blev 2024 endnu et godt år for trafiksikkerheden med det næstlaveste antal trafikdræbte nogensinde.
Det viser Vejdirektoratets årsrapport om trafikulykker i året 2024, som netop er udkommet.
”Det er en god nyhed, at antallet af dræbte i trafikken fortsætter nedad. Den udvikling skal vi holde fast i ved fortsat at have fokus på trafiksikkerhedsmæssige tiltag som for eksempel kampagner og forbedringer på vejene, så det bliver endnu mere sikkert at færdes i trafikken," siger transportminister Thomas Danielsen.
Årsrapporten om trafikulykker viser også, at det oftere er mænd, der kommer til skade i trafikken, også når man tager højde for, at de kører mere end kvinder.
I 2024 var næsten 3 ud af 4 dræbte mænd, og mænd udgjorde også den største andel blandt de tilskadekomne.
Tendensen har været den samme over en længere årrække, hvor der hvert år har været stort set den samme fordeling mellem dræbte mænd og kvinder i trafikulykker.
Tallene i den seneste årsrapport vidner om, at der er tale om en reel ulighed mellem kønnene, som er vigtig at have i baghovedet for alle, der arbejder på at forbedre trafiksikkerheden, siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen.
”Det er ingen overraskelse, at mænd er overrepræsenteret i ulykkerne. Hvad der måske kan være mere overraskende er, at det ikke bare skyldes, at mænd bruger mere tid i trafikken. Vi ved, at forskellen bl.a. skyldes en højere risikovillighed hos mandlige trafikanter,” siger Marianne Foldberg Steffensen.
For eksempel er der flere mænd end kvinder, der kommer til skade eller bliver dræbt i en personbil. I de seneste fem år har 55 procent af de dræbte og tilskadekomne i personbil været mænd, og i samme periode har mænd tilbragt 52 procent af den samlede tid, der blev tilbagelagt i personbil i trafikken.
Mænd er også overrepræsenteret i cykelulykker
Forskellen på kønnene gør sig dog gældende på tværs af næsten alle transportmidler, fremgår det af rapporten.
Det gælder f.eks. blandt cyklister og fodgængere, hvor mænd udgjorde en større andel af de dræbte end kvinder set i forhold til den tid, de begge tilbringer som trafikanter på cykel eller til fods.
Derudover viser tallene, at 57 procent af de dræbte og tilskadekomne på cykel i perioden 2020-2024 var mænd.
”Mænd tilbragte i samme periode 53 procent af de kørte kilometer på cykel, hvilket altså igen er med til at understrege, at mænds højere andel af ulykker ikke alene kan forklares med, at de også cykler mere. Der synes ellers at være blevet skabt en fortælling om, at det især er kvindelige cyklister, der kommer til skade i trafikken. Men virkeligheden er, som tallene viser, faktisk en anden,” siger Marianne Foldberg Steffensen.
Status 2024
2024 blev med 0,4 procent flere kørte kilometer end året før et år med stigende trafik på de danske veje.
Til trods for de flere kørte kilometer var der i 2024 historisk få, der kom til skade i trafikken. I alt kom 2.374 personer til skade, og det tal fordeler sig på 1.526 alvorligt tilskadekomne og 848 lettere tilskadekomne.
I alt mistede 145 personer livet i trafikken i 2024, hvilket også er det antal, der blev meldt ud i forbindelse med Vejdirektoratets foreløbige opgørelse ved årsskiftet i januar. Men det er som altid først nu, i juni, at alle ulykkestal er gjort endeligt op.
I perioden fra 2019-2023 var der i gennemsnit 162 trafikdræbte pr. år. De 145 dræbte i 2024 svarer til et fald på 10 procent i forhold til gennemsnittet for de foregående 5 år.
Klik på linket for at læse hele rapporten på Vejdirektoratets hjemmeside.
Fakta om rapporten ”Trafikulykker for året 2024”
Den officielle ulykkesstatistik, som Vejdirektoratet står bag, er baseret på de ulykker, som politiet registrerer. På den baggrund udgiver Vejdirektoratet hvert år en rapport, der indeholder en statistisk beskrivelse af trafikulykkerne i Danmark. Rapporten er typisk bygget op over en række overordnede temaer med fokus på, hvad der skete i trafikken i det forgangne år, hvem blev dræbt eller kom til skade, og hvordan og hvor ulykkerne skete.
Data om danskernes transportvaner stammer fra Transportvaneundersøgelsen og er opgjort for 2020-2024.
Læs mere i rapporten ”Trafikulykker for året 2024”.
Udpluk fra rapporten ”Trafikulykker for året 2024”:
Fakta: Stigning i alvorlige ulykker med lette trafikanter på landeveje
Langt de fleste cyklister, fodgængere og knallert 30-kørere kommer til skade i byerne. I 2024 faldt antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i denne gruppe på byveje sammenlignet med gennemsnittet for de foregående fem år. På landevejene gik udviklingen dog i den modsatte retning: Her steg antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister, fodgængere og knallert 30-kørere med mellem 16 og 20 procent, selvom det samlede antal dræbte og alvorligt tilskadekomne på landevejene faldt med 7 procent, fremgår det af rapporten ”Trafikulykker for året 2024”.
Fakta: Hvad skete i trafikken i 2024?
2024 blev endnu et år med stigende trafik og faldende hastigheder på vejene. Der blev i 2024 kørt 0,4 procent flere kilometer på de danske veje end året før, viser tal fra Vejdirektoratets vejtrafikindeks, og hastigheden faldt samlet set med 0,3 km/t for alle vejkategorier sammenlignet med 2023. Fra 2021 til 2024 er gennemsnitshastigheden på vejene i gennemsnit faldet med 2 km/t. Vejdirektoratet fik i 2024 foretaget en undersøgelse, der viste, hvorfor danske bilister valgte at køre langsommere. 6 ud af 10 af de adspurgte bilister svarer i undersøgelsen, at de inden for de sidste par år bevidst har valgt at køre langsommere, end de plejer, særligt ud fra et ønske om at ville spare på brændstoffet.
Fakta: En hel rapport i 10 små faktabokse
I ”Trafikulykker for året 2024” er rapportens konklusioner samlet i 10 mindre faktabokse. Her kan du f.eks. læse, at der i 2024 var et fald på 22 % i antallet af dræbte og tilskadekomne i personbil, eller at langt de fleste trafikulykker sker uden personskader. I alt var der 2.217 trafikulykker i 2024, hvor en person kom til skade eller mistede livet, mens de resterende 11.242 trafikulykker alene var med materielskade.
Nøgleord
Kontakter
Transportministeriets pressetelefon
Tlf:33 11 00 14Marianne Foldberg SteffensenAfdelingslederVejdirektoratet
Tlf:22 38 32 22mast@vd.dkVejdirektoratets pressetelefon
Tlf:51 83 33 93Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Broarbejde på motorvejen mellem Brande og Arnborg16.7.2025 13:46:53 CEST | Pressemeddelelse
Trafikanter på Midtjyske Motorvej ved Brande må tage en mindre omvej i to uger, mens Vejdirektoratet reparerer fuger på motorvejsbroen over Holtum Å.
Nørremark Rasteplads spærres i sensommeren14.7.2025 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet er ved at skabe mere plads til Pile Bæk under E45 Østjyske Motorvej, og første halvdel er nu færdig. Derfor flytter arbejdet til østsiden af motorvejen. Det betyder, at Nørremark Rasteplads lukker midlertidigt fra den 3. august.
Vejdirektoratet inviterer til markedsdialog om tunnelbyggeri i Aalborg10.7.2025 14:51:45 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet indleder en dialog med markedet for at finde de bedste løsninger til byggeriet af en tunnel under Limfjorden med tilhørende veje og broer.
Ejer Bavnehøj rastepladser åbner og klar til sommerferiens kørepauser8.7.2025 09:17:05 CEST | Pressemeddelelse
Ombygningen af til- og frakørslerne ved <54> Ejer Bavnehøj på E45 Østjyske Motorvej er færdige. Dermed kan rastepladserne åbne til sommerens ferietrafik. Sneptrup-stien, der løber under til- og frakørslerne nord for rastepladserne, åbner også i denne uge.
Den gamle bro over E45 ved <58> Hedensted rives ned den 23. og 24. august – motorvejen spærres i aften- og nattetimerne4.7.2025 09:02:00 CEST | Pressemeddelelse
I forbindelse med udbygningen af E45 Østjyske Motorvej fra fire til seks spor, skal den gamle bro for Gesagervej over motorvejen ved <58> Hedensted rives ned. Både før, under og efter bronedrivningen vil der være gener og omkørsler for trafikanterne i området.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum