Aarhus-forskere får millionløft til forskning i fertilitet og molekylærbiologi
12.6.2025 11:06:19 CEST | Aarhus Universitet Natural Sciences | Pressemeddelelse
Tre forskningsprojekter ved Aarhus Universitet modtager tilsammen over 30 mio. kr. i støtte til at forstå, hvorfor graviditet nogle gange mislykkes, hvordan miljøforurening påvirker reproduktion, og hvordan molekylære mekanismer styrer cellers funktion. Bevillingerne understreger betydningen af grundforskning med klare perspektiver for fremtidens sundhedsindsatser.

Professor Gregers Rom Andersen, lektor Peter Ebert Andersen og Tenure Track Adjunkt Vera van der Weijden er hver især blevet tildelt en personlig bevilling, der skal sætte fart i deres forskningsprojekter over de kommende år. Samlet beløber bevillingerne sig til over 30 millioner kroner.
“Det er en stor anerkendelse af vores forskningsmiljø, at tre af vores kolleger modtager disse prestigefyldte bevillinger. Det giver ikke blot dem, men hele instituttet, et solidt rygstød til fremtidig forskning,” siger institutleder Claus Oxvig.
Proteiners mange ansigter – Gregers Rom Andersen
Professor Gregers Rom Andersen har gennem årtier været en central figur inden for strukturbiologi ved MBG. Med hjælp fra avancerede teknikker som røntgenkrystallografi og cryo-elektronmikroskopi har han bidraget med en lang række atomare strukturer af proteiner i forskellige tilstande.
De seneste års teknologiske gennembrud har dog kastet lys over, at proteiner ikke blot har nogle få, men ofte rigtig mange konformationer. I sit nye projekt, der støttes med en Distinguished Investigator-bevilling på 11,4 mio. kr., vil han undersøge, hvordan disse konformationer opstår, omlejres og hvor længe de findes.
“Jeg har brugt 35 år på at forstå molekylernes opbygning. Nu er det tid for mig at forstå molekylernes sjæl,” fortæller han.
Projektet vil blive udført i samarbejde med Victoria Birkedals gruppe på iNANO og en udenlandsk partner og involverer både en ph.d.-studerende, en postdoc og forskeren selv.
Diapause som nøgle til fertilitet - Vera van der Weijden
Tenure Track Adjunkt Vera van der Weijden har modtaget en Hallas-Møller Emerging Investigator-bevilling fra Novo Nordisk Fonden til sit projekt om embryonisk diapause – en naturlig pause i embryoudviklingen, som visse dyr benytter for at optimere betingelserne for graviditet.
Projektet undersøger, hvordan denne pause kan give vigtig indsigt i embryonets udviklingskompetence og livmoders modtagelighed for implantationen – to afgørende faktorer for succesfuld graviditet. Ved at bruge nye cellebaserede modeller vil forskningen desuden kaste lys over, hvordan miljøforurening, som f.eks. mikroplast og flammehæmmere, kan skade fertilitet.
“Ved at lære af naturens egne strategier som diapause, håber vi at identificere de biologiske mekanismer, der enten fremmer eller forhindrer vellykket graviditet – også i mennesker,” forklarer hun.
Når genregulering i kimceller tager en anden vej - Peter Ebert Andersen
Peter Ebert Andersen, lektor ved MBG, har modtaget en Hallas-Møller Ascending Investigator-bevilling på 11,4 mio. kr. til sit projekt PARAGLIDE, der undersøger, hvordan paraloge genregulatorer spiller en særlig rolle i udviklingen af æg- og sædceller.
I projektet udforskes, hvordan disse paraloger – varianter af kendte genaktiverende proteiner – skaber unik genregulering i kimceller, som adskiller sig fra den, man ser i øvrige celletyper. Ved hjælp af bananfluer som model vil projektet belyse, hvordan denne alternative genregulering er essentiel for frugtbarhed.
“Ved at forstå de molekylære mekanismer bag kimcellers funktion, kan vi få ny indsigt i årsager til infertilitet og i fremtiden måske også udvikle nye behandlinger,” siger han.
Tre bevillinger – én stærk forskningskultur
De tre forskningsprojekter dækker både fundamentale biologiske processer og aktuelle samfundsudfordringer som fertilitet og miljøpåvirkning. Fælles for dem er ønsket om at forstå biologiens grundmekanismer – og evnen til at omsætte den viden til fremtidig indsigt og løsninger.
Billeder
Links
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Natural Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Natural Sciences
Fra skrald til klimateknologi: Gummihandsker får nyt liv som CO2-fanger13.3.2026 12:52:05 CET | Pressemeddelelse
Millioner af gummihandsker ender på forbrændingen eller lossepladsen, men nu har forskere på Aarhus Universitet udviklet en teknologi, der kan omdanne de brugte handsker til at fange CO2. Det er et muligt alternativ til olieafhængige løsninger, lyder vurderingen fra postdoc Simon Kildahl, som står i spidsen for projektet.
Genetisk kortlægning afslører nøglen til vinterhårdføre hestebønner10.3.2026 13:06:33 CET | Pressemeddelelse
Med et nyligt lokaliseret genetiskområde på vinterhestebønnen kan forskere nu pege på, hvad der gør at vinterhestebønnen er mere robust i koldere klimaer. Et gennembrud der på sigt kan skabe et større incitament for at så langt flere bælgplanter i f.eks. danske marker.
Ny forskning fra Aarhus Universitet: Marsvin skruer selv ned for støjen6.3.2026 07:51:33 CET | Pressemeddelelse
Den lille danske hval, marsvinet, ser ud til at være udstyret med et medfødt høreværn, som hjælper den med at beskytte sig mod kraftig støj fra blandt andet motorbåde. Resultatet overrasker forskerne bag studiet.
Hurtigvoksende træer tager over i fremtidens skove og sætter biodiversiteten under pres29.1.2026 12:03:14 CET | Pressemeddelelse
Klimakrise, skovrydning og ødelagte levesteder fremmer ensartede skove, hvor hurtigvoksende arter fortrænger oprindelige træer. Det sænker biodiversiteten, gør træerne mindre modstandsdygtige over for sygdom og reducerer skovenes evne til at lagre CO₂.
Kenyas store katte under pres – kvæg presser løverne væk26.1.2026 11:24:01 CET | Pressemeddelelse
Flokke af kvæg fordriver løver og andre vilde dyr fra deres levesteder i Kenya – også selv om hyrderne lukker kvæget inde om natten, når rovdyrene er aktive. Et nyt studie fra Aarhus Universitet peger på løsninger, der kan mindske konflikterne mellem husdyr og vilde dyr.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
