Klimarådet efterlyser mere fokus på det globale
Et nyt notat fra Klimarådet opfordrer regeringen til at styrke den globale klimaindsats og sætte et pejlemærke for at reducere klimaaftrykket fra forbrug.
I Energistyrelsens globale afrapportering gør regeringen årligt status over, hvordan danske forbrugere, virksomheder, investorer og myndigheder påvirker drivhusgasudledningerne uden for Danmarks grænser. Klimarådet skal ifølge klimaloven kommentere på afrapporteringen, og rådets kommentering kan nu læses her.
Overordnet vurderer Klimarådet, at den globale afrapportering er fagligt solid og giver et godt overblik over Danmarks globale klimapåvirkning. Det gælder både den negative og den positive påvirkning. Den positive klimapåvirkning er fx Danmarks samarbejde med myndigheder i andre lande, og den klimadiplomatiske indsats som bidrager til at styrke de globale klimaambitioner.
Klimarådet vurderer, at afrapporteringen er et godt grundlag for politiske beslutninger. Det er dog uklart, hvordan og hvor meget afrapporteringen faktisk bliver brugt i de politiske prioriteringer. Store dele af afrapporteringen er nemlig ikke adresseret i regeringens globale strategi. Det gælder fx det forbrugsbaserede klimaaftryk og de offentlige indkøb.
”Den globale afrapportering rummer vigtig viden, men det er svært at se, hvordan det bliver brugt i de politiske beslutninger,” siger Klimarådets forperson, Peter Møllgaard.
Klimarådet anbefaler et kvantitativt pejlemærke for det forbrugsbaserede klimaaftryk
Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk omfatter de udledninger, som vores forbrug medfører, både i Danmark og i udlandet. Det samlede forbrugsaftryk er faldet siden 1990, men det er fortsat højt sammenlignet med de fleste andre EU-lande. Danmarks klimaaftryk i udlandet - det vil sige klimaaftrykket fra import til dansk forbrug - er desuden steget siden 1990. Klimarådet gentager i den nye kommentering sin anbefaling om, at der fra politisk hånd sættes et pejlemærke for at reducere de forbrugsbaserede udledninger opgjort i ton drivhusgas. Det kan fx ske som led i fremlæggelsen af en samlet strategi for den langsigtede indsats på det globale område.
”Hvis vi fortsætter med at forbruge på samme måde som i dag, vil Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk formentlig være for højt til at være i overensstemmelse med Parisaftalens temperaturmål. Det er isoleret set svært at forene med klimalovens ambition om, at Danmark skal være et foregangsland. Derfor kan det være nødvendigt med forbrugsændringer,” siger næstforperson Bente Halkier.
Hun peger på grønnere offentlige indkøb som en af mulighederne til at reducere danskernes klimabelastning og understreger desuden, at pejlemærket skal være et supplement til 70-procentsmålet og andre nationale klimamål, ikke en erstatning.
Regeringen skriver i sit regeringsgrundlag fra 2022, at den vil undersøge konsekvenserne af at opsætte et mål for CO2e-aftrykket for det danske forbrug, men det er endnu ikke sket.
Fortsat behov for strategi for reduktion af forbrug af biomasse
Afrapporteringen forventer, at forbruget af biomasse vil falde inden for de kommende år. Klimarådet har i flere udgivelser gennem årene peget på, at der er brug for at nedbringe forbruget, da det vil have en væsentlig klimaeffekt. Rådet finder det derfor også positivt, at der kan være et fald på vej, men peger fortsat på, at der er brug for en strategi for nedtrapningen.
”Vi ser gerne, at der politisk arbejdes målrettet for, at forventningen om det markante fald i forbruget af biomasse bliver til virkelighed,” siger næstforperson Bo Jellesmark Thorsen.
Klimarådet anbefaler fortsat en mere retvisende incitamentsstruktur, der afspejler klimapåvirkningen og undgår at favorisere biomasse frem for andre vedvarende energikilder.
Kontakter
Jacob Haaning AndersenPressemedarbejder
Tlf:31529665jacob.haaning.andersen@klimaraadet.dkKlimarådet
Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver regeringen om, hvordan omstillingen til et klimaneutralt samfund kan ske, så vi i fremtiden kan leve i et Danmark med meget lave udledninger af drivhusgasser og samtidig fastholde bl.a. velfærd og udvikling. Klimarådet skal årligt vurdere, om regeringens klimaindsats anskueliggør, at de danske klimamål nås. Rådet skal desuden bidrage til den offentlige debat og udarbejder også løbende analyser og anbefalinger til klimaindsatsen.
Følg pressemeddelelser fra Klimarådet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klimarådet
Nyt notat fra Klimarådet d. 12. juni11.6.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I et nyt vurderingsnotat kommenterer Klimarådet på Energistyrelsens globale afrapportering. Vurderingsnotatet er nu tilgængeligt for journalister i klausuleret form.
Klimarådet i nyt notat om klimafremskrivningen: Regeringen skal følge implementeringen tæt3.6.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forsinkelser i implementering kan udfordre regeringens klimaindsats. Det påpeger Klimarådet i et nyt notat, hvor rådet efterlyser bedre overblik og mere systematisk vurdering af risici i regeringens officielle klimafremskrivning.
Klimarådet offentliggør nyt notat om klimafremskrivningen d. 3. juni2.6.2025 12:03:12 CEST | Pressemeddelelse
I et nyt vurderingsnotat kommenterer Klimarådet på Klimastatus og -fremskrivning 2025. Vurderingsnotatet er nu tilgængeligt for journalister i klausuleret form.
Klimarådet markerer sit 10-år med nyt jubilæumsskrift8.5.2025 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En række markante forskere, organisationer og politiske aktører sætter fornyet fokus på dansk klimapolitik i en global kontekst. Det sker i Klimarådets jubilæumsskrift Planeten og Danmark.
Ny næstforperson i Klimarådet3.3.2025 11:55:00 CET | Pressemeddelelse
Dekan Bo Jellesmark Thorsen indtræder som ny næstforperson i Klimarådet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum