’Fugl Fønix’ bygger rede under Odense Blomsterfestival

Del

Årets udgave af Odense Blomsterfestival markerer også 150-året for H.C. Andersens død. Temaet for festivalen er en hyldest til forfatterens fantasi og skaberkraft, og ‘Fugl Fønix’ bygger sin rede, når blomsterfestivalen fra 14.-17. august fylder Odense med blomster.

I 2025 markerer Odense Blomsterfestival sammen med resten af byen 150-året for H.C. Andersens død.

Temaet for årets blomsterfestival, ‘Fra frø til evig blomstring’, er en hyldest til fantasien og skaberkraften i H.C. Andersens værker, man kan komme på blomstervandring i haven bag H.C. Andersens barndomshjem, og ‘Fugl Fønix’, der for alvor folder vingerne ud i et spektakulært show under H.C. Andersen Festivals, bygger rede under blomsterfestivalens temaudstilling på Flakhaven.

’Fugl Fønix’ er en spektakulær international nycirkusopsætning, der som en del af H.C. Andersen Festivals og Andersen Forever kan opleves torsdag, fredag og lørdag i uge 34, men allerede under blomsterfestivalen er fuglens rede en væsentlig del af udstillingen ’Fønix Haven’ på Flakhaven.

Midt i haven står en tre meter høj og 12 meter bred rede, mens resten af pladsen er et sanseligt og eventyrligt landskab med stier og sandhøje.

Haven er en poetisk fortolkning af H.C. Andersens eventyr om Fønix-fuglen, og på den måde bindes blomsterfestivalen og H.C. Andersens Festivals endnu tættere sammen.

”Med ’Fugl Fønix’ rede som en central del af blomsterfestivalens temaudstilling rykker Odense Blomsterfestival og H.C. Andersen Festivals endnu tættere sammen. Ambitionen er at gøre H.C. Andersen Festivals smukkere og Odense Blomsterfestival mere eventyrlig, og det får en ekstra dimension, når temaudstillingen på Flakhaven også smelter sammen med det store aftenshow på H.C. Andersen Festivals,” siger Anne Ammitzbøll Rasmussen, projektchef for Odense Blomsterfestival.

Fugl Fønix er muliggjort med støtte fra Sydbank Fonden, H.C. Andersen Fonden og Albani Fonden.

Blomsterfestivalen spreder sig i byen

Odense Blomsterfestival udfolder sig traditionen tro i Odenses gader, stræder, parker og pladser, der bliver fyldt med kreative blomster- og planteudsmykninger, handelsboder, aktiviteter og workshops. Og i år kaster byens smukkeste festival glans over endnu mere af Odense, idet der er aktiviteter lige fra ODEON til Brandts Klædefabrik og fra Albani Torv til Gråbrødre Plads.

På Albani Torv kan man ikke bare kigge på smukke blomster og planter, men også få en smagsoplevelse, når ’Byens Køkken’ byder på plantebaseret kransekage, og ’Den Lille Mark’ inviterer på workshops og spiselige højbede. Og på Gråbrødre Plads spirer kreativiteten og biodiversiteten bl.a. med workshops, hvor Regitzes Have byder på blomster-krea med tørrede blomster, og ’Vild i Villestofte’ står klar til en snak om, hvordan man kan slippe biodiversit løs i sin egen have.

Der er også nye blomster og træer på programmet på årets blomsterfestival. I ODEON kan man få en kreativ blomsteroplevelse med LEGO® Botanicals Le Florist, mens Fynsk Bonsai Klub inviterer på spændende, kreative og spektakulære bonsaiudstillinger i Rådhushallen.

Endelig passer blomsterfestivalens tema ’Fra frø til evig blomstring’ fint ind i VandCenter Syd, Fjernvarme Fyn og Odense Renovations Miljøtelt, hvor der er fokus på bæredygtighed, og der tænkes på de kommende generationer.

Odense Blomsterfestival åbner torsdag 14. august kl. 17.00 med et festligt åbningsshow på Flakhaven.

Programmet for Odense Blomsterfestival kan ses på https://www.hcafestivals.dk/odense-blomsterfestival/program/

Kontakter

Anne Ammitzbøll Rasmussen, projektchef for Odense Blomsterfestival, T 3063 5950

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Odense Blomsterfestival

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Odense Blomsterfestival

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye