Beskæftigelsesministeriet

Borgeropråb fører til bedre mulighed for at bevise ulovligt asbestarbejde

Del

Fra d. 1. juli kan medarbejdere, privatpersoner og fx fagforeninger give tilladelse til, at deres bevismateriale som fx videoer og fotos må bruges af Arbejdstilsynet i bl.a. asbestsager. Det skal gøre det nemmere at dokumentere ulovligheder og hermed fremme Arbejdstilsynets afgørelser til gavn for arbejdsmiljøet.

Et flertal i Folketinget har i dag vedtaget at gøre det muligt at ophæve Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt i sager, der handler om klager over arbejdsmiljø. Tavshedspligten har hidtil forhindret brug af medarbejderes bevismateriale med det formål at sikre medarbejderes anonymitet i arbejdsmiljøsager.

Med lovændringen kan fx en medarbejder, der klager over arbejdsmiljøforholdene på sin arbejdsplads, give Arbejdstilsynet tilladelse til at bruge fx videoer og fotos, som medarbejderen har sendt til Arbejdstilsynet. Dermed udvides muligheden for at dokumentere dårligt arbejdsmiljø, herunder ulovligt asbestarbejde. Det vil fortsat være frivilligt om klageren vil opretholde sin anonymitet.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

"Nu får vi endnu et redskab i værktøjskassen til at bekæmpe ulovligt arbejde med farlige materialer som fx asbest. Det er helt uacceptabelt, at nogle virksomheder fortsat bryder loven og sætter deres medarbejderes liv og helbred på spil. Jeg forventer, at den nye mulighed for at bruge videoer og fotos som bevismateriale vil bidrage til flere afgørelser om fx asbest".

Lovændringen kommer på baggrund af en sag i 2023 om formodet ulovlig håndtering af asbest i et villakvarter i Frederikshavn. Her kunne Arbejdstilsynet ikke bruge videomateriale fra klageren på grund af tilsynets tavshedspligt, selvom klageren var indforstået med at bruge materialet som bevis.

I Sverige og Norge er der allerede mulighed for, at klager kan give samtykke til brug af fx videoer og fotos som bevismateriale og hermed give afkald på den fortrolighed, som følger af tilsynsmyndighedens særlige tavshedspligt.

Loven træder i kraft den 1. juli 2025.

Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for juli 202522.9.2025 08:19:41 CEST | Pressemeddelelse

I juli 2025 var der 3.060.800 lønmodtagere i job. Det er 3.600 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent. Siden juli 2024 er der dermed samlet set kommet 36.900 nye beskæftigede til. Ser man på den private sektor, er der kommet 1.900 flere lønmodtagere fra juni til juli 2025. I samme periode er der kommet 1.700 flere offentligt ansatte. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger: "Vi står i en gunstig situation, hvor antallet af beskæftigede fortsat stiger. Det er meget positivt, ikke mindst set i lyset af international uro, toldmure og fyringsrunder, der kan påvirke beskæftigelsen i Danmark". "Det er til gengæld også nu, at vi skal gøre os ekstra umage for at få dem med, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Og vi er i fuld gang. Mange seniorer arbejder i dag, bl.a. hjulpet på vej af, at vi har gjort det økonomisk attraktivt at arbejde efter pensionsalderen. Ungeløftet rulles lige nu ud i alle landets kommuner for at hjælpe de næsten 45.00

Tæt på uændret ledighed i august 202518.9.2025 09:01:53 CEST | Pressemeddelelse

Der er 87.800 fuldtidsledige i august 2025. Det viser de nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Ledigheden er dermed tæt på uændret i forhold til måneden før med en lille stigning på 100 fuldtidspersoner. Ledighedsprocenten er fortsat uændret på 2,9 pct. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger: - Den fortsat lave ledighed er udtryk for, at vi har et meget robust arbejdsmarked på trods af fyringsrunder og international uro, der kan påvirke ledigheden. Erhvervslivet har de senere år ansat rekord mange udenlandske medarbejdere, men det er min forventning, at virksomhederne også vil give de grupper, der stadig står uden for arbejdsmarkedet, en chance. Det gælder ledige seniorer og mennesker, der mangler et fleksjob. Men også de stadig flere unge uden job og uddannelse skal vi bringe mere i spil. Her er vi via Ungeløftet allerede i fuld gang, med at hjælpe unge videre.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for juni 202521.8.2025 08:18:52 CEST | Pressemeddelelse

I juni 2025 var der 3.057.800 lønmodtagere i job. Det er 2.300 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent. Siden juni 2024 er der dermed samlet set kommet 34.400 flere beskæftigede til. Ser man på den private sektor, er der kommet 1.400 flere lønmodtagere fra maj til juni 2025. I samme periode er der kommet 900 flere offentligt ansatte. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger: "Vi har et stærkt arbejdsmarked, hvor virksomheder har gode muligheder for vækst og udvikling. Derfor oplever vi endnu en gang, at flere lønmodtagere er kommet i job. Det er positivt i lyset af, at mange virksomheder allerede begynder at mærke konsekvenserne af internationale toldmure, når de skal eksportere deres varer". "De seneste tal viser desværre også, at antallet af unge uden job og uddannelse fortsat stiger. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi skruer op for hjælpen til de unge, så de kan få foden inden for på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Alle landets kommuner er ved at

Tæt på uændret ledighed i juli 202520.8.2025 09:01:33 CEST | Pressemeddelelse

Der er 87.800 fuldtidsledige i juli 2025. Det viser de nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Ledigheden er dermed tæt på uændret i forhold til måneden før med en lille stigning på 300 fuldtidspersoner. Ledighedsprocenten er fortsat uændret på 2,9 pct. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger: - Det er positivt, at ledigheden holder sig på et lavt niveau, selvom nogle virksomheder allerede begynder at mærke konsekvenserne af internationale toldmure. - Samtidig med, at vi har en meget lav ledighed og rekordhøj beskæftigelse, stiger antallet af unge uden job og uddannelse desværre stadig. Den udvikling skal vendes. Derfor glæder det mig, at virksomheder, organisationer og samtlige af landets kommuner nu går sammen om Ungeløftet. Her rækker de i fællesskab hånden frem og tilbyder de unge job og uddannelse på vilkår, der passer til den enkelte. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering offentliggør ledighedstallet for august 2025 den 18. september 2025.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye