Formandsskifte i Ole Kirk’s Fond: Agnete Kirk Kristiansen overtager formandsposten
Ole Kirk’s Fond har fået ny formand, da Agnete Kirk Kristiansen har overtaget posten fra Kjeld Kirk Kristiansen, der træder tilbage fra bestyrelsen og giver stafetten videre til næste generation i Kirk Kristiansen familien. Ole Kirk’s Fond blev stiftet i 1964 og har i dag fokus på at fremme livskvaliteten for børn og deres familier. I 2024 uddelte fonden 269 millioner kr. til almennyttige formål

"Jeg har fulgt Ole Kirk’s Fond tæt gennem årene og set den forskel, fonden gør - både lokalt i og omkring Billund og for sårbare børn og familier i Danmark. Jeg har også set det store engagement, min far har lagt i fonden, drevet af hans insisteren på børns ret til at være børn. Nu glæder jeg mig til at fortsætte det vigtige arbejde. Jeg har stor respekt for den måde, Ole Kirk’s Fond har fundet nye veje og skabt stærke projekter sammen med andre – med tillid, åbenhed og respekt. Jeg ser frem til at videreføre den udvikling og være med til at styrke børns livskvalitet og muligheder for at udfolde sig. Det gælder særligt for de børn i sårbare familier, der har brug for, at vi fortsat tænker nyt og skaber holdbare løsninger,” siger Agnete Kirk Kristiansen, 4. generation i Kirk Kristiansen familien.
Agnete Kirk Kristiansen har igennem de senere år taget en mere aktiv rolle i både LEGO Fonden og KIRKBI A/S, hvor hun i dag er næstformand, mens Thomas Kirk Kristiansen er formand. Kjeld Kirk Kristiansen trådte tilbage som formand for KIRKBI i 2023 som det afgørende skridt i generationsoverdragelsen fra 3. til 4. generation i Kirk Kristiansen familien, og han glædes nu over at se Agnete tiltræde som formand for Ole Kirk’s Fond.
"Jeg er både glad for og stolt over, at Agnete tager over som formand for Ole Kirk’s Fond. Hun har et dybt personligt engagement i børns trivsel, og jeg er sikker på, at hun vil løfte opgaven med både varme, ansvarlighed og stor energi. Det har været en stor glæde for mig at være en del af Ole Kirk’s Fond, og jeg ser tilbage på en lang række vigtige projekter og indsatser, der står mit hjerte nært. Både bidraget til små og større projekter omkring Billunds kultur- og børneliv og større indsatser som det kommende Mary Elizabeths Hospital, som betyder noget helt særligt for mig," siger Kjeld Kirk Kristiansen, afgående formand og 3. generation i Kirk Kristiansen familien.
Under Kjeld Kirk Kristiansens formandskab har Ole Kirk’s Fond udviklet sig fra at være en ansøgningsbaseret fond til i dag også at indgå i udviklingsprojekter samt længerevarende partnerskaber med civilsamfund og offentlige aktører. Blandt andet er Ole Kirk’s Fond i dag en aktiv medspiller i større indsatser i Danmark såsom Barndom Uden Vold og Mary Elizabeths Hospital.
Efter formandsskiftet består Ole Kirk’s Fonds bestyrelse af i alt 8 medlemmer med Agnete Kirk Kristiansen som formand. For yderligere information: www.olekirksfond.dk
Fakta om Agnete Kirk Kristiansen
- Født i 1983 og en del af 4. generation i Kirk Kristiansen familien
- Bachelor i psykologi fra Aarhus Universitet
- Næstformand i KIRKBI A/S – Kirk Kristiansen familiens holdingselskab
- Næstformand i LEGO Fonden
- Stifter af Center for ADHD i Aarhus – et tilbud til børn med neurodiversitet og deres familier
Tidslinje – Udviklingen i Ole Kirk’s Fond
- 1964 – Ole Kirk’s Fond stiftes af Kirk Kristiansen familien til minde om LEGO koncernens grundlægger, Ole Kirk Kristiansen.
- 1980’erne–1990’erne – Fonden støtter hovedsageligt almennyttige og lokale formål i og omkring Billund.
- 2000’erne – Fonden begynder at støtte projekter rettet mod børn og familier i sårbare livssituationer.
- 2010’erne – Strategisk fokus styrkes med øget støtte til sociale indsatser på nationalt niveau – og med skift fra enkeltdonationer til længerevarende partnerskaber med civilsamfund og offentlige aktører.
- 2016 – Fonden indleder et historisk samarbejde omkring etableringen af et nyt nationalt børnehospital – Mary Elizabeths Hospital - sammen med Rigshospitalet og Region Hovedstaden. Her giver fonden sin største enkeltstående bevilling nogensinde. I dag står fonden bag en samlet bevilling på knap 1 mia. kr., hvilket er omtrent en tredjedel af det samlede budget for byggeriet.
- 2017 - Ole Kirk’s Fond og Dansk Flygtningehjælp udvikler en ny form for samarbejde mellem en fond og en humanitær organisation, som gør det muligt for Dansk Flygtningehjælp at rykke ud med hjælp til flygtningekriser med få dages varsel.
- 2022 – Initiativet ’Barndom uden vold’ lanceres. Med indsatsen vil Ole Kirk’s Fond arbejde for at tackle det komplekse problem, som vold mod børn i familien er, og i 2024 tog fonden initiativ til stiftelsen af en selvstændig forening, der skal fungere som platform for indsatsen.
- 2025 – Kjeld Kirk Kristiansen fratræder som formand for Ole Kirk’s Fond og Agnete Kirk Kristiansen tiltræder som formand.
Om Ole Kirk's Fond
Ole Kirk’s Fond er en almennyttig fond, der ønsker at fremme livskvaliteten for børns og deres familier. Fonden blev stiftet til minde om grundlæggeren af LEGO Koncernen, Ole Kirk Kristiansen, og til efterlevelse af de værdier og det hjerterum, som han repræsenterede. Fonden har et særligt blik for udsatte børn og unge, men støtter også brede og forebyggende indsatser, der styrker børns trivsel og udfoldelsesmuligheder generelt. Det sociale område har en særlig plads i Ole Kirk’s Fond, men fonden støtter også kulturelle, humanitære og uddannelsesmæssige formål samt lokalt i Billund. Ole Kirk’s Fond er i top-15 over de mest bevilgende fonde i Danmark. Fonden uddeler af sit eget overskud og får desuden midler fra LEGO Fonden og KIRKBI. I 2024 uddelte fonden 269 millioner kr.
Kontaktinformation:
For yderlig information eller spørgsmål, kontakt venligst Camilla Grønborg, kommunikationsansvarlig i Ole Kirk’s Fond. camilla.groenborg@olekirksfond.dk/
+45 60436168
Billeder
Følg pressemeddelelser fra Ole Kirk's Fond
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ole Kirk's Fond
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum