Sø- og Handelsretten fastslår: Japansk gigant har kopieret SOUNDBOKS
SOUNDBOKS vinder en sejr mod multinationalt selskab i Sø- og Handelsretten, som nu skal fjerne sit produkt fra det danske marked.

SOUNDBOKS har 28. maj vundet en sejr i Sø- og Handelsretten, som har slået fast, at den japanske virksomhed Sharps højttaler SumoBox er en ulovlig efterligning af den ikoniske danske SOUNDBOKS.
"Vi er glade for, at retten har anerkendt, at Sharp har kopieret vores design. Det bekræfter, hvad vi og vores community hele tiden har vidst: At vores højttaler selvfølgelig ikke bare må kopieres," siger SOUNDBOKS’ medstifter og CEO, Jesper Theil Thomsen og fortsætter:
"Det er afgørende, at retten nu kræver produktet fjernet fra det danske marked. Det sender et vigtigt signal om, at multinationale selskaber ikke uden konsekvens kan kopiere originalt, dansk design."
Sharp forbydes at markedsføre, sælge og eksportere sin SumoBox til Danmark og skal desuden tilbagekalde alle de omfattede produkter på lager i Danmark. Dertil forbydes Sharp at anvende varemærket SumoBox for højttalere i Danmark.
Sharp er desuden blevet pålagt at betale sagens omkostninger samt en erstatning til SOUNDBOKS, 315.000 kroner plus procesrenter
Hos SOUNDBOKS ser man sagen som langt mere end en simpel juridisk tvist, og derfor mener Jesper Theil Thomsen også, at dommen kan få bredere betydning end blot for SOUNDBOKS.
"Det er en principiel sag, vi har anlagt for at værne om danske virksomheders kreativitet og design i kampen mod multinationale selskaber, og vi forventer, at sejren kommer flere end bare os selv til gode," siger Jesper Theil Thomsen.
Dertil ser man hos SOUNDBOKS afgørelsen som en sejr for forbrugerne.
En forbrugerundersøgelse foretaget af analyseinstituttet Megafon for SOUNDBOKS har nemlig tidligere vist, at mere end 90 % af deltagerne, som genkendte designet, ikke kunne skelne mellem en SOUNDBOKS og en SumoBox, når logoerne var fjernet. For SOUNDBOKS bekræfter dommen, at ligheden mellem de to produkter ikke var tilfældig, men et resultat af direkte kopiering.
SOUNDBOKS blev grundlagt i 2014 af de tre unge venner Christoffer Nyvold, Hjalte Emilio Wieth og Jesper Theil Thomsen og har fra begyndelsen været en dansk iværksætterdrøm. Derfor har det været særligt vigtigt for de tre stiftere at beskytte deres design.
"Sharp har tydeligt kopieret den grundlæggende silhuet på en SOUNDBOKS. Vi er glade for, at retten tvinger dem til at fjerne produktet fra det danske marked. Når man ser et produkt, der ligner en SOUNDBOKS, skal det også være en SOUNDBOKS. Det er vores løfte til vores kunder," siger Christoffer Nyvold, der er medstifter og COO i SOUNDBOKS.
Nøgleord
Kontakter
Rasmus Bragh SchulzUlveman & Børsting
Tlf:+45 53 34 56 66rbs@ulvemanborsting.comBilleder

Følg pressemeddelelser fra SOUNDBOKS
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.