Politikere vil have mere metro i København: Disse otte metrolinjer skal nu undersøges
28.5.2025 09:00:00 CEST | Københavns Kommune Økonomiforvaltningen | Pressemeddelelse
Et flertal af partier i København Kommune lægger sig fast på, hvilke otte mulige kommende metrolinjer, de mener, der skal undersøges nærmere. Det gælder bl.a. linjer til Brønshøj og hospitalerne i hovedstadsområdet. Det forventes, at en analyse af de mulige metrolinjer kan offentliggøres i efteråret.

Forligskredsen bag Lynetteholm besluttede for to år siden at igangsætte en indledende screening af nye metrolinjer i København.
Det drejer sig om:
- Rigshospitalet – Herlev Hospital (ny linje)
- Vanløse St. – Tingbjerg (forlængelse af linje M1/M2)
- Stengade St. – Tingbjerg (afgrening på linje M5)
- København Syd – Hvidovre Hospital (forlængelse af linje M4)
- København Syd – Emdrup St. (forlængelse af linje M4)
- Tuborg Havn – Københavns Lufthavn (ny linje)
- Bispebjerg Hospital – Holmen (ny linje)
- Øresundsmetro (Prags Blv. Øst – Malmø C) (ny linje)
Det er Metroselskabet, der har gennemført den indledende screening, og som nu også skal undersøge de otte mulige metrolinjer nærmere.
Det vil de gøre med detaljerede beregninger af passagerprognoser og trafikale effekter, anlægs- og driftsøkonomi, forventet restfinansiering, overordnet samfundsøkonomi samt CO2-forbrug ved anlæg.
Analysen forventes afrapporteret til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i 2. halvdel af 2025.
Københavns Kommunes forligskreds bag Lynetteholm siger:
Overborgmester Lars Weiss (S):
”Metroen er rygraden i udviklingen af København, men nye metrolinjer er store og komplekse projekter. Derfor giver det god mening allerede nu at se på hvilke linjer, der i fremtiden kan binde byen bedre sammen. For mig er det især vigtigt, at vi undersøger metro til Brønshøj, da det er en af de eneste bydele, som i dag ikke har metro”
Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K):
”Vi konservative kan ikke få metro nok. Den er hurtig, punktlig og klimavenlig. Vi vil have metro til alle bydele i København. For os er det væsentligt, at de eksisterende bydele får metro – og ikke kun de kommende bydele. Vi håber derfor, at vi snart kan lægge en samlet metroplan, der inkluderer penge og får sat dato på endnu mere metro til københavnerne”
Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF):
“Metro til flere bydele er hjerteblod for SF. Vores skønne by skal hænge bedre sammen, og det skal være lettere at komme til og fra hospitalerne. Det er specielt vigtigt for mig som sundheds- og omsorgsborgmester. Vi skal også være klar til at finde nye måder at finansiere metroen på, så det bliver de bredeste skuldre, der bærer byrden”
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV):
”Metro er en forudsætning for en moderne storby, fordi den frigiver plads på overfladen til grønne områder og byliv, når trafikken føres under jorden. Der skal investeres i mere og bedre metro i København. Der skal være metro til de nye bydele og også til de store arbejdspladser, studiesteder, hospitaler og boligområder. Derfor glæder vi os over, at der nu igangsættes et arbejde med at udbygge metrolinjerne, så der er bedre udnyttelse af byrum og det gøres lettere for københavnerne at bruge de muligheder, som er i København”
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V):
”Hovedstaden har brug for en samlet plan for udvidelsen af metroen. Det er den plan, vi tager første skridt til nu. Vi har en af verdens bedste metroer, og den kan blive endnu bedre, hvis vi får koblet alle københavnske bydele på og store dele af hovedstadsområdet. Her er det i første omgang især vigtigt med metro til Brønshøj og Rigshospitalet. Busser og letbaner er en blindgyde, det eneste, der for alvor kan få flere til at benytte den kollektive transport, er meget mere metro”
Alexander Ryle (LA):
”København vokser, og det skal være nemt at komme rundt – også uden bil. Mere metro er afgørende for byens udvikling, fordi det forkorter rejsetiden og bringer kvartererne tættere på hinanden. Vi er glade for, at arbejdet med at undersøge de nye linjer nu går i gang, så vi kan planlægge byens udvikling på et solidt grundlag”
Finn Rudaizky (UP):
”Tænk, et mindretal blev til et flertal. Det nytter at kæmpe for det, du mener, er bedst for borgerne. Jeg er så glad for, at metro til Bispebjerg Hospital, Hvidovre Hospital, Rigshospitalet og Herlev Hospital kan blive virkelighed. Men også mange, mange års kamp for metro til Brønshøj kan opfyldes. Den første plan for metro i København var i støbeskeen for snart 30 år siden. Da var der kun to politikere, som mente, at en metrolinje til Holmen var visionært. Men i dag er der overvældende tilslutning til, at mulighed for metro til Holmen skal undersøges. Det bliver rigtig spændende for byens borgere”
Nøgleord
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Verdens bedste sprintere, Anne Linnet og breakdance battles: Kæmpe cykelfest vender tilbage til København4.5.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Glæd dig til en festlig weekend med massevis af musik, underholdning, ny underjordisk kunst og aktiviteter for både børn og voksne. Cykelløbet Copenhagen Sprint vender tilbage i hjertet af København lørdag og søndag den 13. og 14. juni 2026 med cykelryttere i verdensklasse.
København afsætter millioner: Fem gader får nu et grønt løft30.4.2026 08:53:07 CEST | Pressemeddelelse
Politikerne på Københavns Rådhus har besluttet at bruge 6,9 millioner på at omdanne fem gader i København.
Snydt for løn: Nu er millioner på vej27.4.2026 10:32:00 CEST | Pressemeddelelse
I løbet af 2025 har Københavns Kommune afdækket, at 133 medarbejdere hos leverandører til kommunen ikke har fået den løn, de havde krav på. Nu har kommunen sikret en efterbetaling på 3,8 millioner kroner. Det viser Københavns Kommunes årlige rapport om social dumping.
Politikere sætter fuldt stop for flere hoteller i Indre By24.4.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Et stort flertal i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune sætter nu en stopper for, at der kan etableres nye hoteller i et afgrænset område af Indre By.
Københavns overborgmester får central rolle i et af verdens største klimanetværk16.4.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Overborgmester Sisse Marie Welling indtræder som Vice Chair i den øverste politiske ledelse af det internationale klimanetværk for storbyer, C40.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum