Borgmestre vil have DM i Skills til København i 2028
Når DM i Skills løber af stablen, samles faglærte unge fra hele landet for at dyste i deres fag og vise det bedste fra erhvervsuddannelserne frem. I 2028 håber københavnske borgmestre, at mesterskabet finder sted i hovedstaden.

Hvert år konkurrerer op mod 300 unge talenter i mindst 45 erhvervsfag om at fremvise de lækreste kager, de smukkeste blomsterdekorationer, de mest præcise lakeringer og meget mere.
Det sker, når Danmarksmesterskabet i Skills bliver afholdt, og tusindvis af unge, virksomheder og fagfolk fra hele landet strømmer til. Her kan både børn, unge og forældre opleve, hvad en erhvervsuddannelse kan ende ud i.
Politikerne i Økonomiudvalget skal den 3. juni beslutte, om man vil gå videre med et potentielt værtskab for DM i Skills i 2028. Det ventes, at der skal findes 12 mio. kr., hvis eventet skal til København.
Og de penge er godt givet ud, mener tre borgmestre i København:
Overborgmester Lars Weiss (S) siger:
“Vi er som samfund dybt afhængige af dygtige, faglærte mennesker – det er dem, der får hverdagen og fremtiden til at hænge sammen. Derfor skal vi have stærke og attraktive erhvervsuddannelser i København. DM i Skills er et fantastisk udstillingsvindue, hvor unge kan opleve faglighed på allerhøjeste niveau og måske få øjnene op for, at den vej også kan blive deres”
Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) siger:
”Vi har brug for, at endnu flere får øjnene op for erhvervsuddannelserne. Vi mangler nemlig unge, der vil uddanne sig inden for håndværksfagene. DM i Skills er med til at inspirere de unge, når de kan spejle sig i andre dygtige unge. Inspiration fra ung til ung er ofte langt mere værd end den, vi som forældre kan give”
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) siger:
”Faglærte unge er ikke bare vigtige – de er vitale for vores samfund. Det er nemlig dem, der får ting til at virke, mens vi andre bøvler med at slå et søm i væggen. Derfor skal vi hædre brolæggerne, sadelmagerne, elektrikerne – alle dem, der mestrer deres fag. Ikke i en teoriopgave, men i virkeligheden. For erhvervsuddannelser skal ikke ses som plan B for dem, der ikke lige kom ind på afrikastudier eller som skriver speciale om kommunikationsstrategier. Hvis DM i Skills kommer til København i 2028, har vi en oplagt chance for at vise hele landet, at dygtighed med hænderne ikke er noget, man falder tilbage på – det er noget, vi bygger fremtiden på”
Fakta
• Københavns Kommune afholdt DM i Skills i 2015 og 2020 i Bella Center.
• Omtrent 300 unge deltager i eventet i mindst 45 konkurrencefag.
• Blandt de tusindvis af unge besøgende er elever fra 8. klasse, gymnasieelever og FGU-elever fra hele landet.
• Til forhandlingerne om Budget 2025 indgik der en hensigtserklæring om muligheden for, at København kan være vært for DM i Skills i 2027. København kan først søge om værtskabet i 2028, eftersom værtskabet i 2027 er blevet bestemt til at gå til enten Vejle eller Næstved Kommune.
Nøgleord
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Overborgmester Lars Weiss i Kyiv: ”Det gør kæmpe indtryk på mig at se de ar, Rusland påfører Ukraine og det ukrainske folk”28.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Københavns overborgmester Lars Weiss er netop kommet hjem fra et officielt besøg i Kyiv. Her mødtes han blandt andet med Kyivs borgmester Vitali Klitschko.
Står klar om få år: Nyt kystlandskab på Lynetteholm får et ekstra løft23.9.2025 12:41:35 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Kommune afsætter 25 mio. kr. til at gøre kystlandskabet på Lynetteholm endnu bedre.
17-årige Louise er Europas bedste blomsterdekoratør: Nu har hun fået særlig hæder19.9.2025 13:47:18 CEST | Pressemeddelelse
Louise Søltoft Pedersen blev fredag hædret på Københavns Rådhus med pandekager og fejring.
Otte mulige metrolinjer undersøgt: Sådan kan de komme til at se ud16.9.2025 18:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Økonomiudvalget i Københavns Kommune har tidligere lagt sig fast på, hvilke otte mulige kommende metrolinjer, der skal undersøges nærmere. Nu er en ny detaljeret analyse klar.
Politisk aftale baner vejen for nyt dansk epicenter for innovation med internationale ambitioner8.9.2025 09:52:12 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen, Københavns Kommune, Københavns Universitet og en bred partnerkreds præsenterer i dag en samlet visionsplan for Innovation District Copenhagen, som skal være Danmarks nye fyrtårn for life science, biotechnologi og kvante.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum