Ny lukkelov skal styrke butiksliv og udvikling i lokalsamfund
Regeringen, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er enige om en modernisering af lukkeloven.
Danmarks lokalsamfund skal styrkes gennem mere handelsliv, flere arbejdspladser og en styrkelse af den lokale turisme. Derfor er regeringen, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre enige om en modernisering af lukkeloven.
Butikker i bymidter i byer med under 16.850 indbyggere får mulighed for at holde åbent på lukkedage, og det gøres lettere for alle kommuner at holde butikkerne åbne i forbindelse med arrangementer på lukkedage. Derudover afsættes yderligere 10 mio. kr. til en pulje for borgerdrevne dagligvarebutikker. Der var i forvejen afsat 6,6 mio. kr. til denne indsats i regeringens landdistriktsudspil.
Med denne aftale opsiges det gældende forlig om lukkeloven med virkning fra næste folketingsvalg. Partierne er enige om fra næste folketingsvalg at indgå et nyt forlig, der viderefører det hidtidige forlig uændret bortset fra ovenstående justeringer, og at gennemføre ændringerne, så de kan træde i kraft efter næste folketingsvalg.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”Vi skal sikre liv, vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Derfor er det helt afgørende, at vi får ryddet unødige benspænd af vejen. I vores lokalsamfund betyder det noget, at tøjbutikken, farvehandleren eller købmanden er åben. Det lokale erhvervsliv begrænses dog af regler, som ikke er fulgt med tiden. Jeg er derfor glad for, at partierne har taget ansvar, og vi er enige om en modernisering af lukkeloven. Det er et vigtigt rygstød på rejsen mod at styrke både forretnings- og foreningslivet, som skaber arbejdspladser, sammenhold og aktivitet i vores lokalsamfund.”
Minister for byer og landdistrikter Thomas Danielsen siger:
”Det er helt afgørende for vores landdistrikter og små lokalsamfund, at vi nu lemper reglerne i lukkeloven. Det betyder bedre muligheder for at holde åbent i den lokale købmandsforretning, så det klinger i kasseapparatet og skaber omsætning, i stedet for at butikkerne holder lukket. Det er godt for lokalsamfundet, der har adgang til indkøbsmuligheder. Det er godt for butikken og dens medarbejdere. Og det er godt for dansk turisme og turisterne, der besøger alle dele af vores skønne land.”
Mette Reissmann, erhvervsordfører for Socialdemokratiet, siger:
”Med ændringerne af lukkeloven skaber vi bedre vilkår for vækst og erhverv. Selvfølgelig skal det lokale erhvervsliv kunne slå dørene op, når kunderne er der. Det gælder blandt andet i de mindre byer, når danske eller udenlandske turister besøger Danmark i påsken eller pinsen og i de store byer når der er særlige begivenheder som sport eller gadefestivaller. Butikkerne er utroligt vigtige, fordi de både fastholder et attraktivt byliv og sikrer lokale arbejdspladser. Derfor er det meget positivt, at vi med denne aftale skaber bedre vilkår for den lokale handel i hele Danmark.”
Louise Elholm, erhvervsordfører for Venstre, siger:
”For Venstre er det afgørende, at vi sikrer udvikling i hele landet. Ved at ændre i lukkeloven gør vi både gavn for turismen og butikslivet lokalt. Indtil nu har lukkeloven spændt ben for turismen i vores unikke byer med stor historisk værdi og turismemæssig tiltrækningskraft.”
Charlotte Bagge, erhvervsordfører for Moderaterne, siger:
”Det her handler ikke bare om åbningstider – det handler om at give de små byer luft under vingerne. I årevis har lukkeloven spændt ben for de lokale ildsjæle, der prøver at skabe liv og handel – præcis når behovet er størst. Det er frustrerende at se gaderne være fyldt med mennesker, mens butikkerne må holde lukket. Nu rydder vi noget bøvl af vejen og giver friheden tilbage – især til de byer, der kæmper for at holde sig levende. Det er konkret. Det er rettidigt. Og det er helt nødvendigt.”
Helle Bonnesen, erhvervsordfører for Det Konservative Folkeparti, siger:
”Konservative mener, at det skal være nemmere for detailhandlen at drive forretning, så danskerne har kort adgang til butikker og dagligvarer. Med det nye forlig giver vi lidt bedre åbningsmuligheder for butikker i de mindre byer. Konservative har i forhandlingerne været med til at hæve grænsen fra 15.000 til 16.850 indbyggere, så lidt flere byer er blevet omfattet. Vi havde dog gerne set, at lempelsen af lukkeloven også gjaldt butikker i mellemstore og store byer. Detailhandlen er nemlig under pres i hele landet. Men en lempelse af lukkeloven er et fremskridt, og derfor er vi med i forliget.”
Peter Kofod, erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, siger:
”Lukkeloven må følge med tiden og udviklingen, og det er ingen hemmelighed, at nethandlen lægger et stort pres på de mindre butikker, som skal have øget deres adgang til at møde kunderne, når disse er der. Derfor glæder jeg mig over, at vi nu har justeret lukkeloven, således at butikker i mindre byer får mulighed for at holde åbent på lukkedage – det er erfaringsmæssigt på disse dage, at tilstrømningen af kunder kan være stor, fordi folk holder fri. Denne ændring kommer landdistrikterne til gavn, og i betragtning af udviklingen er det et hårdt tiltrængt plaster på såret.”
Katrine Robsøe, erhvervsordfører for Radikale Venstre, siger:
”Der er mange udfordringer for både store og små bymidter, og med denne justering af lukkeloven håber jeg, at vi kan understøtte vores lokale butikker og aktive byliv – til gavn for os alle sammen.”
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Erhvervsministeren ansætter Thomas Schjødt midlertidigt som særlig rådgiver19.12.2025 12:05:11 CET | Pressemeddelelse
Thomas Schjødt er ansat midlertidigt som særlig rådgiver for erhvervsministeren, mens nuværende særlig rådgiver, Søren Andersen, er på forældreorlov. Thomas Schjødt kommer fra en stilling som chefrådgiver hos Radius CPH. Thomas har været særlig rådgiver for bl.a. tidligere minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, samt særlig rådgiver for tidligere indenrigs- og boligminister, Christian Rabjerg Madsen. Thomas Schjødt er uddannet cand.scient.pol. og har første arbejdsdag i Erhvervsministeriet den 5. januar 2026.
Nu banes vejen for at styrke butikslivet og udviklingen i Danmarks lokalsamfund19.12.2025 09:10:49 CET | Pressemeddelelse
Folketinget har netop vedtaget en modernisering af lukkeloven, som bl.a. giver butikker i mindre byer lov til at holde åbent på lukkedage som f.eks. årets helligdage.
Nu bliver det langt nemmere og hurtigere for forbrugerne at finde benzinpriser online18.12.2025 12:00:05 CET | Pressemeddelelse
Fra den 1. januar forpligtes brændstofselskaberne til at offentliggøre pumpepriserne online. Med Google Maps bliver det hurtigt og nemt for forbrugerne at finde den bedste pris på benzin og diesel.
Dansk EU-formandskab lander aftale, der gør investeringer nemmere og billigere for europæerne18.12.2025 07:54:57 CET | Pressemeddelelse
Mange vælger at lade deres opsparing arbejde i stedet for bare at lade pengene stå i banken. Nu har EU-Parlamentet og Rådet lavet en ny aftale, der skal gøre det nemmere for helt almindelige mennesker at investere i fonde og andre investeringsprodukter.
Dansk EU-formandskab har sikret solide rammer for sikkerhed og investeringer11.12.2025 14:07:11 CET | Pressemeddelelse
Det danske formandskab har netop indgået en aftale med Europa-Parlamentet, der skal styrke sikkerheden i Europa og beskytte virksomheder mod risikable investeringer. Med de nye fælles regler ruster EU sig til en mere usikker verden og skaber samtidig mere fair og ens konkurrence for erhvervslivet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum