Region MidtjyllandRegion Midtjylland

Region Midtjylland klar med Europas første genanvendelige, PFAS-frie operationskittel

Del

Med den nye ”multikittel” kan Region Midtjylland på sigt mere end halvere CO2-udledningen fra hospitalskitler, undgå skadelig PFAS og reducere affaldsmængden med adskillige tons om året. 

Region Midtjyllands nye operationskittel er et vigtigt skridt mod mindre affald og lavere CO2-udledning.
Region Midtjyllands nye operationskittel er et vigtigt skridt mod mindre affald og lavere CO2-udledning. Foto: Region Midtjylland

Maskiner, der bipper, en luftcirkulation under total kontrol og kirurgisk præcision i knitrende, lysegrønne operationskitler. En operationsstue er et stramt reguleret sted, der bugner af udstyr og koncentration; det er nemlig sådan, vi sikrer, at patienterne får den bedst mulige behandling. 

Men når operationen er overstået, skal den del af udstyret, der kun kan bruges én gang, smides ud. Og alt efter indgrebet kan det være endda rigtig mange kilo, der ryger direkte til forbrænding.  

Indtil nu har det været svært at reducere i mængden af affald, fordi der er mange nødvendige krav til det udstyr, der bruges i operationsstuen. Krav, der også betyder, at kirurger og sygeplejersker opererer i engangskitler, der ofte kan være ukomfortable, og som ryger direkte til affaldsforbrænding efterfølgende.  

Men nu har Region Midtjylland taget et stort skridt i retning mod sundere og mere bæredygtige operationer:  

En flergangskittel, der reducerer CO2-aftrykket med op mod 75 % pr. brugsgang - kaldet Multikitlen. I modsætning til andre flergangsalternativer indeholder den ikke PFAS. Problemet med PFAS er, at stofferne er meget svært nedbrydelige. Og når stofferne ikke forsvinder, ophober de sig i stedet i så høje koncentrationer, at nogle af dem kan være skadelige for miljøet og mennesker. 

- I Region Midtjylland har vi en ambitiøs strategi for at blive cirkulære og CO2-neutrale i 2050. Det kræver nye og innovative løsninger – og det er præcis, hvad vi har skabt med Multikitlen. Den kan bruges både i operationsstuer og som værnemiddel, og er fri for skadelig kemi. Jeg er stolt af, at vi som de første i Europa – måske i verden – er lykkedes med det. Og vi deler gerne vores viden med alle, der vil være med – i Danmark og internationalt, siger koncerndirektør Anders Kjærulff. 

Først en kittel - så alle engangstekstiler 

Når man laver en ny kittel til sundhedsvæsenet, kan man ikke gå ned i den lokale stofforretning og finde en flot metervare. Det ved projektleder på Region Midtjyllands tekstilprojekt, Maria Højholt Jensen, alt om.

- Vi har arbejdet i mange år på at finde et godt alternativ, som lever op til alle vores krav, som udover kvalitetskrav også vedrører bæredygtighed og arbejdsmiljø. Alt sammen uden det bliver dyrere for regionen end den nuværende engangsløsning, fortæller hun. 

Det stiller høje krav at anvende tekstiler tæt på operationsstuernes åbne sår og følsomme instrumenter. Både laboratorietests og vasketests er nødvendige – og indtil nu har intet PFAS-frit flergangstekstil levet op til kravene. At knække den nød åbner nye muligheder.

- Da vi læste resultaterne af laboratorietesten, stod vores smil helt op til ørerne. For når vi kan overholde de skrappe krav til operationskitler, så kan vi også bruge metervaren til næsten alle andre medicinske tekstiler, som vi i dag bruger til alt fra afdækning til huer, forklarer hun.

Skal være tilgængelig for alle, når logistikken er på plads 

Erfaringerne fra coronaepidemien har tydeligt vist, hvor vigtig forsyningssikkerhed er – og derfor har det også været et centralt fokus i udviklingen af det nye tekstil. Med en cirkulær flergangsløsning, der kan vaskes og steriliseres centralt, styrkes forsyningskæden markant. Man bliver mindre afhængig af både engangstekstil-leverandører og store lagre. 

- Vi drømmer naturligvis om, at alt regionens personale hurtigst muligt står i de gode flergangskitler. Men drømmen stopper ikke der - vi vil gerne samarbejde på tværs af hele landet, og det er vi også ved at afsøge mulighederne for, siger Marlene Fredborg, leder af Center for Bæredygtige Hospitaler.  

Multikitlen er en del af Tekstilprojektet i Region Midtjyllands Center for Bæredygtige Hospitaler, og det Europæisk projekt, Circular Economy Beyond Waste. 

Den viden og erfaring, som bliver skabt i regionen og Danmark skal med tiden helt ud i krogene af Europa. 

FAKTA 

  • Når hele Region Midtjylland overgår til Multikitlen er den forventede besparelse mindst 244 tons CO2 og 30 tons affald årligt. Overgår hele Danmark til den er tallene 1.800 tons CO2 og 930 tons affald. 
  • Hvis hele Region Midtjylland skifter de mest brugte medicinske tekstiler, som fx afdækning, varmejakker, kitler o.l., kan vi forventet spare mindst 930 tons CO2 og 98 tons affald årligt. Gør vi det nationalt er er besparelserne 7 130 tons CO2 og 3 800 tons affald. Beregninger lavet i LCA værktøj udviklet i samarbejde mellem Miljøstyrelsen og “Tekstilprojektet” Region Midtjylland af Viegand Maagøe, baseret på tal fra RM skaleret nationalt. 
  • Et eksternt laboratorie har testet produktet i henhold til den europæiske standard for operationstekstiler, DS/EN13795-1:2019 High Performance. Alle tests er bestået, ligesom produktet har også bestået regionens egne vasketest. 
  • Metervaren – og dermed kitlen - er både lettere, mere åndbar end andre flergangsalternativer og altså uden PFAS. Det betyder bedre arbejdsmiljø for medarbejdere, og for naturen, der skånes for ophobede mængder PFAS. 
  • Tekstilprojektet er som en del af Circular Economy Beyond Waste medfinansieret af EU´s LIFE IP midler.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Region Midtjyllands nye operationskittel er et vigtigt skridt mod mindre affald og lavere CO2-udledning.
Region Midtjyllands nye operationskittel er et vigtigt skridt mod mindre affald og lavere CO2-udledning.
Foto: Region Midtjylland
Download
PFAS-fri og genanvendelig: Det nye tekstil sætter nye standarder for operationsudstyr i sundhedsvæsenet.
PFAS-fri og genanvendelig: Det nye tekstil sætter nye standarder for operationsudstyr i sundhedsvæsenet.
Foto: Region Midtjylland
Download
Et lille stykke stof med stor betydning – udviklet til at gøre hospitalerne mere bæredygtige, fri for PFAS og mindre afhængige af engangsudstyr.
Et lille stykke stof med stor betydning – udviklet til at gøre hospitalerne mere bæredygtige, fri for PFAS og mindre afhængige af engangsudstyr.
Foto: Region Midtjylland
Download

Om Region Midtjylland

Region Midtjylland er en politisk styret, administrativ enhed, der har tre hovedopgaver inden for velfærd og udvikling: Sundhed og hospitaler, specialiserede tilbud til socialt udsatte og handicappede.

Regional Udvikling søger gennem konkrete regionale opgaver, ekspertiser og partnerskaber at skabe gode, fremtidssikrede løsninger og sikre, at Region Midtjylland er en attraktiv og bæredygtig region for alle.

Følg pressemeddelelser fra Region Midtjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Midtjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye