Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde

Festlig prisoverrækkelse på Operaen til komponisten Bent Sørensen

Del

Fredag aften ​​modtog den danske komponist Bent Sørensen Hammerich-Prisen, der uddeles af Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde. Prisen er på 100.000 danske kroner og et ophold på Fondets kultur, konferencecenter og hotel, Lysebu, i Oslo.

Pia Gjellerup (tv), formand for det danske styre i Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde, overrækker Hammerich-Prisen til komponisten Bent Sørensen (th). Foto: Victoria Mørck Madsen
Pia Gjellerup (tv), formand for det danske styre i Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde, overrækker Hammerich-Prisen til komponisten Bent Sørensen (th). Foto: Victoria Mørck Madsen

Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde tildeler Hammerich-Prisen til en person, der har ydet en særlig indsats for at øge samarbejde og forståelse mellem Danmark og Norge. Bent Sørensen modtager Hammerich-Prisen for sit mangeårige samarbejde med norske musikere, orkestre, ensembler, festivaler og operainstitutioner.

Prisoverrækkelse i forbindelse med anmelderrost opera
Samarbejdet manifesterer sig helt aktuelt i Bent Sørensens nye opera Asle og Alida, der netop har haft dansk premiere på Operaen i København og har fået 5 stjerner i Berlingske og 5 hjerter i Politiken.

Operaen, der allerede er udråbt til at blive en klassiker, har libretto af den norske forfatter og nobelprisvinder Jon Fosse, er en co-produktion mellem Bergen Nasjonale Opera og Det Kongelige Teater i København og havde verdenspremiere i Bergen i marts måned i år.

Skræmmende smuk musik med dansk-norsk samarbejde
”Bent Sørensen modtager Hammerich-Prisen 2025 for sit mangeårige og banebrydende samarbejde med en bred vifte af norsk musikliv – og i særdeleshed for sit store bidrag til at skabe forbindelser mellem de to lande. Det ses også i den fælles dansk-norske produktion Asle og Alida, med Jon Fosses libretto og de mange musikere fra begge lande. En opera, der kaldes skræmmende smuk og allerede er udråbt som moderne klassiker,” sagde Pia Gjellerup, formand for det danske styre i Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde, i sin tale ved prisoverrækkelsen på Operaen i København – umiddelbart før opførelsen af Asle og Alida.

”Den norske komponist Arne Nordheim mestrede talesproget, da han spontant udbrød, at Bent Sørensens musik minder én om noget, man aldrig har hørt. Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde mener, at Bent Sørensens musik også minder os alle om vigtigheden af det nordiske fællesskab – og i særdeleshed samarbejdet mellem Norge og Danmark. Derfor er det en stor glæde at kunne overrække Hammerich-Prisen 2025 til Bent Sørensen,” understregede Pia Gjellerup.

Nært forhold til norsk musikliv
”For mig er det en stor ære at modtage Hammerich-Prisen. Jeg har et meget nært forhold til norsk musikliv, og derfor betyder prisen for mig, at det er både en anerkendelse af vores fælles samarbejde og den kunst vi sammen skaber, der bliver hædret. Jeg er meget taknemmelig for at modtage Hammerich-Prisen,” siger Bent Sørensen ved prisoverrækkelsen af Fondet for Dansk-Norsk Samarbejdes store pris.

Hammerich-Prisen blev overrakt ved et arrangement på Operaen i København den 23. maj, forud for opførelsen af Asle og Alida på Operaen Store Scene.

Tidligere hædersbevisninger
Bent Sørensens originale musik har tidligere modtaget en række prestigefyldte priser. Disse hædersbevisninger vidner om et enestående kunstnerisk virke med stor international anerkendelse:

  • Carl Nielsens Legats Hæderspris (1991)
  • Nordisk Råds Musikpris (1996)
  • Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris (2014)
  • Grawemeyer Award for Music Composition (2018) 
  • Statens Kunstfonds hædersydelse (2021)
  • Carl Prisen (2024, 2025)

Mere viden om Bent Sørensen og hans musik:
Læs mere på Wisemusic
Læs mere på Bent Sørensens hjemmeside
Læs mere på Komponistbasen

Om Asle og Alida
Asle og Alida havde verdenspremiere den 29. marts 2025 på Bergen Nasjonale Opera

Asle og Alida har dansk premiere på Det Kongelige Teater den 21. maj 2025

Bent Sørensens musik udkommer på Edition Wilhelm Hansen / part of Wise Music Group

Hør DR P2s optagelse af Asle og Alida her

Begrundelse for at tildele Hammerich-Prisen 2025 til Bent Sørensen:
Hammerich-Prisen 2025 fra Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde på 100.000 danske kroner og et ophold på Lysebu går til komponisten Bent Sørensen, som tildeles prisen for sit banebrydende samarbejde gennem mere end tre årtier med en række norske musikere, forfattere, orkestre, ensembler, festivaler og andre arrangører.

Bent Sørensens samarbejde med norsk musikliv har sat sig mange og varige spor: Fra indspilningen af portrætalbummet Birds and Bells med Oslo Sinfonietta og Cikada ensemble, udgivet på det højt estimerede tyske pladeselskab ECM Records; over tæt samarbejde med musikerne Leif Ove Andsnes og Frode Haltli, dirigenten Grete Pedersen, forfatteren Tomas Espedal, Det Norske Solistkor, Ensemble Allegria, Det Norske Kammerorkester, Festspillene i Bergen, Ultimafestivalen, Oslo Internasjonale Kirkemusikkfestival; og nu senest Bergen Nasjonale Opera med dens operachef og dirigent Eyvind Gullberg Jensen i samarbejdet om Bent Sørensens nye opera Asle og Alida med libretto af forfatteren Jon Fosse, og medvirkende norske solister som Randi Stene.

Det var den norske komponist Arne Nordheim, der kom med en så præcis beskrivelse af Bent Sørensens musik, at det siden er blevet Bent Sørensens varemærke: Det minder mig om noget, jeg aldrig har hørt! udbrød Arne Nordheim spontant, og han bidrog således også på denne måde til at understrege det nære tilhørsforhold mellem Bent Sørensens virke og norsk musikliv.

Om Hammerich-Prisen:
Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde uddeler Hammerich-Prisen på 100.000 danske kroner til en person, der har bidraget til øget forståelse og samarbejde mellem Danmark og Norge inden for kulturelle eller andre områder.

Prisen er oprettet i Borghild Hammerich og hendes mand, den danske admiral Carl Hammerichs navn for at hædre deres afgørende betydning for det dansk-norske samarbejde. Under Anden Verdenskrig stod de sammen med andre initiativtagere bag den omfattende humanitære indsats, Norgeshjælpen, der hjalp mange norske familier under krigen.

Carl Hammerich omkom ved bombardementet af Shellhuset i København den 21. marts 1945. Borghild Hammerich blev fra Fondets grundlæggelse i 1946 dets første generalsekretær, og var aktiv frem til sin død i 1978.

I 2024 gik Hammerich-Prisen til den norsk-danske filminstruktør Joachim Trier. Tidligere prismodtagere tæller også forfattere som norske Vigdis Hjorth, danske Carsten Jensen og norske Jan Kjærstad. Læs mere.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Pia Gjellerup (tv), formand for det danske styre i Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde, overrækker Hammerich-Prisen til komponisten Bent Sørensen (th). Foto: Victoria Mørck Madsen
Pia Gjellerup (tv), formand for det danske styre i Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde, overrækker Hammerich-Prisen til komponisten Bent Sørensen (th). Foto: Victoria Mørck Madsen
Download
Komponisten Bent Sørensen holder takketale ved modtagelsen af Hammerich-Prisen. Foto: Victoria Mørck Madsen
Komponisten Bent Sørensen holder takketale ved modtagelsen af Hammerich-Prisen. Foto: Victoria Mørck Madsen
Download
Ved den festlige prisoverrækkelse er aftenens vært Celine Haastrup, kendt fra P2. Her interviewer hun komponisten Bent Sørensen. Foto: Victoria Mørck Madsen
Ved den festlige prisoverrækkelse er aftenens vært Celine Haastrup, kendt fra P2. Her interviewer hun komponisten Bent Sørensen. Foto: Victoria Mørck Madsen
Download
Fra venstre ses Pia Gjellerup, formand for det danske styre i Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde, dernæst Louise Bang Jespersen, dansk ambassadør i Norge, Bent Sørensen, komponist og modtager af Hammerich-Prisen og Katja Nordgaard, norsk ambassadør i Danmark. Foto: Victoria Mørck Madsen
Fra venstre ses Pia Gjellerup, formand for det danske styre i Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde, dernæst Louise Bang Jespersen, dansk ambassadør i Norge, Bent Sørensen, komponist og modtager af Hammerich-Prisen og Katja Nordgaard, norsk ambassadør i Danmark. Foto: Victoria Mørck Madsen
Download

Om Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde:

Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde har til formål at bidrage til øget forståelse og samarbejde mellem Danmark og Norge, og Fondet bidrager også til udviklingen af det nordiske samarbejde

Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde er en uafhængig institution, der realiserer formålet gennem aktiviteter i Danmark, Norge og Norden inden for kunst og kultur, samfundsaktuelle spørgsmål, historie, journalistik, uddannelse og erhverv.

Læs mere om Fondets aktiviteter:
www.dansk-norsk.no

Fondet ejer og driver Lysebu i Oslo, som er et kultur-, konferencecenter og hotel.
www.lysebu.no 

Følg pressemeddelelser fra Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye