HusCompagniet A/S

HusCompagniet deltager i indsatsen Boligbyggeri fra 4 til 1 Planet med eksempelbyggeriet Villa1

Del

Et enfamiliehus med et lavt CO2-aftryk, der både er kommercielt og skalerbart. Nordens største husbygger deltager nu i arbejdet med at udvikle boliger med et markant lavere klimaaftryk. Det kan få stor betydning for udviklingen af villabyggeriet i de kommende år.

I mere end 50 år har HusCompagniet opført enfamiliehuse, dobbelthuse og rækkehuse. Nu tager virksomheden et nyt og stort skridt ind i fremtiden med enfamiliehuset Villa1, der er tegnet af arkitektvirksomheden CEBRA. 

I Villa1 er der et særligt fokus på et minimalt CO2-aftryk, opnået ved f.eks. primært at bygge med træ. Samtidig skal boligen kunne konkurrere på markedsvilkår med de eksisterende typehuse.  

Villa1 er i første omgang et eksempelhus, som skal opføres i Aarhus. Eksempelhuset er en del af indsatsen ’Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’, der er støttet af Realdania og Villum Fonden. Indsatsen, har som mål at udvikle løsninger og opføre eksempler på boliger, som reducerer det samlede klimaaftryk med op til 75 procent sammenlignet med gængs praksis ved nybyggeri af boliger.

Michael K. Rasmussen, projektchef for ’Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’ på vegne af Villum Fonden, siger:

”At få så stor en aktør til at bygge et fuldskalahus er en vigtig milepæl i vores indsats. Med Villa1 får vi et eksempelhus, hvor viden lægges frem, så andre husbyggere kan inspireres og lære af det. Det tror jeg kan være med til at påvirke og dermed flytte markedet i den rigtige retning hurtigere.”

Stig Hessellund, projektchef i Realdania, siger:

”Indsatsen ’Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’ er en fælles indsats, der skal skubbe det danske boligbyggeri i en markant grønnere retning – i tæt samarbejde med de førende aktører på det danske boligmarked. Med HusCompagniet får vi en aktør med i indsatsen, der bygger mange boliger – og det er helt afgørende for, at prisen på at bygge med nye løsninger og nye materialer kan komme derned, hvor boliger med et markant reduceret klimaaftryk bliver noget, flere har mulighed for at købe.” 

HusCompagniet har allerede i en årrække arbejdet for at optimere sin byggeproduktion, bl.a. ved at teste nye, CO2-reducerende materialer. I efteråret 2024 introduceredes et rækkehuskoncept, der er bygget med træ som kernekomponent, med et klimaaftryk, der ligger under de justerede klimakrav for enfamiliehuse og rækkehuse. Nu ser HusCompagniet frem til at blive en del af Boligbyggeri fra 4 til 1 planet, hvor ambitionerne er de samme.

”Som Nordens største husbygger har vi et ansvar og et ønske om at udvikle byggebranchen indenfor bæredygtighed og den grønne omstilling. Derfor er vi også utrolig glade for denne aftale med Boligbyggeri fra 4 til 1 planet, hvor vi kan bruge vores store erfaring i byggeri af enfamiliehuse og implementere nye tiltag og indsigter fra vores arbejde til at lave et enfamiliehus med et lavt CO2-aftryk, der både er kommercielt og skalerbart”, fortæller Group CEO i HusCompagniet Martin Ravn-Nielsen.

Kontakter

Billeder

Links

Om HusCompagniet

HusCompagniet er Nordens største husbygger, der bygger på et fundament af mere end 50 års erfaring. Siden 1972 har de specialiseret sig i at designe og opføre enfamiliehuse, rækkehuse og dobbelthuse, og har i alt bygget mere end 29.000 huse. 

HusCompagniet er i dag førende leverandør af enfamiliehuse i Danmark og har en stigende position på markedet for rækkehuse og dobbelthuse til både private boligejere og professionelle investorer. Dette understøttes af produktionen af præfabrikerede træelementer fra HusCompagniets egne fabrikker i Esbjerg samt i Sverige, hvor de producerer præfabrikerede træhuse gennem brandet VårgårdaHus.

HusCompagniet har også high-end forretningsenheden FORMIUM, der tilbyder eksklusive fritliggende huse, samt HusOnline, en digital online salgsplatform. 

Morrow er HusCompagniets innovative og skalerbare koncept for rækkehuse og dobbelthuse, der tilbyder trækonstruktioner med et klimaaftryk markant under de danske lovbestemte krav. HusCompagniet har showrooms og udstillingshuse i Danmark og Sverige.

HusCompagniet har i øjeblikket omkring 450 medarbejdere, der arbejder dedikeret på at fastholde koncernens brancheførende kundetilfredshedsniveau og være med til at skabe fremtidens boliger – allerede i dag.

For flere oplysninger om HusCompagniet se huscompagniet.dk

Om Boligbyggeri fra 4 til 1 planet

I Danmark forbruges der ifølge Earth Overshoot Day 4 gange mere end landets andel af Jordens samlede ressourcer. ’Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’ har til formål at inspirere og udfordre materialeproducenter, designere, entreprenører og bygherrer til, ved fælles hjælp, at udvikle boliger med en markant lavere udledning af CO2 og andre drivhusgasser. Målet er at udvikle løsninger og opføre eksempelboliger, som reducerer det samlede klimaaftryk fra vugge til grav fra nyt boligbyggeri i Danmark med 75 procent inden 2030.

Følg pressemeddelelser fra HusCompagniet A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HusCompagniet A/S

HusCompagniet fastholdt momentum i 1. halvår 2025 og indsnævrer forventningerne til helåret22.8.2025 08:01:53 CEST | Pressemeddelelse

HusCompagniet leverede som forventet en solid vækst på 29% på tværs af forretningsenhederne i 1. halvår 2025 med en samlet omsætning på 1.375 mio. kr. Den positive udvikling i omsætningen kommer efter salgsfremgang flere kvartaler i træk. CEO i HusCompagniet, Martin Ravn-Nielsen, siger: “Vi er glade for at se, at markedsbetingelserne for især enfamiliehuse fortsat blev forbedret. Selvom forbrugertilliden fortsat var lav, har salget i dén del af forretningen taget fart i 1. halvår 2025. Samtidig indgik vi både mindre og større kontrakter i rækkehusforretningen og fortsatte med at øge vores samlede ordrebeholdning.” Bruttomarginen[1] faldt til 18,9% i 1. halvår 2025 fra 21,9% i 1. halvår 2024. Udviklingen skyldtes lavere bidrag fra rækkehussegmentet, som var påvirket af effekten af enkelte projekter i HC Elements med utilfredsstillende lave marginer, timing af projektleverancer, en lavere andel af projekter på egen jord og et ændret produktmiks. EBITDA udgjorde 39 mio. kr. svarende til e

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye