Tønder Kommune

Badehotellet på Lakolk er sat på pause

Del

Planerne om et badehotel ved Lakolk på Rømø bliver ikke realiseret på nuværende tidspunkt, men er sat på pause. Heimathafen Hotels har, via deres danske selskab Behotel Rømø ApS, meddelt Tønder Kommune, at man trækker sig fra den betingede købsaftale om det areal, hvor hotellet var planlagt.

Beslutningen kommer efter, at det ansvarlige ministerium: By-, Land- og Kirkeministeriet, afslog at godkende projektet som en del af forsøgsordningen for kyst- og naturprojekter.

Det betyder, at det ikke derved er lykkedes at opnå de nødvendige tilladelser og en byggeretsgivende lokalplan, hvilket var en aftalt forudsætning for handlens endelige gennemførelse.

Borgmester Jørgen Popp Petersen ærgrer sig over udfaldet, men ser fortsat muligheder:
”Vi havde håbet, at hotellet kunne være med til at skabe flere helårsjobs og give Rømø et tiltrængt løft. Det er selvfølgelig ærgerligt, men vi har stor respekt for processen og de mange perspektiver, der har været i spil. På trods af den offentlige debat har der hele tiden været en bred opbakning til projektet i kommunalbestyrelsen. Der er hele tiden taget hensyn til naturen, men vi oplever måske, at der er opstået et nyt syn på volumen og proportioner, som vi skal være bedre til at italesætte. Nu ser vi fremad og fortsætter arbejdet med at finde nye veje for udviklingen af området – veje, der både tager hensyn til naturen og samtidig skaber værdi for både Rømø og resten af kommunen.”

I Tønder Kommune er man oprigtigt kede af, at det er kommet så vidt, at Heimathafen har mistet troen på, at de er velkomne i Danmark – det har aldrig været hensigten.

Med Heimathafens tilbagetræden fra købsaftalen skal der nu tages stilling til områdets fremtid. Der er fortsat et ønske fra de lokale erhvervsdrivende om udvikling på Lakolk, og der er flere infrastrukturelle udfordringer, der skal håndteres. Hvordan området skal bruges fremadrettet, bliver et spørgsmål, som politikerne i Tønder Kommune vil drøfte nærmere i den kommende tid.

Kommunen har allerede et godkendt mulighedsstudie for Lakolk, som peger på, hvordan området kan udvikles i respekt for naturen og med fokus på kvalitetsturisme. Studiet rummer idéer til blandt andet nye overnatningsmuligheder, bedre trafikforhold og styrket sammenhæng mellem butikscenter, camping og natur.

Selvom planerne ikke realiseres nu, har Heimathafen Hotels tilkendegivet, at interessen for Lakolk fortsat er til stede. Hvis der på sigt bliver skabt plangrundlag for hotelbyggeri gennem et nyt offentligt udbud, står selskabet klar til at kigge på området igen.

Planerne om et badehotel på Rømø har været undervejs siden 2019 og har gennem hele forløbet skabt debat – med både opbakning og bekymring fra borgere, organisationer og politikere.

Tønder Kommune er fortsat optaget af at skabe gode rammer for turisme og erhverv på Rømø, og der arbejdes videre med at styrke helårsturismen og tiltrække investeringer, der går hånd i hånd med natur og fællesskab.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Tønder Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tønder Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye