Vestjysk Bank A/S

Vestjysk Bank fortsætter fremgang og leverer tilfredsstillende regnskab

Del

Vestjysk Bank leverer et tilfredsstillende resultat i første kvartal af 2025 med et overskud efter skat på 175 mio. kroner. Regnskabet afspejler den faldende rente, der i et vist omfang opvejes af, at banken har fået flere nye kunder og oplever et højere aktivitetsniveau. Det ses i udlånet, som er vokset med mere end 600 mio. kroner i første kvartal 2025. Vestjysk Bank fastholder sine forventninger til året.

Peter Hupfeld, adm. direktør i Vestjysk Bank
Peter Hupfeld, adm. direktør i Vestjysk Bank

Vestjysk Bank fortsætter sit høje aktivitetsniveau i 2025 og præsenterer et overskud efter skat på 175 mio. kroner i første kvartal. Resultatet, der er påvirket af lavere renter, er tilfredsstillende.

”Vi er godt tilfredse med resultatet for første kvartal. Den faldende rente giver som ventet et lavere resultat end sidste år. Til gengæld ser vi en stigning i udlånet og i vores gebyrindtægter, ligesom jeg kan konstatere, at der er generel høj aktivitet i forretningen. Vi har fået 1.700 nye kunder på privat- og erhvervsområdet,” udtaler adm. direktør, Peter Hupfeld.

Det faldende renteniveau har reduceret rentemarginalen og sænket netto renteindtægterne til 275 mio. kroner – et fald på 38 mio. kroner sammenlignet med første kvartal 2024. Til gengæld har en stigende aktivitet ført til højere gebyrindtægter, som er vokset med 13 mio. kroner i forhold til samme periode sidste år. Vestjysk Banks udlån er vokset med 624 mio. kroner til over 21 mia. kroner i årets første kvartal.

Vestjysk Bank fastholder sin lønsomme vækst med en egenkapitalforrentning på 10 pct. og en kernekapitalprocent på 20,1. Især stigende udgifter til compliance betyder, at omkostningsprocenten er steget til 51,9.

Strategisk retning afspejles i positiv udvikling
I marts ansatte Vestjysk Bank Nana Lottrup Nørgaard som ny bankdirektør. Hendes tiltrædelse er nu fastlagt til 1. juni 2025. Dermed er direktionen fuldt på plads og klar til at realisere den nye strategi, Vestjysk Bank lancerede sidste år.

”Vi er godt i gang med at omsætte vores nye strategi til virkelighed. Vi har en målsætning om at vokse betydeligt frem mod 2030 og blive mere effektive i måden, hvorpå vi håndterer vores forretning. Samtidig vil vi øge digitaliseringen og have endnu større kundefokus. Derfor glæder jeg mig til at få Nana med på Vestjysk Bank-holdet. Hun kommer med nogle stærke kompetencer, solid erfaring og kan helt sikkert bidrage til at positionere Vestjysk Bank endnu stærkere i vores markedsområde,” fortæller Peter Hupfeld og fortsætter:  

”Vi kan se, at kunder både på privat og erhverv har tillid til os og tilvælger os i et marked, hvor konkurrencen er hård. Vores lokale forankring og stærke kompetencer på nicheområderne har ført til flere kunder og øget aktivitet. Strategien skal bygge på det gode fundament og optimere arbejdsgange, hvor det er muligt, så Vestjysk Bank fortsætter sin positive udvikling.”

Fastholder forventninger for året trods større usikkerhed
Starten på 2025 har været præget af en række usikkerheder – både geopolitisk og på de finansielle markeder, hvor blandt andet handelskrige og svingende renter har skabt uro.

”Vi står i en tid med betydelig usikkerhed. Det gør naturligvis, at vi som altid er forsigtige med, hvordan vi spår om fremtiden. Der er en række makroøkonomiske forhold, vi ikke kan gøre noget ved. Vi holder fokus på det, vi kan påvirke, nemlig at skabe værdi og tryghed lokalt for vores kunder,” fortæller Peter Hupfeld.

I forbindelse med årsrapporten for 2024 udmeldte Vestjysk Bank et resultat efter skat i niveauet 600-800 mio. kroner for 2025. Denne forventning fastholdes.

Kontakter

Billeder

Peter Hupfeld, adm. direktør i Vestjysk Bank
Peter Hupfeld, adm. direktør i Vestjysk Bank
Download

Om Vestjysk Bank A/S

Vestjysk Bank er blandt de 10 største pengeinstitutter i Danmark. Banken har 25 filialer i Øst-, Midt- og Vestjylland, og hovedsædet ligger i Herning.

Vores ambition er at være Danmarks stærkeste lokalbank. Vi engagerer os aktivt i de lokalsamfund, vi er en del af og har fokus på at skabe en tæt relation til kunderne gennem nærværende og personlig rådgivning. Det er vores udgangspunkt for at skabe mest mulig værdi for både kunderne og banken.

Følg pressemeddelelser fra Vestjysk Bank A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vestjysk Bank A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye