
Medlemmerne skal mærke, at de er medejere af Coop
Coops medlemmer skal nu have mere direkte indflydelse. Til efteråret får alle medlemmer mulighed for at vælge, hvilken mærkesag der skal have mest fokus i 2026. Det sker i en landsdækkende afstemning.

De over to millioner medlemmer af Coop er også medejere, og de skal nu have endnu mere indflydelse på en hel ny og mere direkte måde.
Efter et år med fuld fokus på at trimme foreningen og forbedre kundeoplevelsen i forretningen tager koncernen til efteråret det næste skridt og lancerer den første årlige afstemning om ’medlemmernes mærkesag’.
Skal det være at støtte grønnere madvaner i hverdagen eller kampen mod skadelig kemi i forbrugerprodukter? Eller måske at fremme danske og lokale varer? Nu får medlemmerne taktstokken.
"Vi går tilbage til brugsbevægelsens oprindelige DNA, men på en ny måde. Hos Coop er du ikke bare kunde i den lokale butik, du er også medejer. Medlemmerne får bonus og rabat, men de har også reel indflydelse på forretningen. Det er dog ikke rigtigt lykkedes at knække koden til, hvordan medejerskabet bliver klart og relevant for den brede medlemsskare de seneste mange år. Men nu sker der noget," siger Pernille Skipper, formand for foreningen Coop amba.
Hvad skal nævnes først?
Coop har mange stærke mærkesager og mange ildsjæle, der hver dag arbejder for, at de varer du køber, er gode for både dig og dit helbred, for naturen og klimaet og for de mennesker, der fremstiller dem. Det vil Coop selvfølgelig blive ved med.
Men hvilken mærkesag skal Coop Danmark prioritere højest i butikkerne og have mest fokus på blandt varerne? Hvilken sag skal foreningen oplyse og guide om, stræbe efter at lave lokale arrangementer og handlefællesskaber omkring? Og nævne først, når Coop taler med politikere på Christiansborg og deltager i samfundsdebatten på vegne af de mange medlemmer?
"Vores daglige indkøb har en stor betydning for både vores egen sundhed, vores børn, for kloden og for fremtiden. Coop har været helt i front historisk. Det kan bare ikke bruges til så meget, fordi det meste er blevet standard i branchen eller krav i lovgivningen – bl.a. fordi Coop har skubbet på. Men medejerskabet er unikt og kan ikke bare kopieres. Vi prøver at finde en måde at aktivere det, så det giver mening i moderne menneskers hverdag," siger Pernille Skipper.
Kan ikke erstatte købmandskab
Medlemsinddragelsen bygger ovenpå en større turnaround, som Coop har været igennem det seneste år.
"Coop har det sidste år være fuldt fokuseret på at få vendt forretningen – ved at sætte en klar retning og skabe en mere effektiv drift og bedre kundeoplevelser i vores butikkerne. Det er vi lykkes godt med. Nu skal vi også bruge tid på at styrke vores medlemseje," siger Thor Skov Jørgensen, CEO i Coop Danmarks A/S.
"Medlemsinddragelse kan selvfølgelig ikke erstatte købmandskab. Priser, varer og indkøbsoplevelsen skal være i orden og matche kundernes ønsker og vaner. Men når der er positiv udvikling på den front, så kan medlemsindflydelsen være med til at skabe øget loyalitet og differentiere Coops brand. Det kan bygge ovenpå," siger Thor Skov Jørgensen.
Det vil Coop gøre:
- Initiativet kaldes ’medlemmernes mærkesag’ og indebærer et årligt valg for Coops over to millioner medlemmer, hvor de får lov at stemme i en periode til efteråret.
- Valget skal afgøre hovedfokus blandt tre af Coops mærkesager:
- Mindre skadelig kemi
- Mere dansk og lokalt
- Grønnere mad i hverdagen
- Den valgte mærkesag bliver den sag, der får mest fokus både i foreningen og forretningen. Det skal kunne ses i butikkerne og blandt varerne, i Samvirkes artikler og i foreningens lokale aktiviteter, men også i Coop ambas aktive stemme i den offentlige debat.
- Medlemmerne får dermed både direkte indflydelse på forretningens prioriteter og vil kunne mærke valget i butikkerne, men får også mulighed for selv at engagere sig mere i sagen gennem medlemsaktiviteter.
- Konceptet udvikles stadig, men forventes klar til første afstemning i efteråret 2025, hvor medlemmernes mærkesag for 2026 vælges.
Nøgleord
Kontakter
Simon Nyborg, kommunikations- og pressechefCoop amba
Tlf:2152 5160simon.nyborg@coop.dkForeningen Coop amba
Coop amba er med over 2 millioner medlemmer en af Danmarks største. Sammen med andelsselskabet OK a.m.b.a. ejer vi dagligvarekoncernen Coop Danmark A/S og de cirka 900 Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount-butikker, du møder landet over. Lige siden vi stiftede Danmarks første brugsforening i 1866, har foreningen Coop amba arbejdet for en mere bæredygtig hverdag til gavn for vores medlemmer, for samfundet og kommende generationer. Vi står bag månedsmagasinet Samvirke og Madpyramiden, og vi er stolte over at have introduceret økologi i supermarkederne og kvalitetsmøbler til folket gennem ikoniske FDB Møbler, som vi driver den dag i dag.
Følg pressemeddelelser fra Coop amba
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.