FOA

Nedslående rapport om børnehaver kalder på øjeblikkelig handling

Del

Ny rapport udstiller et klart behov for en grundlæggende debat om kvalitet i dagtilbud og flere uddannede voksne, pointerer næstformand i FOA Thomas Enghausen. For børnene fortjener langt bedre børnehaver, end i dag.

”Undersøgelsen gør ondt dybt ind i maven. Med den brede pensel bliver det slået fast, at vi ikke i tilstrækkelig grad giver børnene den sikre og trygge ramme, som skal til for at skabe gode børneliv.”

Sådan siger næstformand i FOA Thomas Enghausen, efter at have set resultatet af undersøgelsen ”Kvalitet i daginstitutioner for 3-5-årige børn,” som EVA og VIVE har lavet for Børne- og undervisningsministeriet.

”Der mangler nærvær. Der er for meget skæld ud og for mange hævede stemmer. Og så får vi ikke grebet de børn, som er i udsatte positioner, og hjulpet dem ind i fællesskabet,” siger Thomas Enghausen, og fortsætter:

”Rigtig, rigtig mange medarbejdere gør det godt. De går på arbejde hver dag med stor faglig kærlighed, men undersøgelsen viser, at der er problemer, og det har vi alle sammen et ansvar for at løse – ikke mindst politikerne på både Christiansborg og i kommunerne, som skal sikre de nødvendige rammer.”

Plasteret er revet af
Selvom resultaterne er nedslående, byder FOA rapporten velkommen. Fordi den tvinger os til at handle.

”Her får vi revet plasteret af, så vi kan starte den uhyre vigtige fælles samtale om, hvad vi overhovedet vil med vores dagtilbud. For vi kan ikke bare køre videre i samme rille. Vi skal stille os selv spørgsmålet, hvordan ser det gode børneliv ud i vores dagtilbud? Og hvordan kan vi sammen indfri ambitionerne med pædagogiske indsatser? Det er en grundlæggende debat, vi bliver nødt til at tage,” siger Thomas Enghausen.

Han peger på, at FOA allerede har taget hul på emnet, og inviteret aktører fra det pædagogiske område til rundbordssamtaler om, hvordan vi skaber tidssvarende dagtilbud.

Kvalitetsundersøgelsens resultater spejler desværre resultaterne af en omfattende undersøgelse, Daginstitutionernes Hverdag, som Rambøll har udarbejdet for FOA, og som blev offentliggjort tidligere på ugen. Den viste, at de voksne ofte står alene med store børnegrupper og mangler tid til at yde børnene den nødvendige omsorg.

Behov for flere pædagogisk uddannede
”Mange af de voksne går med en konstant følelse af utilstrækkelighed. De er heller ikke nok kolleger til at lave de små børnegrupper, som ellers er så vigtige for at skabe trivsel – også for børn i udsatte positioner. Så helt grundlæggende har vi brug for flere kolleger i daginstitutionerne,” siger Thomas Enghausen, der understreger, at løsningen ikke kun er flere ansatte, understreger han. De skal være uddannet:

”Siden vi fik minimumsnormeringer, er der blevet ansat mere personale i landets dagtilbud. Den udvikling skal fortsætte. Men dem med en pædagogisk uddannelse skal fylde mere – både pædagoger og pædagogiske assistenter. Det kræver en stærk, national uddannelsesstrategi.”

I dag kan kommunerne søge økonomisk støtte til at uddanne mere pædagogisk personale fra en såkaldt opkvalificeringspulje. Puljen er etableret i forlængelse af loven om minimumsnormeringer, men udløber i 2030. FOA ønsker at gøre puljen permanent.

Nøgleord

Kontakter

Om FOA

FOA er Danmarks tredjestørste fagforbund - med ca. 167.000 medlemmer fordelt på 31 lokale fagforeninger. Størstedelen er ansat i kommuner og regioner, og vi organiserer også privatansatte.

Følg pressemeddelelser fra FOA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra FOA

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye