
Secvan vinder Årets Iværksætterpris 2025
Sikringsinstallatøren Thomas Rom er netop blevet tildelt Årets Iværksætterpris 2025 af SMVaalborg. Prisen gives til unge håndværkere i Aalborg Kommune, der tør at gå egne veje.

Aalborg 26.05.2025 – Normalt er det alarmcentralen, der får besked, når der er sket noget uventet. Men denne gang var det 33-årige Thomas Rom selv, der fik et opkald med beskeden om, at han er kåret som Årets Iværksætter.
“Det kom bag på mig, og jeg er stolt over, at nogen har lagt mærke til mit lille firma. Jeg passer jo bare mit arbejde,” siger Thomas Rom, der er indehaver af sikringsvirksomheden Secvan i Skalborg.
Siden 2021 har han sørget for, at ubudne gæster ikke kommer længere end til døren. Thomas Rom sammensætter og udvikler nemlig adgangskontrol, overvågning og alarmsystemer til erhvervskunder i hele Nordjylland.
En hård start som selvstændig
Oprindeligt havde Thomas Rom planer om at blive murer, men et brækket kraveben under grundforløbet satte planerne på pause. I stedet valgte han at skifte retning:
“Det var lidt tilfældigt, men også heldigt for mig, for jeg er nok lidt af en computernørd – og det var jeg også som helt ung. Så jeg skiftede retning i min faglige uddannelse og kom i lære som elektriker ved Kemp og Lauritzen i Aalborg,” fortæller han til SMVaalborg.
Efter syv år som ansat i branchen valgte Thomas Rom at satse opsparingen for at komme i gang som selvstændig.
“Et nyistandsat hus blev solgt, og så var der lidt penge til at stå imod med. Og det var også nødvendigt. De første par år ringede telefonen praktisk taget ikke, så det var godt at have opbakning hjemmefra,” fortæller han, der sammen med kæresten har en datter på knap et år.
Lokalt engagement og fremtidige ambitioner
Thomas Rom holder sig ikke på sidelinjen i det lokale erhvervsliv. Han er formand for en ny erhvervsforening i Aalborg Syd og sidder med ved bordet, når Aalborg Kommune drøfter udviklingen i kommunens vækstområder.
“Jeg kan ikke lade være med at engagere mig, der hvor tingene sker, og hvor jeg kan bidrage med noget. Men som alle andre skal jeg øve mig i sommetider at sige nej, når nogen spørger. Der skal også være plads til venner og især familien,” siger han.
Med en kalender fyldt med kunder, netværksmøder og iværksætteri arbejder Thomas også på at skabe mere luft i hverdagen. Ambitionen er at udvide Secvan med flere medarbejdere og styrke samarbejdet med de firmaer, han allerede løser opgaver sammen med.
Nøgleord
Kontakter
Thomas RomGrundlægger af Secvan
Tlf:2244 3438Thomas@secvan.dkFinn LangeFormand, SMVaalborg
Tlf:40841010finnlangerasmussen@gmail.comBilleder
Links
Om Secvan
Secvan er en nordjysk sikringsvirksomhed med base i Aalborg, stiftet og drevet af elektriker og sikringsekspert Thomas Rom. Virksomheden leverer løsninger inden for alarmsystemer, videoovervågning og adgangskontrol til erhvervskunder i hele Nordjylland.
Secvan tilbyder F&P-godkendte produkter og er en ISO 9001-certificeret virksomhed, hvilket betyder, at kvalitet, driftssikkerhed og overholdelse af branchens højeste standarder altid er i fokus.

Om Årets Iværksætterpris
I 20 år har SMVaalborg hvert år uddelt iværksætterprisen til unge erhvervsdrivende i Aalborg Kommune. Prisen gives til personer, der med deres selvstændighedstrang og indsats kan tjene som forbillede for andre. De modtager et legat på 10.000 kroner, som er sponsoreret af Ole Friis, grundlægger og tidligere ejer af rengøringsfirmaet IDA Service.

Følg pressemeddelelser fra Secvan
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.