Nye tal: 4 ud af 10 forældre har svært ved at blande sig i deres teenagers alkoholvaner
6.6.2025 08:00:00 CEST | Kræftens Bekæmpelse | Pressemeddelelse
Men det betaler sig, for forskning viser, at aftaler om alkohol virker.

Det er ikke altid nemt at tage snakken med sin teenager om alkohol – især ikke, når de starter på gymnasiet, og festerne begynder at fylde mere. Samtidig er forældre ikke længere lige så tæt på deres barns skoleliv, som de var i folkeskolen.
En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden viser, at knap 4 ud af 10 forældre oplever, at det bliver sværere at tale om alkohol, når deres barn begynder på gymnasium.
Men forældre spiller stadig en vigtig rolle, understreger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse:
– Vi ved, at unge, der har aftaler med deres forældre om alkohol, drikker mindre end unge, som ikke har aftaler. Forældrene har altså meget at vinde ved at holde fast i den lidt svære snak, siger han.
Misforstået hensyn kan få unge til at drikke mere
En tidlig alkoholdebut og et højt forbrug i ungdommen kan føre til større alkoholforbrug senere i livet. Alkohol øger samtidig risikoen for en række sygdomme – herunder kræft – og kan føre til ulykker eller handlinger som man senere fortryder.
Sundhedsstyrelsen fraråder, at børn og unge under 18 år drikker alkohol. Alligevel vælger mange forældre at introducere alkohol i hjemmet – i håbet om at lære barnet at ”drikke ansvarligt”.
40 pct. af de forældre, der har introduceret deres børn for alkohol, begrunder det med, at det er fordi, de vil lære deres barn at omgås det på en fornuftig måde.
Mere end halvdelen af de adspurgte forældre til 13-17-årige har introduceret deres barn til alkohol derhjemme, og hver femte regner med at gøre det, hvis de ikke har gjort det endnu. Det har bare ikke den virkning, som forældrene måske går og tror.
– Det er desværre et misforstået hensyn, siger Peter Dalum og uddyber:
- Forskningen viser, at børnene drikker mere, end de ellers ville have gjort, hvis forældrene introducerer alkohol derhjemme. Det har altså ofte den modsatte effekt, forklarer han.
Lav aftaler – det virker
84 pct. af forældrene i undersøgelsen mener, at det virker at lave aftaler med deres barn om alkohol, når de starter på en ungdomsuddannelse. Alligevel er det langt fra alle, der gør det. Men forældrenes engagement i de unges alkoholvaner er central, understreger Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden:
– Danmark er stadig det land i Europa, hvor flest 15-16-årige drikker sig fulde, og her kan forældreaftalerne være med til at påvirke unges alkoholvaner i en sundere retning, siger han.
Her er det værd at bemærke, at mange unge heller ikke har noget imod, at deres forældre blander sig. Tal fra rapporten 'Unges Alkoholvaner 2023' viser, at næsten halvdelen (48 pct.) af hjemmeboende 15-20-årige er positive over for, at deres forældre blander sig i deres alkoholvaner.
- Det er fortsat vigtigt, at forældre tager snakken og laver klare aftaler – også når de er blevet forældre til unge, der er begyndt på en ungdomsuddannelse, siger Søren Stokholm Thomsen.
-------------------------------------------------------------------------------------------Om undersøgelsen
Tallene i artiklen stammer fra en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, der afdækker teenageforældres holdninger til og viden om alkohol blandt deres egne børn og unge generelt.
Rapporten ‘Forældres holdninger til unges alkoholvaner 2024’ bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.517 forældre med mindst ét barn i alderen 13-17 år. Data er indsamlet i foråret 2024 af Epinion.
Hvad kan du gøre som forælder?
Det kan være svært for forældre at tage snakken om alkohol, når ens børn pludselig bliver teenagere, der tager til fester og måske drikker alkohol. Hvordan skal man tage emnet op? Og lytter ens barn overhovedet?
Det er nogle helt naturlige spørgsmål at stille sig selv. Men heldigvis er der hjælp at hente. På www.alkoholdning.dk kan forældre hente inspiration til både at tage stilling, tale sammen og lave aftaler med deres teenager om alkohol. Det er Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholindsat ’Fuld af liv’, der står bag.
Nøgleord
Kontakter
Stine RøhePresse- og kommunikationsmedarbejderKræftens Bekæmpelse
Tlf:+45 35 25 77 37stiroh@cancer.dkLinks
Om Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse er Danmarks største sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder med forskning i kræft, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Vores mål er, at færre får kræft, at flere overlever kræft - og at flere får et bedre liv med og efter kræft.
Besøg os på Cancer.dk.
Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse lancerer egen solcreme12.3.2026 09:22:44 CET | Pressemeddelelse
Ny solcreme skal beskytte mod solens UV-stråler og støtte kræftsagen.
Nye tal: Fire ud af fem unge brugere af nikotinposer er afhængige12.3.2026 06:18:35 CET | Pressemeddelelse
Færre unge ryger, men flere bruger nikotinposer. Hæv prisen på tobak og nikotin til mindst 120 kr., opfordrer Kræftens Bekæmpelse.
Kræftens Bekæmpelse: Alt for mange ryger stadig – sæt prisen op til mindst 120 kr.5.3.2026 09:18:35 CET | Pressemeddelelse
Den Nationale Sundhedsprofil viser fald i andelen af rygere i Danmark. Positivt, men udviklingen går for langsomt, siger Kræftens Bekæmpelse, som vil have prisen på cigaretter og nikotin ind i valgkampen.
Forskning giver for første gang svar på generel kræftrisiko hos børn af fædre med testikelkræft3.3.2026 15:35:44 CET | Pressemeddelelse
Forskning mindsker bekymring for kræft.
Nye kræfttal: Flere overlever - men alt for mange får stadig kræft26.2.2026 10:40:23 CET | Pressemeddelelse
Bedre forebyggelse skal sikre, at færre får kræft.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum