Tinderbox fuldender årets lineup med 5 nye artister
Danske hitmagere og elektroniske stjerner sætter punktum for et bredt og stjernespækket musikprogram på en tæt på udsolgt Tinderbox 2025.

Med under seks uger til Tinderbox 2025, kan den odenseanske festival nu løfte sløret for de allersidste artister til årets musikprogram. Den ikoniske hiphop-gruppe Outlandish, singer-songwriter Nicklas Sahl og tre solide EDM-artister i form af hollandske Showtek og danske Adrenalize og M&S er de sidste brikker, der fuldender det store musikpuslespil.
Outlandish har siden gruppens dannelse i 1997 leveret kæmpestore hits og opnået legendestatus på den danske musikscene. Både på grund af deres musik og deres bidrag til at sætte diversitet, tolerance og gensidig forståelse på dagsordenen. I dag består gruppen af Waqas Ali Qadri og Lenny Martinez, og publikum kan se frem til at opleve både det store, solide bagkatalog og ny musik, når de indtager Plaza-scenen i Tusindårsskoven lørdag den 28. juni.
Singer-songwriter Nicklas Sahl har for længst fundet sin plads på den danske popscene med hits som ”New Eyes”, ”Planets” og ”Four Walls”, der har sikret ham en række priser og flere millioner streams. Nicklas Sahl skriver ærlige, følsomme og catchy sange, der går lige i hjertekulen på publikum, som kan glæde sig til en vaskeægte popfest, når han får sin debut på Tinderbox fredag den 27. juni.
Fuld plade på Magicbox
Foruden de sidste artister til hovedscenerne, offentliggør Tinderbox også artisterne til de sidste ledige pladser i Magicbox-programmet. Torsdag den 26. juni går Showtek og Adrenalize op bag pulten i et eksklusivt back-to-back-set, der markerer deres første fælles liveoptræden. De har tidligere samarbejdet på nummeret ”Another World”, og nu tager de samarbejdet med på scenen i et energisk og melodisk set, der kun kan opleves på Tinderbox.
Showtek består af de hollandske brødre Wouter og Sjoerd Janssen, og har skabt nogle af de største øjeblikke i nyere elektronisk musikhistorie – fra ”FTS” og deres hardstyle-rødder til globale hits som ”Booyah”, ”Cannonball” og ”Bad” med David Guetta. Adrenalize har i mere end et årti været Danmarks førende navn inden for hardstyle. Med sin melodiske og euforiske lyd har han spillet på nogle af verdens største scener, fra Defcon.1 til Tomorrowland. Nu vender danskeren hjem til sin debut på Magicbox.
”Vi runder årets Magicbox-program af med noget helt særligt, når Showtek og Adrenalize for første gang er programsat til at spille sammen – og det bliver en eksklusiv oplevelse, man kun får på Tinderbox,” siger booker Peter Kjær.
Endelig er den københavnske duo M&S også føjet til plakaten. Duoen, der er en del af kollektivet CPH DEEP, åbner Magicbox fredag med et set fyldt med varm, organisk house.
Tre dage med musik og meget, meget mere
Foruden dagens offentliggørelse byder årets musikprogram på hovednavne som Green Day, Kylie Minogue, The Streets, The Black Keys og Scissor Sisters og danske verdensstjerner som The Minds of 99, Lukas Graham, Christopher og Dizzy Mizz Lizzy – og mange flere. Mellem koncerter kan gæsterne gå på opdagelse i et stort udvalg af barer og madboder, dansefester i Moonshine og Groovebox, skåle i Vin & Champagne-baren, tage et hvil i skyggen under trækronerne og meget, meget mere. Der er med andre ord masser at glæde sig til, hvis man er en af de hurtige, der har sikret sig en billet til Tinderbox 2025.
En ændring i årets program er dog, at Natasha Bedingfield er blevet forhindret i at spille på Tinderbox i år. Hendes team udtaler: “Due to extended recording schedule in the States, Natasha is unfortunately no longer able to perform at Tinderbox this year but is looking forward to return there in the future and sends her sincere apologies to the fans who were looking forward to seeing her!”
Sidste chance for billetter
Tinderbox kunne allerede i februar melde udsolgt af partoutbilletter til årets festival, og siden da har festivalen også meldt udsolgt af alle 2-dagsbilletter samt VIP partout, ligesom der kun er få lørdagsbilletter tilbage. Der er nu kun et meget begrænset antal 1-dagsbilletter tilbage, så de musikelskere, der endnu ikke har sikret sig adgangsbilletten til en af de tre dage, skal ikke vente for længe.
De sidste billetter er i salg via tinderbox.dk og unitedtickets.dk.
Tinderbox 2025 finder sted fra den 26. til den 28. juni i Tusindårsskoven, Odense.
De offentliggjorte artister til Tinderbox 2025 er:
Adrenalize (Magicbox)
Afrojack (Magicbox)
Alex Wann (Magicbox)
Argy (Magicbox)
ARTBAT (Magicbox)
Artemas (UK)
August Høyen
Barcode Brothers (Groovebox)
Christian Brøns (Groovebox)
Christopher
Darude (Groovebox)
Dasha (US)
Dizzy Mizz Lizzy
Ella Augusta
Emma Lincoln (Magicbox)
Ena Cosovic (Magicbox)
Green Day (US)
Groove Coverage (Groovebox)
HUGORM
Ida Laurberg
Jacob Collier (UK)
Jada
John Summit (Magicbox)
Julian Jordan (Magicbox)
Kaddi Sawaneh (Magicbox)
Kesi
Kevin de Vries (Magicbox)
Kölsch (Magicbox)
Korolova (Magicbox)
Kundo
Kylie Minogue (AUS)
Lågsus (Magicbox)
Lamin
Latto (US)
Love Shop
Lucas & Steve (Magicbox)
Lukas Graham
M&S (Magicbox)
Marcus King (US)
Marvelous Mosell + Tue Track (Groovebox)
Mathame (Magicbox)
Matroda (Magicbox)
Nicklas Sahl
Olympe (Magicbox)
Omar Rudberg (VE/SE)
Outlandish
Reyna Tropical (MX/US)
RIVO (Magicbox)
ROYA
Rune Rask (Magicbox)
Saveus
Scissor Sisters (US)
Showtek (Magicbox)
Simone Tang
Specktors
The Black Keys (US)
The Minds of 99
The Streets (UK)
Thor Farlov
TooManyLeftHands (Magicbox)
Warp Brothers (Groovebox)
Zar Paulo
Østkyst Hustlers (Groovebox)
8Kays (Magicbox)
Nøgleord
Kontakter
Tinderbox // Presse
Tlf:+45 48888812presse@tinderbox.dkLinks
Tinderbox
Siden 2015 har Tusindårsskoven i Odense dannet rammen om det, der nu har vokset sig til en af landets største festivaler. Hvert år i slutningen af juni præsenterer vi et bredt, stjernespækket lineup af internationale verdensstjerner og toppen af den danske musikscene, og på Magicbox leverer tidens største DJs en eksplosiv og elektronisk fest, du ikke finder magen til noget andet sted i landet.
Tinderbox 2025 finder sted den 26.-28. juni.
Følg pressemeddelelser fra Tinderbox
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Tinderbox
Tinderbox offentliggør stærk bølge af elektroniske navne til Magicbox25.11.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Tinderbox offentliggjorde i oktober de første 11 artister til musikprogrammet for den 10. udgave af Odense-festivalen, der finder sted den 25. til 27. juni 2026. Nu tager Tinderbox hul på programmet for den elektroniske Magicbox-scene med seks navne, der spænder fra debuterende stjerneskud til glædelige gensyn.
Thomas Helmig vender tilbage til Tinderbox31.10.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
I fire årtier har Danmarks ukronede popkonge leveret soundtracket til danskernes små og store øjeblikke og sat gang i utallige dansegulve. Nu vender Thomas Helmig tilbage til Tusindårsskoven med en stribe af kæmpehits og et show, der med garanti kommer langt ud over scenekanten. Koncerten på Tinderbox bliver den ene af kun fire sommerkoncerter i 2026 – og den eneste på Fyn.
Jamiroquai og White Lies til Tinderbox 202630.10.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Siden fredag har Tinderbox løftet sløret for de otte første navne til TB26. Danske publikumsfavoritter og internationale rocklegender får nu selskab af endnu to sværvægtere på den internationale musikscene: Jamiroquai og White Lies.
Internationale rockbands til Tinderbox 202629.10.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nedtællingen til Tinderbox 2026 er for alvor i gang, og festivalen har siden fredag offentliggjort de første seks artister til årets musikprogram. Nu får de fornemt selskab af to internationale rockbands, der med garanti kan sætte gang i festen i Tusindårsskoven. Byd velkommen til The Offspring og Dogstar.
Fire danske navne klar til Tinderbox 2026: Rasmus Seebach, Jonah Blacksmith, Blaue Blume og Berg28.10.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Med offentliggørelserne af kometbandet APHACA og det internationale fænomen Pitbull er musikprogrammet for Tinderbox 2026 kommet rigtig godt fra start. Festivalen byder hvert år op til feststemning, fællessang og store følelser, og dagens offentliggørelse af fire danske artister leverer alle tre ting.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum