Nu strammes loven om miljømarkedsføring og grønne mærker
20.5.2025 13:23:03 CEST | Miljømærkning Danmark | Pressemeddelelse
Folketinget har netop vedtaget skærpet regulering af grøn markedsføring, der bl.a. betyder, at der fra den 27. september 2026 bliver forbud mod grønne mærker, hvis der ikke er en anerkendt certificeringsordning bag. Der bliver ligeledes skruet op for kravene til generelle miljøanprisninger.

Vildledende grøn markedsføring er allerede i dag ulovlig – og nu bliver kravene skærpet yderligere. Folketinget har nemlig netop vedtaget en ændring i markedsføringsloven, der skal styrke forbrugerbeskyttelsen mod greenwashing. Det sker som et led i implementeringen af EU's direktiv om beskyttelse af forbrugeren i den grønne omstilling.
”Det er en rigtig god nyhed for både forbrugere, virksomheder og miljøet. De skærpede regler skal beskytte forbrugerne mod vildledning og gøre det lettere for dem at træffe valg, der rent faktisk bidrager til den grønne omstilling. Samtidig vil reglerne også beskytte virksomheder, der gør en reel indsats for miljøet, mod skæv konkurrence”, siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark.
Et opgør med mærkejunglen
De nye lovkrav er desuden et vigtigt skridt på vejen mod at få ryddet op i mærkejunglen. Lovændringerne betyder nemlig også et forbud mod virksomheders selvopfundne ”bæredygtighedsmærker” og andre frivillige mærker, hvis de ikke er baseret på en anerkendt tredjepartsverificering eller officiel godkendelse.
"Vildledende grønne mærker, symboler og andre påstande er et alvorligt problem. Dels skader det forbrugernes generelle tillid til kommunikation om miljø og klima, og dels kan det få forbrugere til at købe varer, der reelt er mindre gode for miljøet end påstået. Og det betyder jo i sidste ende, at vi går glip af de vigtige klima- og miljøeffekter et grønnere forbrug kan medføre”, siger Rina Ronja Kari.
Lav tillid til producenters egne bæredygtighedsmærker
Og der er brug for at rydde op i de mange grønne anprisninger og mærker. En undersøgelse, som Opinion har lavet for Svanemærket, viser, at kun 33 pct. af danskerne har tillid til, at et produkt er et godt miljøvalg, når det er mærket med producentens eget miljømærke. Til sammenligning har 74 pct. tillid til, at et produkt er et bedre miljøvalg, når det er certificeret af en uafhængig tredjepart. Og hele 86 pct. har tillid til, at et produkt er et bedre miljøvalg, hvis det er certificeret med Svanemærket.
”De skærpede regler stiller virksomheder, der har produkter eller serviceydelser certificeret med et officielt anerkendt miljømærke, som Svanemærket og EU Ecolabel, virkelig godt. Og med god grund. Her er nemlig tale om uafhængige tredjepartscertificeringer, der bygger på en livscyklusvurdering, og som stiller absolutte og produktspecifikke krav med fokus på alle relevante miljøparametre. Man kan altså være sikker på, at der er reel miljø- og klimaeffekt bag de grønne ord. Det er naturligvis også derfor, at de bliver fremhævet i loven som særligt troværdige, ligesom det også er tilfældet i Forbrugerombudsmandens anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring”, slutter Rina Ronja Kari.
Fakta om lovændringerne vedr. grøn markedsføring
Ændringerne i markedsføringsloven træder i kraft den 27. september 2026.
De nye regler betyder bl.a., at det vil være forbudt at kalde et produkt ”miljøvenligt”, hvis man ikke kan påvise anerkendte, fremragende miljøpræstationer, relevant for anprisningen.
En anden væsentlig ændring er, at man ikke må hævde reduceret klimabelastning pba. klimakompensation. Og så må bæredygtighedsmærker kun anvendes, hvis der er en anerkendt tredjepartscertificering bag.
Ændringerne medfører således følgende tilføjelser til oplistningen af markedsføring, som altid er vildledende og derfor forbudt:
- Fremvisning af bæredygtighedsmærker uden anerkendt tredjepartscertificering eller offentlig godkendelse.
- Generiske miljøanprisninger uden påviste anerkendte fremragende miljøpræstationer, relevant for anprisningen.
- Udsagn om hele produktet eller virksomheden, når miljøfordele kun gælder specifikke dele.
- Klimaneutralitet baseret på klimakompensation.
Nøgleord
Kontakter
Lisa Olufson KlæsøeMiljømærkning Danmark
Tlf:27 12 93 69lio@ecolabel.dkBilleder
Om Miljømærkning Danmark
Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU Ecolabel i Danmark og fungerer som uafhængig kontrolinstans i forhold til de officielle miljømærker. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard.
Svanemærket
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Svanemærket er holistisk og ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus. På den måde fremmer Svanemærket cirkulær økonomi, effektiv brug af ressourcer og biodiversitet – og reducerer klimabelastningen og brugen af skadelige kemikalier. Læs mere på www.svanemaerket.dk.
EU Ecolabel
EU Ecolabel (EU-Blomsten) er EU’s officielle miljømærke. EU Ecolabel blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen for at bidrage til mere bæredygtig produktion og forbrug. Læs mere på www.eublomsten.dk.
Følg pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Dansk Overshoot Day rammer 20. marts – så stort er danskernes overforbrug18.3.2026 06:20:00 CET | Pressemeddelelse
En ny trøje, et par ekstra sko, nyt køkken og den seneste mobil. Danskerne forbruger som om, vi havde flere jordkloder til rådighed. Nu minder Overshoot Day os om at være mere kritiske forbrugere.
Hver fjerde vil stemme på grønne frontløbere11.3.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse viser, at det er vigtigt for 25 pct. af danskerne, at det parti, de stemmer på, er frontløbere på grøn politik. Samtidig vurderer 39 pct. af danskerne, at miljø og klima er blandt landets største udfordringer – kun overgået af forsvarssituationen.
Ved du heller ikke, om der er skadelig kemi i de produkter, du bruger?5.3.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
Hele 8 ud af 10 danskere har svært ved at gennemskue indholdet af potentiel skadelig kemi i de produkter, de køber, viser en ny undersøgelse. Samtidig svarer hver fjerde, at de ikke har tillid til, at myndighederne har forbudt produkter, der indeholder skadelige stoffer.
Nu kan sportshaller også opnå Svanemærket19.2.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
Efterspørgslen på svanemærket byggeri betyder, at det nu også er muligt at få certificeret sports- og idrætsbygninger med det officielle nordiske miljømærke.
Officielt miljømærke i markant vækst27.1.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
På blot fem år er antallet af produkter på det danske marked med det officielle europæiske miljømærke, EU Ecolabel, fordoblet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


