Ny klinik i Slagelse tilbyder multisyge sclerosepatienter koordineret behandling og rehabilitering
Mange med sclerose lever samtidig med en eller flere kroniske lidelser - de er såkaldt multisyge. Multisygdom gør ikke bare hverdagen ekstra udfordrende, den kan også komplicere behandlingsforløbet. Derfor har overlæge, professor og forskningsleder ved Neurologisk Afdeling på Slagelse Sygehus, Nasrin Asgari, skabt en klinik med særligt fokus på multisygdom for sclerosepatienter.

Der er er behov for at skabe langt bedre sammenhæng i behandlingen af personer med sclerose og multisygdom. Sådan lyder det fra Nasrin Asgari, der er overlæge, professor og forskningsleder ved Neurologisk Afdeling på Slagelse Sygehus og tilknyttet Institut for Regional Sundhedsforskning og Institut for Molekylær Medicin ved SDU.
“Mange multisyge med sclerose oplever, at de har svært ved at navigere i sundhedsvæsenet. De har ofte komplekse forløb, der ikke kun går på tværs af specialegrænser, men også på tværs af sektorer. Det kan være årsag til at den enkelte ikke får den rette hjælp,” siger Nasrin Asgari.
Samtidig kan multisygdom være med til at forsinke diagnosticering af sclerose og være årsag til forværring af sclerose.
På den baggrund har Nasrin Asgari arbejdet for at etablere en klinik på Slagelse Sygehus, der har fokus på sclerose i kombination med andre kroniske sygdomme. Etablering af klinikken er sket i samarbejde med professor i multisygdom Anne Frølich og professor i fysioterapi Søren Thorgaard Skou. Desuden medvirker professor Friedemann Paul, som er ekspert i øjenscanningsmetoden optisk kohærenstomografi (OCT) og sclerose ved Charite Universitetshospital i Berlin, og derudover en forsker i en postdoc-stilling og to ph.d.-studerende.
“I klinikken for MS og multisygdom prøver vi at skabe overblik i forhold til patienternes forløb og deres multisyge tilstand. Vi tilbyder de multisyge sclerosepatienter koordineret behandling, rehabilitering og forebyggelse af nye sygdomme,” siger Nasrin Asgari.
Grundig undersøgelse – med kaffepause
Helt konkret har alle, der er tilknyttet Scleroseklinikken i Slagelse, siden maj sidste år fået tilbudt en udvidet screening i forhold til multisygdom og forebyggelse. Det indebærer blandt andet måling af højde, vægt og blodtryk, gangtest, og en cykeltest for at måle puls, hjerte- og lungefunktion. Desuden får de i forbindelse med undersøgelsen hjælp af fagpersonale til at udfylde et elektronisk spørgeskema, der omhandler blandt andet fysisk og psykisk livskvalitet og træthed.
“Det er et omfattende skema, og hvis man har sclerose og anden sygdom kan det godt være en udfordring at udfylde det selv. Derfor sørger vi for at skabe nogle gode rammer og lægge pauser ind til en kop kaffe,” siger Nasrin Asgari.
Undersøgelsen skal danne grundlag for den bedst mulige vejledning af den enkelte, uanset om der forekommer multisygdom eller ej. Det er nemlig lige så vigtigt at have fokus på forebyggelse som behandling af multisygdom, pointerer Nasrin Asgari.
Særlig indsats ved multisygdom
I de tilfælde, hvor der er tale om multisygdom, arrangeres en videokonference mellem læger og fagfolk, der har specialviden inden for de forskellige sygdomme, som den enkelte lever med til daglig.
“Sammen laver vi en systematisk gennemgang af patienternes helbredstilstand og gennemgår samtidig deres medicin for eventuel justering. På den måde kan vi koordinere indsatsen og vejlede patienterne bedst muligt,” siger Nasrin Asgari.
Videokonferencerne gentages hvert halve eller hele år for løbende at følge op på eventuelle nye sygdomstilstande og ny medicin, så indsatsen overfor den enkelte patient forbliver koordineret.
Den enkelte føler sig set og genvinder overblikket
Ud over at kortlægge og koordinere indsatsen rent behandlingsmæssigt giver den grundige indsats en fornyet ro og handlekraft hos flere af dem, der lever med multisygdom, siger Nasrin Asgari.
“Jeg oplever, at folk føler sig mere afslappede og afstressede. De har fået en masse viden og et overblik, der giver mod og tro på, at de kan være medvirkende til at styre deres egen situation. De har fået en åben dialog med os og oplever, at de bliver taget alvorligt.”
Multisygdom kræver opmærksomhed i fremtiden
Nasrin Asgari lægger ikke skjul på, at den ekstra indsats kræver ressourcer. På Slagelse Sygehus er indsatsen indtil videre blevet finansieret af bevillinger fra især Slagelse Sygehus’ forskningspulje og derudover Region Sjælland og Syddansk Universitet. Nasrin Asgari er imidlertid overbevist om, at det er et område, der er værd at prioritere.
“Det gavner først og fremmest patienterne, som er blevet klædt godt på og har fået nogle ressourcer i forhold til bedre at kunne håndtere deres situation og navigere i sundhedssystemet. Men det gavner da også samfundet: Jo længere folk er på arbejde, og når de bevarer livsglæden, så er der færre indlæggelser og færre, der skal forsørges,” siger hun.
Derfor håber hun, at der i fremtiden fortsat vil være en mulighed for særlig hjælp i en eller anden model til dem, der lever med sclerose i kombination med andre kroniske sygdomme.
“Jeg tror, at vi kan dele den viden, vi opbygger her, med andre scleroseklinikker og finde ud af, om det er noget, vi skal gøre fremover. Men det er et område, som vi er nødt til at give opmærksomhed, og måske kan man etablere et sted i hver region, der har et særligt fokus på multisygdom og sclerose,” siger hun.
Nøgleord
Kontakter
Gitte Rudbeck, presseansvarlig i Scleroseforeningen, 22732318
Fakta om sclerose og multisygdom
- Tre ud af fire mennesker med sclerose lever samtidig med en eller flere andre kroniske eller langvarige sygdomme.
- Hjertekarsygdom og autoimmune sygdomme er de hyppigste
- Multisygdom medfører diagnostisk forsinkelse
- Multisygdom bidrager til invalideringsgrad
- Multisygdom bidrager til nedsat livskvalitet
- Øjescanning (OCT) har vist øget skade på nerver hos multisyge
Kilde: Nasrin Asgari
Læs mere om sclerose og multisygdom her:
Om Scleroseforeningen
Scleroseforeningen er en privat sygdomsbekæmpende organisation, som arbejder på vegne af de mere end 120.000 danskere, der som patient eller pårørende lever med konsekvenserne af den uhelbredelige, fremadskridende og invaliderende sygdom.
Vi støttes af knap 100.000 medlemmer og bidragydere. Vi støtter forskning, yder støtte og rådgivning og udbreder kendskab til sygdommen, som vi i Danmark har verdens højeste forekomst af per indbygger.
Vi har sekretariat i Valby, men er landsdækkende med 44 lokalafdelinger fordelt over hele landet samt Færøerne.
Følg pressemeddelelser fra Scleroseforeningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Scleroseforeningen
1.000 patienter fulgt: Rapport dokumenterer konsekvenser af ny fysioterapiordning29.9.2025 12:07:05 CEST | Pressemeddelelse
Scleroseforeningen har i over et år fulgt de samme 1.000 patienter for at undersøge effekten af den nye ordning for vederlagsfri fysioterapi. Ordningen blev indført 1. januar 2024 for sclerosepatienter, men vil i de kommende år udvides til parkinsonpatienter, patienter med følger efter hjerneblødning og patienter med kronisk leddegigt.
Landsamling: Rekordmange samlede ind til forskning i sclerose15.9.2025 09:48:14 CEST | Pressemeddelelse
6.500 indsamlere deltog i går i Scleroseforeningens landsindsamling – det højeste antal nogensinde og 1.500 flere end sidste år. Danskerne fastholder samtidig sidste års rekordniveau med 6,5 millioner indsamlede kroner til forskning i sclerose. "Et rørende bevis på danskernes opbakning," siger foreningens direktør.
Europæisk undersøgelse: Danske sclerosepatienter lever med massiv symptombyrde – og halter bagefter på arbejdsmarkedet13.9.2025 18:08:38 CEST | Pressemeddelelse
Over 1.000 danske patienter har deltaget i stor europæisk undersøgelse, der viser, at sygdommen rammer hårdt, og at Danmark er blandt de lande i Europa, hvor færrest bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Har du også spejdet forvirret efter din cykel de seneste dage?11.9.2025 10:56:38 CEST | Pressemeddelelse
Så er du ikke alene. Over hele landet har cyklister oplevet ikke at kunne finde deres cykel, for så at få øje på den, men ikke helt som de efterlod den. Pludselig stod den der med en grøn saddel midt i mylderet af cykler – og med en kryptisk besked.
Scleroseforeningen får støtte til renovering af Dronningens Feriebys smukke glastag1.7.2025 08:57:11 CEST | Pressemeddelelse
Scleroseforeningen har fået 1.000.000 kroner fra Nordea-fonden til en udskiftning af glastaget i Dronningens Feriebys Fælleshus, der danner rammen om fællesskabsstyrkende aktiviteter i den handicaptilgængelige ferieby.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum