Red Barnet i ny undersøgelse: Vi er ikke gearet til at hjælpe børn godt nok, hvis vi bliver ramt af en katastrofe
13.5.2025 06:30:00 CEST | Red Barnet | Pressemeddelelse
Børns behov fylder alt for lidt i Danmarks samlede kriseberedskaber, viser ny kortlægning. I en tid med et markant øget trusselsbillede skal vi gøre mere for at hjælpe børn – både før, under og efter en krise eller katastrofe. Derfor præsenterer Red Barnet en række anbefalinger til at styrke fokus på børns behov i Danmarks samlede kriseberedskab.

Hvad gør vi, hvis strømmen ryger, nettet bryder sammen, og der ikke er vand i vandhanen som følge af en naturkatastrofe eller hybridangreb? Hvordan håndterer vi et terrorangreb eller et skoleskyderi? Og hvordan sikrer vi, at de over en million danske børn, der færdes i skoler, fritidstilbud, daginstitutioner og bag hjemmets fire vægge, får den hjælp, kommunikation og støtte, som de har brug for?
– Overordnet er børn ikke systematisk tænkt ind i de generelle beredskabsplaner, og der er ikke specifikke procedurer eller overordnede principper for, hvordan man generelt håndterer børns behov i krisesituationer. Det kan få store konsekvenser, hvis vi skulle stå i den ulykkelige situation, at Danmark bliver ramt af en større krise”, fortæller psykolog i Red Barnet Pernille Spitz, der står bag kortlægningen.
Og der er god grund til at styrke indsatsen for at sikre børns behov og perspektiv i det samlede beredskab. For kriser og katastrofer kan i værste fald medføre voldsomme og langvarige posttraumatiske reaktioner hos børn, der både kan påvirke deres trivsel og udvikling, samt føre til søvnbesvær og koncentrationsbesvær. Og hvis børn ikke får tilstrækkelig støtte til at komme sig oven på en krise, kan eftervirkningerne vare lagt ind i voksenlivet.
– Vi har for eksempel set, hvordan terrorangrebet i Utøya har haft langsigtede konsekvenser for de børn og unge, der var vidne til angrebet. To år efter oplevede mange unge stadig fysiske symptomer som svær hovedpine og smerter i kroppen, og godt og vel halvdelen af de unge havde stadig søvnproblemer 8,5 år efter angrebet. Det er et skrækeksempel på, hvordan en voldsom og brutal handling, der udfoldede sig over få timer, hjemsøger børnene mange år efter. Derfor er det så vigtigt, at vi har det bedste setup, så vi kan hjælpe børnene bedst muligt – både før, under og efter en krise, siger Pernille Spitz.
– Det er ikke nok at tale om børn – vi skal tale med dem. Når kriser truer, så er der brug for voksne, der tør forklare det svære. Vi voksne skal give plads til spørgsmål og skabe tro på, at vi kan og vil passe på fremtiden. Den slags kommunikation bygger både tryghed og tillid. Red Barnet er med deres anbefalinger med til at sætte et vigtigt fokus på, hvordan vi bedst muligt inddrager børn i kriseberedskab, siger minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen.
Også hos Østifterne, der har støttet undersøgelsen, er man glade for, at der nu er kastet lys over, hvordan det står til med børnene i landets kriseberedskaber.
– Det er afgørende, at vi nu har et godt grundlag for at gøre alt, hvad vi kan som samfund for, at alle børn kan føle sig trygge og udvikle sig bedst muligt. Børn skal opleve, at vi som samfund lytter til dem og tager dem alvorligt. Det betyder også, at vi skal indtænke dem i forhold til de trusler, som Danmark står over for. Vi skal hjælpe dem med at forstå denne nye verden, så de kan handle, og så de kan få hjælp, hvis vi bliver ramt af en krise eller en katastrofe, siger Laura Thatt, projektchef i Østifterne.
Sammen med kortlægningen præsenterer Red Barnet en række anbefalinger til, hvordan vi kan styrke kriseberedskabet i Danmark og sikre, at børn systematisk er tænkt ind i alle dele af beredskabet. Red Barnet anbefaler blandt andet:
- at der udvikles alderssvarende kommunikation om kriser og beredskab til børn sammen med kommunikation rettet mod forældrene, så de bliver styrket i at skabe tryghed for sig selv og deres børn.
- at der tilvejebringes mere viden om børns oplevelser af kriser og det aktuelle trusselsbillede i Danmark.
- at der tilvejebringes mere viden om anbringelsessteders kriseberedskab.
- at der udvikles principper og eksempler på god praksis for, hvordan beredskabsplaner kan imødekomme børns rettigheder og behov.
- at der fast er børnefaglig ekspertise til stede i centrale krisekoordinerende organer.
- at der skabes en struktur, som sikrer, at myndigheder og civilsamfund samarbejder om at skabe et sikkerhedsnet under børn i udsatte positioner.
- at der sikres systematisk opsøgende støtte til børn og familier efter voldsomme krise- og katastrofehændelser.
- at flere – både børn og voksne – lærer psykisk førstehjælp.
- at styrke opmærksomheden på det, som børn møder online.
Kontakter
Laurids Bæk SimonsenPressechef
Tlf:2283 3692labs@redbarnet.dkLinks
Om Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og flere end 120 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Millioner af børn sulter i Sydsudan: Stor bevilling skal redde liv og hjælpe familier i verdens yngste land17.6.2026 08:52:33 CEST | Pressemeddelelse
Over det næste år kommer titusinder af familier i Sydsudan til at modtage hårdt tiltrængt støtte, når en afgørende indsats ledet af Red Barnet bliver udvidet betragteligt. Over 120.000 mennesker kommer til at få glæde af projektet, der støttes med over 80 millioner kroner af EU
Flere børn får ferie og fællesskab med støtte fra Salling Fondene4.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere børn og familier i udsatte positioner får nu mulighed for at komme på lejr eller deltage i Red Barnets klubber. Det sker, efter at Red Barnet har modtaget 1,9 millioner kroner fra Salling Fondene. Donationen skal sikre, at endnu flere børn og familier bliver en del af trygge fællesskaber, der giver gode relationer og styrker trivslen.
Red Barnet, Norsk Flygtningehjælp og LEGO Fonden går sammen om at give 300.000 børn i kriser adgang til tryghed, leg og læring21.5.2026 10:10:28 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt partnerskab til en værdi af 200 millioner kroner skal sikre afgørende hjælp til børn i en tid, hvor historisk mange lever i aktive konfliktzoner.
H.M. Kongen, Ursula von der Leyen og Hillary Clinton sætter fokus på AI’s indvirken på børn og unges liv ved stor international konference i København8.5.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 12. maj samles globale beslutningstagere, eksperter og erhvervsledere på Christiansborg til Copenhagen Summit – en international konference om kunstig intelligens og børn. Tidligere EU-kommissær Margrethe Vestager, Red Barnet og Common Sense Media står bag konferencen, som skal sætte en ny retning for den digitale børnebeskyttelse i en tid, hvor AI fylder mere og mere i børn og unges liv.
Hr. Skæg og Red Barnet hjælper børn gennem sirenernes hylen i dag: Forberedelse mindsker frygt6.5.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det kan være en voldsom oplevelse for børn, når sirenerne hvert år bliver testet den første onsdag i maj. Derfor har Red Barnet lavet materiale og en kampagnefilm med Hr. Skæg, der skal klæde lærere og pædagoger på, så de kan tage samtalen og forberede børn i børnehaver og skoler på sirenernes hylen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum