
Junkbusters buldrer frem med 40% vækst
Affaldsvirksomheden Junkbusters oplever markant fremgang i både Danmark og Tyskland, drevet af innovative og bæredygtige affaldsløsninger samt digital CO2-rapportering. Investeringer i egenudviklet software har samtidig mere end fordoblet bundlinjen i både Danmark og på koncernplan.

Junkbusters koncernen har afsluttet 2024 med rekordhøj vækst og en omsætning, der for første gang passerede 120 mio. kr. Det fremgår af det netop offentliggjorte koncernregnskab, som viser en toplinjestigning på 40% i forhold til året før.
Bæredygtighed og digitalisering betaler sig
Ifølge adm. direktør Steffen Rasmussen skyldes væksten virksomhedens målrettede investeringer i bæredygtige affaldsløsninger, egenudviklet software og CO2- og miljørapportering.
”Vi har gennem adskillige år satset målrettet på udvikling af vores software og digital affaldsrapportering, og det kan nu tydeligt ses på vores vækst. Kunderne efterspørger dokumenterbare, bæredygtige løsninger, og det har vi kunnet omsætte til succes på tværs af markeder,” siger Steffen Rasmussen.
Byggebranchen i Danmark driver stærk efterspørgsel
På hjemmemarkedet i Danmark har Junkbusters især oplevet stor efterspørgsel fra byggebranchen. Selskabet leverer i dag affaldsløsninger til flere af landets største entreprenører og typehusfirmaer, der i stigende grad fokuserer på bæredygtig affaldshåndtering og dokumentation af klimaaftryk.
Ny forretningsmodel giver tysk gennembrud
I Tyskland har Junkbusters for alvor fået fodfæste i den grønne energisektor, efter byggebranchen i flere år har haft det hårdt. En ny forretningsmodel, hvor Junkbusters samarbejder med mindre vognmænd med flyttebiler om indsamlingen af emballageaffald fra førende udbydere af solceller og varmepumper i hele Tyskland har bidraget betydeligt til væksten på det tyske marked. Resultatet er, at Junkbusters’ tyske datterselskab for første gang leverede overskud i 2023, og væksten tog yderligere fart i 2024.
Miljødata som konkurrencefordel – og afsæt for fortsat vækst
Ledelsen tilskriver fremgangen Junkbusters’ fokuserede indsats på bæredygtige affaldsløsninger samt brugen af egenudviklet software til CO2- og miljørapportering.
”Vi oplever at bureaukratiet er stigende i affaldsbranchen, men Junkbusters software er bygget netop til at kunne håndtere dette, og vi har derfor mulighed for at optimere på de arbejdsgange som kræves af os som affaldsvirksomhed” understreger Steffen Rasmussen.
Virksomheden hjælper eksempelvis kunderne med at sortere affald ved kilden og kan levere automatiseret, detaljeret data om affaldsmængder, genanvendelsesgrader og CO2-aftryk for hver opgave. Disse tiltag har ikke alene reduceret miljøbelastningen – de har også givet Junkbusters en konkurrencefordel på markedet, hvor stadig flere efterspørger dokumentation for bæredygtighed.
"Efterspørgslen på grønne affaldsløsninger har aldrig været højere, og vores satsning på digitalisering, åbne API-løsninger og bæredygtighed giver nu fuldt udslag – ikke kun i miljøet, men også på bundlinjen. Jeg er enormt stolt af vores team, der har knoklet for at nå hertil, og af det resultat, vi har leveret i 2024," siger Steffen Rasmussen.
Styrket regnskab og god trend
Af koncernregnskabet fremgår det desuden, at Junkbusters opnåede en bruttofortjeneste på 28,7 mio. kr. i 2024. Resultat før skat landede på 4,95 mio. kr., og trenden har været stærkt opadgående de sidste 5 år. En stor og langvarig investering i opstarten i Tyskland gør, at selskabet har en negativ egenkapital, men det er ikke noget som får direktøren til at ryste på hånden.
”Det går faktisk går endnu bedre end budgetteret, og allerede næste år vil der være en positiv egenkapital. Vi er kommet styrket ud af nogle hårde år og står nu bedre rustet end nogensinde. 2025 er begyndt forrygende med fortsat vækst i både Danmark og Tyskland, og vi forventer at fortsætte den stærke udvikling resten af året." tilføjer Steffen Rasmussen, adm. direktør i Junkbusters A/S og Junkbusters Group ApS, som er holdingselskabet.
Nøgleord
Kontakter
Steffen RasmussenCEOJunkbusters A/S
Tlf:+45 28 26 27 28sr@junkbusters.dkBilleder




Om Junkbusters A/S
Junkbusters A/S blev stiftet i 2009 og er i dag et af Danmarks førende affaldsselskaber med aktiviteter i Danmark, Sverige og Tyskland. Virksomheden beskæftiger omkring 40 medarbejdere og samarbejder – som en af de få landsdækkende aktører – med over 60 lokale transportører, hvilket betyder, at der dagligt er mange Junkbusters-biler på vejene for at servicere kunder, Junkbusters fokuserer på innovative affaldsløsninger og markedsførende miljø- og CO2-rapportering, der dækker både transport og bortskaffelse af affald.
Følg pressemeddelelser fra Junkbusters A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.