Skov er en god forretning: Høje træpriser giver rekordhøjt overskud
Overskuddet i de private skove er det højeste i over ti år, viser nye tal fra Dansk Skovforening. Den økonomiske fremgang skyldes især stigende træpriser og voksende efterspørgsel på træ til den grønne omstilling.

De danske skove er i økonomisk topform. Ifølge nye tal fra Dansk Skovforening har de private skovejere ikke haft større overskud i mere end ti år.
I gennemsnit havde skovejerne et overskud på godt 2400 kr. pr. hektar i 2023 – en stigning på 20 procent i forhold til året før, som ellers også satte rekord.
Det fremgår af Dansk Skovforenings årlige statistik over de private skoves økonomi.
Stigende træpriser driver fremgang
Statistikken viser også, at hugsten er faldet en smule – altså at skovbruget har fældet lidt færre træer end året før. Forklaringen på den spirende skovøkonomi skal i stedet findes i stigende træpriser, som har været på vej op siden 2018. Siden da er den gennemsnitlig pris pr. kubikmeter træ steget mere end 40 procent.
”Men faktisk ser vi forbedrede økonomiske parametre over hele linjen,” siger politisk konsulent i Dansk Skovforening Frederik-Falk Sørensen, der står bag statistikken.
Ud over træproduktion henter skovejere nemlig også indtægter fra jagt, boligudlejning, juletræer og pyntegrønt.
Efterspørgsel på skoven
Direktør i Dansk Skovforening, Anders Frandsen, glæder sig over, at foreningens medlemmer har en stadigt stærkere forretning.
"Den positive udvikling viser, at der er høj efterspørgsel på træ til den grønne omstilling. Og når vi skal omstille til et bioøkonomisk samfund, vil der kun blive større rift om de biogene ressourcer, skovene leverer," siger han.
Træ kan blandt anvendes i byggeri og møbler, hvor det kan erstatte materialer som stål, beton og plast. Samtidig er der gang i forskning og udvikling af nye produkter, hvor træ kan bruges som råvare i et bioøkonomisk samfund i form af fx tøj, bioplast og asfalt.
Derfor er der både behov for at plante mere skov og optimere udnyttelsen af træressourcerne, mener Dansk Skovforening, som har leveret input til den grønne trepart, der skal øge det danske skovareal fra 15 til 20 procent af Danmarks samlede areal.
Derfor er det også vigtigt at fastholde gode rammevilkår for skovbrug.
”Det er generelt sådan, at hvis noget er en god forretning, kommer der som regel mere af det. Derfor skal det også være attraktivt at være skovejer, hvis vi skal have flere lodsejere til at gå i den retning,” siger Anders Frandsen.
Om Private Skoves Økonomi
Dansk Skovforening har hvert år siden 1938 udgivet en statistik over de private skoves økonomi, kun afbrudt af besættelsen i 1940-1945. Det er den eneste statistiske opgørelse, der dokumenterer danske private skoves økonomi.
Tallene bygger på indberetninger fra Dansk Skovforenings medlemmer og viser gennemsnitlige økonomiske nøgletal pr. hektar skov.
Nøgleord
Kontakter
Anders FrandsenDirektørDansk Skovforening
Tlf:+ 45 4048 8450af@danskskovforening.dkJoakim Bisgaard JensenKommunikationskonsulentDansk Skovforening
Tlf:+45 4280 1141jj@danskskovforening.dkBilleder

Om Dansk Skovforening
Dansk Skovforening er skovbrugets brancheorganisation. Vi arbejder for, at skovejerne kan drive skovbrug på gode vilkår og udvikle natur- og miljøværdier til gavn for både ejere og samfund.
Følg pressemeddelelser fra Dansk Skovforening
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Skovforening
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum