
Medlemmerne har talt: Jenny Bøving Arendt er valgt som ny forperson for Børnesagens Fællesråds bestyrelse
Børnesagens Fællesråd har på sit årsmøde i går den 7. maj 2025 valgt Jenny Bøving Arendt som ny forperson for bestyrelsen. Hun afløser Lena Søgaard, der efter mange års engageret indsats nu takker af.

Generalsekretær Pernille Gry Petersen udtrykker stor taknemmelighed over Lena Søgaards betydningsfulde bidrag:
“Lena har gennem en årrække været en uundværlig drivkraft i udviklingen af Børnesagens Fællesråd. Hendes stærke værdikompas og vedholdende indsats har været afgørende for, at vi i dag står med en organisation, der er rustet til at sætte endnu stærkere aftryk på børne- og ungeområdet.”
Om valget af Jenny Bøving Arendt siger Pernille Gry Petersen:
“Jeg er meget glad for, at vi nu får Jenny som bestyrelsens forperson. Jenny har solide kompetencer inden for ledelse, politikudvikling og interessevaretagelse – og hun har stor erfaring fra interesseorganisationer og komplekse samarbejder. Hun deler vores ambition om, at ingen børn og unge i Danmark skal vokse op i udsathed – og at det kræver tidlig forebyggelse, reel inddragelse af børnene og stærkt samarbejde mellem alle de voksne, der har betydning i børns liv. Jeg ser frem til et tæt og tillidsfuldt samarbejde, hvor Jenny som bestyrelsesleder vil være med til at spille både sekretariatet og hele organisationen stærkere.”
Jenny Bøving Arendt har senest været direktør for paraplyorganisationen Danske Gymnasier og har tidligere bl.a. været afdelingschef i Danmarks Lærerforening og rådgiver for Københavns tidligere overborgmester.
Jenny Bøving Arendt udtaler:
“Det er en ære at blive valgt som forperson for bestyrelsen i Børnesagens Fællesråd. Jeg glæder mig til at bidrage med min erfaring og mit engagement i arbejdet for, at alle børn i Danmark vokser op med muligheder, fællesskab og omsorg. Det er et område, der ligger mig dybt på sinde, og jeg ser frem til et tæt samarbejde med bestyrelsen, generalsekretæren og de mange engagerede medlemsorganisationer – alt sammen til gavn for børnene.”
Nøgleord
Kontakter
Pernille Gry PetersenGeneralsekretær
Tlf:+45 24 62 62 42pgp@boernesagen.dkBilleder

Børnesagens Fællesråd blev etableret i 1903 og har som Danmarks ældste uafhængige børnerettighedsorganisation alle år arbejdet for at forbedre forholdene for danske børn og unge i sårbare og udsatte positioner.
Vi er en demokratisk og upartisk paraplyorganisation for en lang række lands- og landsdelsdækkende medlemsorganisationer, der til sammen arbejder med og for over 100.000 børn og unge i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Børnesagens Fællesråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.