VELUX FONDEN

Kreative værksteder støtter patienter fra psykiatrien under og efter indlæggelse

Del

Borgere i psykiatrien oplever øget trivsel, når de engagerer sig i Den Rullende Daghøjskole og arbejder med hænderne. Daghøjskolen har nu fået en yderligere bevilling fra VELUX FONDEN til at fortsætte sit afgørende arbejde og sikre en støtteordning, der hjælper borgerne videre.

Simone Nielsen husker sin skepsis.

Det var hendes andet døgn som indlagt på en psykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, hvor hun havde svært ved at se, hvordan det at lave lædernøgleringe og synge kollektivt med på Shu-bi-duas ’Vuffeli-vov’ kunne gavne hendes situation, som virkede ”noget nær håbløs”.

”Mange af dem, jeg var indlagt med, deltog i en kreativ daghøjskole, som tog ud på hospitalet. ”Skal du ikke med derned,” spurgte de. ”Nej, det gider jeg ikke”. Der gik en måned, før jeg valgte at prøve det. Den første gang, jeg landede dernede, føltes det trygt og imødekommende. Jeg kunne mærke, at jeg trådte ind i et rum fuld af tryghed og fortrolighed,” siger hun.

Simone Nielsen har ligesom en række andre borgere med erfaringer fra psykiatrien oplevet, hvordan Den Rullende Daghøjskole har skabt positive forandringer.

Kreativitet og fællesskab som en vej til recovery

Det er Kompetencehuset, en uafhængig selvejende institution, der driver daghøjskole i Aarhus Kommune, som står bag projektet. 

Det har til formål at understøtte recovery-processen blandt patienter i psykiatrien under og efter et indlæggelsesforløb. Det unikke er, at borgerne under indlæggelsen bliver tilbudt kreative værkstedsfag og adgang til et fællesskab, som de kan fortsætte i på daghøjskolen efter hospitalsopholdet.

”Det kreative arbejde med hænderne giver mindfulness og får tankerne væk fra hovedet og ud i hænderne. Vi oplever fra dem, vi møder, en overvældende glæde og begejstring, og vi mærker, at vi har skabt noget meningsgivende og en hverdag for borgerne, som ligner livet uden for hospitalet,” siger daghøjskolens forstander, Nis Peter Nissen.

Vellykkede metodeudviklingsprojekter

VELUX FONDEN bevilgede i 2022 2,1 millioner kroner til projektet, der stemmer overens med fondens ambition om at udvikle nye metoder for samarbejdet mellem civilsamfundet, regioner og kommuner – til gavn for mennesker i svær psykisk mistrivsel.

Projektet har vist, hvordan civilsamfundet kan samarbejde med offentlige instanser om at skabe strukturelle forandringer, der har sat varigt aftryk på omsorgspraksis under og efter et indlæggelsesforløb i psykiatrien.

I løbet af projektets løbetid var der flere end 1.400 enkeltstående patientbesøg i Den Rullende Daghøjskoles værksteder på den psykiatriske afdeling. Daghøjskolen har dermed oplevet, at når den hver tirsdag og torsdag rullede ind på Aarhus Universitetshospital, så mødte mellem 10 og 20 borgere op og medvirkede til, at hospitalet summede af sang, latter og fællesskab. 

Flere får nu mulighed for at fortsætte i daghøjskolen efter indlæggelse

Den Rullende Daghøjskole har samtidig mærket en stigende interesse for dets efterværnstilbud, hvor borgerne kan fortsætte med at deltage i kreative værksteder på selve daghøjskolen efter et indlæggelsesforløb i psykiatrien. 

De oplevede blandt andet rekordmange deltagere i september 2024, hvor 172 deltagere tog forbi det kreative værksted uden for hospitalet. 

Den nye tillægsbevilling fra VELUX FONDEN på 900.000 kroner går til forankringen af daghøjskolens efterværnsindsats. 

”Som fond har vi en ambition om at understøtte metodeudviklingsprojekter, der enten kan gavne flere borgere gennem skalering eller gennem en langsigtet forankring via udvikling af en bæredygtig økonomimodel, der kan sikre indsatsens fremtidige drift efter projektperioden. Den Rullende Daghøjskole har udviklet en virkningsfuld metode i projektet, og vi håber, at den nu med endnu en bevilling kan forankres, så borgerne også fremadrettet kan benytte tilbuddet efter deres indlæggelse, hvis de ønsker det,” siger Jimmie Gade Nielsen, fondsrådgiver i VELUX FONDEN.

Mens Aarhus Universitetshospital yder støtte til, at daghøjskolen kan besøge psykiatrien og tilbyde patienterne kreative værkstedsfag på selve hospitalet, kan bevillingen fra VELUX FONDEN således være med til at sikre, at deltagerne har mulighed for at fortsætte med at komme i daghøjskolen, efter deres forløb på hospitalet.

Det glæder Simone Nielsen, at daghøjskolen kan fortsætte med at gøre en forskel for dem, som svær psykisk mistrivsel rammer:

”Det er jeg evigt taknemmelig for – ikke kun på mine vegne, men også på de fremtidige brugeres vegne. Det er et initiativ og et tilbud, jeg ikke vidste, at jeg havde brug for, men som nu føles tæt på umuligt at undvære.”

Kontakter

Om VELUX FONDEN

VELUX FONDEN er en almennyttig fond, der ønsker et demokratisk og bæredygtigt samfund på et oplyst og inkluderende grundlag.

VELUX FONDEN arbejder for at forbedre menneskers liv og handlemuligheder i et demokratisk og bæredygtigt samfund ved at støtte forskning og indsatser inden for eller på tværs af sociale forhold, alderstrin, voksenlivets overgange, samfund og kultur samt havmiljøet. VELUX FONDENs 2030-strategi adresserer således en lang række væsentlige samfundsudfordringer inden for områderne Sociale indsatser, Et hav i balance, Human- og samfundsvidenskabelig forskning og kultur samt Voksenlivets overgange og forandringer.

Læs mere på www.veluxfonden.dk

Følg pressemeddelelser fra VELUX FONDEN

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra VELUX FONDEN

Udvikling af juridiske kompetencer inden for bæredygtighed på tværs af Danmark14.4.2025 09:02:36 CEST | Pressemeddelelse

Danmarks juridiske uddannelses- og forskningsmiljøer er netop gået sammen i et 5-årigt initiativ for at udvikle ny viden og kapacitetsopbygning inden for bæredygtighed. Gennem forskning og uddannelse inden for jura vil initiativet JURiB –’Juridiske Kompetencer inden for bæredygtighed’ – understøtte den grønne omstilling og udviklingen af et mere bæredygtigt samfund. VELUX FONDEN støtter initiativet, der skydes i gang med tre konkrete projekter, hvor bæredygtighed undersøges ud fra et virksomhedsperspektiv, et offentligretligt perspektiv og et internationalt perspektiv.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye