ZOO jubler: Truet art var væk i 20 år. Nu er den tilbage
For første gang i to årtier kan den grønbrogede tudses karakteristiske kvækken høres på Orø. Der er registreret hanner, der kvækker, ved Hegnegårdssøen, og flere voksne tudser er observeret ved Orøstrand – et historisk fund og en vigtig sejr for dansk naturgenopretning

Efter 20 års tavshed kan man igen høre kvækken fra de grønbrogede tudser på Orø. Grønbrogede hanner af den truede tudseart er blevet hørt kvække ved Hegnegårdssøen, og flere voksne tudser er observeret ved Orøstrand. Fundene markerer et gennembrud i arbejdet med at redde en af Danmarks mest truede paddearter – og kulminationen på mange års målrettet naturgenopretning.
Zoologisk Have, Holbæk Kommune, lodsejere og lokale beboere har alle spillet en aktiv rolle i bestræbelserne på at bringe tudsen tilbage til øen.
- Det er fantastisk at se, at vores arbejde har båret frugt, og at der nu er voksne grønbrogede tudser i naturen på Orø. At de findes i et område, hvor de har været uddøde i 20 år, er ret utroligt. Det er det, vi har drømt om og håbet på – og det er fantastisk at se – og høre – effekten af vores indsats. Og fantastisk at Holbæk Kommune prioriterer at gøre noget for den grønbrogede tudse. Når vi hjælper den, så gør vi også meget andet godt for andre arter. Vand er liv, og mange insekter og fugle har også glæde af selv det mindste vandhul, hvor tudserne er fundet, siger Lene Vestergren Rasmussen, dyrepasser og projektleder i Zoologisk Have.
Fra væk til kvæk
Den grønbrogede tudse har i årtier været i stærk tilbagegang i Danmark. Fra 1940’erne til 1980’erne forsvandt op mod 88 procent af artens levesteder. I dag er tudsen helt væk fra Jylland og findes kun få steder på Sjælland, Lolland, Falster og i Det Sydfynske Øhav. Tudsen er på rødlisten over truede arter og omfattet af EU’s habitatdirektiv.
På Orø har arten været forsvundet i to årtier. Men siden 2008 har Holbæk Kommune arbejdet på at genetablere vandhuller og omgivelser, der passer specifikt til den grønbrogede tudses yngleforhold. Men da tudserne var væk, rakte Holbæk Kommune ud til Zoologisk Have for at samarbejde om levering af tudser til genudsættelsen.
I 2022 blev de første 100 etårige tudser og tusindvis af haletudser fra Zoologisk Haves avlscenter genudsat på øen.
Hvert år siden da har ZOO avlet flere tusinde haletudser, som er blevet sendt med trækfærge til Orø.
Siden 2022 har man håbet på – og krydset fingre for – at genudsætningen ville have effekt. Det er nu lykkedes, og tudserne er tilbage på øen. Dog er arbejdet langt fra ovre.
- Det er fantastisk, at vi igen kan høre den grønbrogede tudses kvækken på Orø. Det viser, at langsigtet og målrettet naturgenopretning virker. En stor tak skal lyde til de private lodsejere, der har åbnet deres arealer for, at Holbæk Kommune kunne grave nye vandhuller og dermed skabe levesteder for en af Danmarks mest truede padder. Samarbejdet mellem Holbæk Kommune, ZOO og lokale ildsjæle er en sejr for biodiversiteten og et vigtigt skridt for at sikre tudsens overlevelse. Det er derfor et indsatsområde, der vil fortsætte hos os, fortæller Karen Thestrup Clausen, der er formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur i Holbæk Kommune.
Naturgenopretning nytter
Der er nogle bestemte forhold, der skal til for at opfylde kravene til den grønbrogede tudses levesteder og yngleforhold. De trives kun i lavvandede, solrige vandhuller med begrænset plantevækst – forhold, der sjældent opstår naturligt i moderne landskaber. Derfor er der behov for pleje, vedligeholdelse og planlægning.
De seneste observationer tyder nu på, at tudserne ikke blot overlever – men forsøger at yngle. Hannernes karakteristiske fløjtekvæk, der kan høres på stille forårsnætter, er ikke blevet registreret på Orø i over 20 år. Men nu kan de, hvis man er heldig, høres.
- Jeg var på Orø en stille forårsnat i sidste uge – og pludselig brød to grønbrogede tudser stilheden med deres karakteristiske fløjtetriller. Det var første gang i over 20 år, lyden lød på øen – og det var helt magisk. Det er et tydeligt tegn på, at vores indsats virker. Selv om der stadig er stille ved mange af vandhullerne, håber vi, at flere tudser følger trop i løbet af sæsonen, jubler Peter W. Henriksen, biolog tilknyttet projektet i alle årene.
Flere tudser på vej
Allerede den 28. maj bliver årets første kuld haletudser genudsat i vandhullerne på Orø. Målet er, at bestanden på sigt bliver selvreproducerende – og dermed ikke længere afhænger af menneskelig hjælp.
Zoologisk Have har gennem mere end 20 år spillet en central rolle i bevarelsen af danske paddearter som klokkefrø, strandtudse og grønbroget tudse.
ZOO opdrætter de små padder i Haven på Frederiksberg og udsætter hvert år i tusindvis i den danske natur til gavn for biodiversiteten. Viden og samarbejder med lodsejere og kommuner er en hjørnesten i arbejdet. Og tudsernes tilbagevenden til Orø er et konkret og opmuntrende bevis på, at naturindsatser virker, når de er langsigtede, velkoordinerede – og bliver fulgt til dørs.
FAKTA: Grønbroget tudse og projektet på Orø
- Holbæk Kommune begyndte genetablering af vandhuller på Orø i 2008 med hjælp fra Peter W. Henriksen, Limno Cosult.
- Zoologisk Have genudsatte de første grønbrogede tudser og haletudser i 2022.
- Tudserne på Orø stammer fra haletudser indsamlet på Hesselø.
- Haletudserne opdrættes i ZOOs avlscenter i Zoologisk Have på Frederiksberg.
- Tudsen er 6–9 cm lang, lever op til 7 år og lægger op til 18.000 æg.
- Arten findes i dag kun i det sydøstlige Danmark og er på rødlisten over truede arter.
Kontakter
Camilla Cornelius SørensenPresse- og kommunikationschefZOO
Tlf:+4530167373cams@zoo.dkBilleder
ZOO er sat i verden for at fremme naturbevarelse. Det gør vi gennem inspiration og opdagelser for vores gæster i Zoologisk Have København. Vi bidrager aktivt i det internationale arbejde med at bevare dyrearter og naturområder. Vi øger interessen og forståelsen af naturen og dens mangfoldighed og bidrager med vigtig forskning. Alt, hvad vi gør, er natuligvis baseret på et videnskabeligt grundlag.
Følg pressemeddelelser fra Zoologisk Have i København
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Zoologisk Have i København
GAVMILD VELGØRER GAV 17 MILLIONER KRONER : PÅ DENNE DATO KOMMER CHIMPANSERNE UD2.5.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 16. maj vil fremadrettet stå som en stor og vigtig dag i Zoologisk Haves historie Levende billeder af chimpanser her: https://we.tl/t-ejMLoHiYkE (credit: ZOO)
Ærgerlige dyrepassere om parringsforsøg: Måtte stoppe mens stemningen var god10.4.2025 19:20:00 CEST | Pressemeddelelse
Pandaerne i ZOO er onsdag aften tilbage i hver deres anlæg efter parringsforsøg
Spændingen stiger i ZOO: Onsdag aften blev pandaerne lukket sammen9.4.2025 20:31:11 CEST | Pressemeddelelse
Det korte vindue, hvor der er mulighed for en pandaparring i ZOO, er nu begyndt Video fra onsdag aften første møde. https://wetransfer.com/downloads/a7af7823ac42513fa39b47fd8497797d20250409181846/670ae23cc88846b488880ee7ef434d6020250409181846/ae5a56?t_exp=1744481926&t_lsid=74b46c29-4ab1-478c-a149-b7d5d819e9f4&t_network=email&t_rid=YXV0aDB8NjM0NmJmN2E4MjhkYjYwYTIxMzU0NjU3&t_s=download_link&t_ts=1744222726
Stolt direktør: Stort underskud vendt til overskud i ZOO2.4.2025 13:20:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter et udfordrende 2023 har Zoologisk Have i København genvundet fodfæstet. 2024 blev et år præget af fremgang i både besøgstal, økonomi og strategiske ambitioner, herunder et markant øget fokus på formidling om projekter inden for biodiversitet og naturbevarelse i Danmark og på tværs af seks kontinenter.
ÅRETS PANDAPARRING: Her er strategien2.4.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
April måned er den vigtigste på året for pandaernes dyrepasserteam i ZOO. Det er nemlig på det tidspunkt, at hunpandaen Mao Sun går i brunst i en kort periode på 1-2 dage. Få dage, der kan gøre en årelang drøm om få pandaunger i ZOO til virkelighed VIDEO HER FRA TIDLIGERE BRUNSTFORSØG:https://we.tl/t-VkXfou63Zf
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum