ZOO jubler: Truet art var væk i 20 år. Nu er den tilbage
7.5.2025 06:00:00 CEST | Zoologisk Have i København | Pressemeddelelse
For første gang i to årtier kan den grønbrogede tudses karakteristiske kvækken høres på Orø. Der er registreret hanner, der kvækker, ved Hegnegårdssøen, og flere voksne tudser er observeret ved Orøstrand – et historisk fund og en vigtig sejr for dansk naturgenopretning

Efter 20 års tavshed kan man igen høre kvækken fra de grønbrogede tudser på Orø. Grønbrogede hanner af den truede tudseart er blevet hørt kvække ved Hegnegårdssøen, og flere voksne tudser er observeret ved Orøstrand. Fundene markerer et gennembrud i arbejdet med at redde en af Danmarks mest truede paddearter – og kulminationen på mange års målrettet naturgenopretning.
Zoologisk Have, Holbæk Kommune, lodsejere og lokale beboere har alle spillet en aktiv rolle i bestræbelserne på at bringe tudsen tilbage til øen.
- Det er fantastisk at se, at vores arbejde har båret frugt, og at der nu er voksne grønbrogede tudser i naturen på Orø. At de findes i et område, hvor de har været uddøde i 20 år, er ret utroligt. Det er det, vi har drømt om og håbet på – og det er fantastisk at se – og høre – effekten af vores indsats. Og fantastisk at Holbæk Kommune prioriterer at gøre noget for den grønbrogede tudse. Når vi hjælper den, så gør vi også meget andet godt for andre arter. Vand er liv, og mange insekter og fugle har også glæde af selv det mindste vandhul, hvor tudserne er fundet, siger Lene Vestergren Rasmussen, dyrepasser og projektleder i Zoologisk Have.
Fra væk til kvæk
Den grønbrogede tudse har i årtier været i stærk tilbagegang i Danmark. Fra 1940’erne til 1980’erne forsvandt op mod 88 procent af artens levesteder. I dag er tudsen helt væk fra Jylland og findes kun få steder på Sjælland, Lolland, Falster og i Det Sydfynske Øhav. Tudsen er på rødlisten over truede arter og omfattet af EU’s habitatdirektiv.
På Orø har arten været forsvundet i to årtier. Men siden 2008 har Holbæk Kommune arbejdet på at genetablere vandhuller og omgivelser, der passer specifikt til den grønbrogede tudses yngleforhold. Men da tudserne var væk, rakte Holbæk Kommune ud til Zoologisk Have for at samarbejde om levering af tudser til genudsættelsen.
I 2022 blev de første 100 etårige tudser og tusindvis af haletudser fra Zoologisk Haves avlscenter genudsat på øen.
Hvert år siden da har ZOO avlet flere tusinde haletudser, som er blevet sendt med trækfærge til Orø.
Siden 2022 har man håbet på – og krydset fingre for – at genudsætningen ville have effekt. Det er nu lykkedes, og tudserne er tilbage på øen. Dog er arbejdet langt fra ovre.
- Det er fantastisk, at vi igen kan høre den grønbrogede tudses kvækken på Orø. Det viser, at langsigtet og målrettet naturgenopretning virker. En stor tak skal lyde til de private lodsejere, der har åbnet deres arealer for, at Holbæk Kommune kunne grave nye vandhuller og dermed skabe levesteder for en af Danmarks mest truede padder. Samarbejdet mellem Holbæk Kommune, ZOO og lokale ildsjæle er en sejr for biodiversiteten og et vigtigt skridt for at sikre tudsens overlevelse. Det er derfor et indsatsområde, der vil fortsætte hos os, fortæller Karen Thestrup Clausen, der er formand for Udvalget for Klima, Miljø og Natur i Holbæk Kommune.
Naturgenopretning nytter
Der er nogle bestemte forhold, der skal til for at opfylde kravene til den grønbrogede tudses levesteder og yngleforhold. De trives kun i lavvandede, solrige vandhuller med begrænset plantevækst – forhold, der sjældent opstår naturligt i moderne landskaber. Derfor er der behov for pleje, vedligeholdelse og planlægning.
De seneste observationer tyder nu på, at tudserne ikke blot overlever – men forsøger at yngle. Hannernes karakteristiske fløjtekvæk, der kan høres på stille forårsnætter, er ikke blevet registreret på Orø i over 20 år. Men nu kan de, hvis man er heldig, høres.
- Jeg var på Orø en stille forårsnat i sidste uge – og pludselig brød to grønbrogede tudser stilheden med deres karakteristiske fløjtetriller. Det var første gang i over 20 år, lyden lød på øen – og det var helt magisk. Det er et tydeligt tegn på, at vores indsats virker. Selv om der stadig er stille ved mange af vandhullerne, håber vi, at flere tudser følger trop i løbet af sæsonen, jubler Peter W. Henriksen, biolog tilknyttet projektet i alle årene.
Flere tudser på vej
Allerede den 28. maj bliver årets første kuld haletudser genudsat i vandhullerne på Orø. Målet er, at bestanden på sigt bliver selvreproducerende – og dermed ikke længere afhænger af menneskelig hjælp.
Zoologisk Have har gennem mere end 20 år spillet en central rolle i bevarelsen af danske paddearter som klokkefrø, strandtudse og grønbroget tudse.
ZOO opdrætter de små padder i Haven på Frederiksberg og udsætter hvert år i tusindvis i den danske natur til gavn for biodiversiteten. Viden og samarbejder med lodsejere og kommuner er en hjørnesten i arbejdet. Og tudsernes tilbagevenden til Orø er et konkret og opmuntrende bevis på, at naturindsatser virker, når de er langsigtede, velkoordinerede – og bliver fulgt til dørs.
FAKTA: Grønbroget tudse og projektet på Orø
- Holbæk Kommune begyndte genetablering af vandhuller på Orø i 2008 med hjælp fra Peter W. Henriksen, Limno Cosult.
- Zoologisk Have genudsatte de første grønbrogede tudser og haletudser i 2022.
- Tudserne på Orø stammer fra haletudser indsamlet på Hesselø.
- Haletudserne opdrættes i ZOOs avlscenter i Zoologisk Have på Frederiksberg.
- Tudsen er 6–9 cm lang, lever op til 7 år og lægger op til 18.000 æg.
- Arten findes i dag kun i det sydøstlige Danmark og er på rødlisten over truede arter.
Kontakter
Camilla Cornelius SørensenPresse- og kommunikationschefZOO
Tlf:+4530167373cams@zoo.dkBilleder
ZOO er sat i verden for at fremme naturbevarelse. Det gør vi gennem inspiration og opdagelser for vores gæster i Zoologisk Have København. Vi bidrager aktivt i det internationale arbejde med at bevare dyrearter og naturområder. Vi øger interessen og forståelsen af naturen og dens mangfoldighed og bidrager med vigtig forskning. Alt, hvad vi gør, er natuligvis baseret på et videnskabeligt grundlag.
Følg pressemeddelelser fra Zoologisk Have i København
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Zoologisk Have i København
Ny girafkalv født den 13.03 kl. 13.03 i Zoologisk Have København13.3.2026 15:22:25 CET | Pressemeddelelse
NY GIRAFKALV FØDT D. 13.03 KLOKKEN 13.03 // 13031303 En lille ny girafunge er født i Zoologisk Have København. Den kom til verden fredag eftermiddag, hvor både gæster og personale fik sig en stor oplevelse. Mor og unge har det godt.
Nye billeder og video af hanelefantunge Zoologisk Have København12.3.2026 11:54:46 CET | Pressemeddelelse
Nye billeder og video af hanelefantunge. Højere opløsning og flere vinkler.
Ny hanelefantunge født i Zoologisk Have København til stor glæde12.3.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Sjælden fødsel – førstegangsmor Mun klarer det flot Natten til onsdag kl. 03.54 fødte elefanten Mun en hanelefantunge i Elefanthuset i Zoologisk Have København. Aisatiske elefantfødsler i zoologiske haver er relativt sjældne. På verdensplan blev der sidste år registreret omkring 14.
Zoologisk Have København indvier Europas længste leopardsti11.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fra onsdag den 18. marts kl. 10:30 kan gæsterne i Zoologisk Have København opleve leoparderne udforske den 160 meter lange vandresti, der længe har været en anlægsdrøm for Haven.
ZOO bag ny forskning: Gamle zoodyr står i vejen for truede arters langsigtede overlevelse21.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et nyt internationalt studie med deltagelse fra Zoologisk Have i København dokumenterer, at mange pattedyrbestande i europæiske og nordamerikanske zoos er på vej mod demografisk kollaps, hvis dyr ikke får lov til at yngle, og overskydende dyr ikke i et vist omfang aflives som led i en planlagt forvaltning. Kun på den måde kan de zoologiske haver for alvor bidrage til bevarelse af truede arter, men berøringsangst for aflivning er udbredt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


