Forældre i sorg får hjælp via en rejse i lyd
7.5.2025 06:30:00 CEST | Regionshospitalet Gødstrup | Pressemeddelelse
Et banebrydende samarbejde mellem hospitaler, forskere og kunstnere har med støtte fra Region Midtjyllands Kultur og Sundhedspulje udviklet specialdesignede lydrejser, som støtter forældre i den ubærlige situation at miste et barn. 13. maj er der urpremiere på det nye auditive værktøj.

Hvert år mister omkring 200 forældrepar et barn i Region Midtjylland. For mange er det en total undtagelsestilstand – sproget for det der sker mangler, og nervesystemet går i alarmberedskab. Netop her har lyd en særlig styrke, forklarer Birgitte Folmann, ph.d., antropolog og forsker på projektet, og hun tilføjer:
- Vi ved fra forskningen, at specialdesignet lyd og musik kan aktivere områder i hjernen og kroppen, hvor ord ikke kan nå ind. Det giver adgang til nærvær og indre ro – selv i sorgens allerdybeste lag.
Via et tværfagligt samarbejde mellem jordemødre og sundhedspersonale fra tab-afsnittene på Regionshospitalet Gødstrup og på Aarhus Universitetshospital AUH, kulturhuset Frontløberne, Ensemble Edge og en række midtjyske komponister og lydkunstnere, er der skabt et nyt auditivt værktøj, som kombinerer lydterapi, videnskab og kunst.
Et værktøj som ikke kan fikse sorgen, pointerer chefjordemoder Ann Fogsgaard, Regionshospitalet Gødstrup:
- Sorg er ikke noget, der skal helbredes. Den er kroppens naturlige måde at tage afsked på. Det handler derfor ikke om at fjerne sorgen, men om at støtte mennesker i at være i den. Vores mål er at skabe en tilgang, hvor forældre kan være til stede i sorgen, støttet af lyd og musik som et meningsfuldt ritual og et supplement til de nødvendige samtaler mellem de berørte forældre, pårørende og personalet.
Om værket: l y s l ø s
Helt konkret er der udviklet et værk med titlen; l y s l ø s, som er et ca. 50 minutter langt auditivt forløb, eller lydrejse, skabt til at opleves med bind for øjnene og med 3D-lyd via binaurale hovedtelefoner.
Værket rummer musik fra akustiske instrumenter, kor og naturlyde, alt sammen optaget rundt om i hele landet, helt fra Hvide Sande til Møn, med særlige mikrofonteknikker, der fremkalder en stærk følelse af, at lytteren er fysisk tilstede i musikken og lyden.
- Når vi ikke kan bringe forældrene ud i naturen, må vi jo forsøge at bringe naturen ind på hospitalet. Vi har derfor forsøgt at skabe en oplevelse, af at rejse fra den kendte virkelighed, ud i det ukendte, og komme tilbage med en smuk og personlig oplevelse, som ikke kræver ord, forklarer komponist og projektleder Kåre William Wulff.
Urpremiere 13. maj: Konference med headset-koncert
Projektet repræsenterer en ny tendens i sundhedssektoren, hvor kunst og teknologi møder forskning og behandling.
Projektet er støttet med midler fra Region Midtjyllands Kultur og Sundhedspulje og kulminerer den 13. maj 2025 ved en helddagskonference; Kunstens betydning i Sorgen, som finder sted på Regionshospitalet Gødstrup. Foruden oplæg, paneldebat og taler, vil lydrejsen; l y s l ø s uropføres ved en særlig headsetkoncert, hvor deltagerne får 3D headsets på og mulighed for at lytte med bind for øjnene.
Pressen er velkommen
Af praktiske grunde kan pressen melde sig til ved at kontakte kommunikationskonsulent Dorthe Gærup Olesen per mail: dogani@rm.dk eller tlf. 6137 9386.
Nøgleord
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Hospitalet får ny professor i udredning af hjertesygdom2.6.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ph.d. Simon Winther er udnævnt til klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Med udnævnelsen bliver han den tredje professor ved Universitetsklinik for diagnostik, behandling og rehabilitering af iskæmisk hjertesygdom på Regionshospitalet Gødstrup – og hospitalets 10. professor.
Berit Bjerre Handberg bliver ny cheflæge på Operation og Intensiv29.5.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regionshospitalet Gødstrup kan med glæde meddele, at fra 1.9. 2026 er Berit Bjerre Handberg ansat som cheflæge på Operation og Intensiv.
Nu bliver der skabt en sanse– og nyttehave med stort potentiale for fremtiden12.5.2026 08:43:21 CEST | Pressemeddelelse
Det første spadestik er taget til et helt særligt område på Regionshospitalet Gødstrup. En sanse– og nyttehave, der skal være et fristed for patienter og personale, og hvor der skal dyrkes grøntsager og frugt, der skal bruges i hospitalets køkken.
Fejl på opdatering af telefoner er tæt på at være løst8.5.2026 11:25:23 CEST | Pressemeddelelse
Efter, at 1254 telefoner mandag i denne uge blev ramt af en fejl ved en planmæssig opdatering, er Regionshospitalet Gødstrup nu igen ved at være i normal drift.
Nu kan udsatte borgere få lægebehandling på varmestue i Herning6.5.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Tirsdag d. 5. maj begyndte et pilotprojekt med åben lægekonsultation på Blå Kors Danmarks varmestue i Herning. Det er startskuddet til en større indsats for at sikre en let tilgængelig lægehjælp på borgernes præmisser til nogle af de mest udsatte i hele Region Midtjylland.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum