Frygtforskere vil med afsæt i forskningsresultater skabe ’Danmarks uhyggeligste’ escape room
6.5.2025 09:40:43 CEST | Aarhus Universitet: Arts | Pressemeddelelse
I forskningsenheden Recreational Fear Lab på Aarhus Universitet undersøger Mathias Clasen og Marc Malmdorf Andersen, hvorfor mennesker tiltrækkes af frygt og opsøger gys for fornøjelsens skyld. Med en bevilling fra Innovationsfonden får forskerne nu mulighed for at omsætte evidensbaseret viden om frygtpsykologi til handling ved at skabe et escape room.

Smilets By kan snart blive til Skriget By. Forskere fra ’Recreational Fear Lab’ ved Aarhus Universitet har med en bevilling fra Innovationsfonden fået mulighed for at skabe et escape room, der trykker på alle de rigtige knapper i frygtens psykologi.
-Escape rooms er ofte blevet beskyldt for ikke at være rigtigt uhyggelige. Det tror vi, at vi kan lave om på. Vi ved en masse om menneskets frygtpsykologi og om forholdet mellem frygt og nydelse, og den viden vil vi integrere i de gåder, man skal løse undervejs, siger Marc Malmdorf Andersen, lektor i kognitionsvidenskab.
Han og Mathias Clasen, lektor i engelsk, har i mange år forsket i rekreativ frygt, som er udtryk for det fænomen, at mange mennesker tiltrækkes af at lege med frygt i form af alt fra gyserfilm og spøgelseshuse til vilde forlystelser og elastikspring. Forskningsresultaterne vil de nu omsætte til oplevelser.
-Frygt er den mest velbeskrevne og bedst forståede følelse i forskningslitteraturen, men den bliver sjældent appliceret til noget i den virkelige verden, som du kan gøre brug af. I særlig grad ikke, når det gælder rekreativ frygt, forklarer Marc Malmdorf Andersen.
Vi kan lære af frygten
I forskningen har Mathias Clasen og Marc Malmdorf Andersen interesseret sig for, hvad der ligger til grund for, at mange mennesker frivilligt opsøger frygten og eksempelvis betaler for at blive lukket ind i et spøgelseshus med dræberklovne og seriemordere.
-Vores primære hypotese fra laboratoriet er, at fornøjelsen i rekreativ frygt hænger sammen med, at vi lærer noget af frygten. Vi kan dels lære noget om en kropstilstand, vi ikke er vant til at være i, men som vi kan lære bedre at kende, simpelthen ved at blive eksponeret for den. Dels kan det lære os om en række usandsynlige, men ikke umulige scenarier, siger Marc Malmdorf Andersen.
Som eksempel nævner han true crime-podcasts, der har en stor overvægt af kvindelige lyttere.
-Nogle af de rædselshistorier, man hører om i den genre, er jo ret usandsynlige, men ikke umulige. Og de er ofte mere relevante for kvinder at lære af, fordi kvinder ofte er ofre i den genre, forklarer han.
I laboratoriet har forskerne undersøgt fænomenet på forskellig vis. En del af deres empiriske data har de indsamlet i samarbejde med det kommercielle spøgelseshus Dystopia Haunted House, som ligger i Vejle.
-Vi kan se i vores tidlige studier, at horrerfans typisk oplever, at de får en direkte belønning og føler glæde. Selv hvis publikum ikke er så vilde med selve følelsen af frygt, så føler de alligevel, at de har fået noget med, når de går fra en horrerattraktion. De føler, at de har udviklet sig som mennesker, fortæller Marc Malmdorf Andersen.
Ikke for meget, ikke for lidt
Forskningsresultaterne giver Mathias Clasen og Marc Malmdorf Andersen gode forudsætninger for at ramme den rette balance mellem frygt og nydelse. Skal frygten opleves som en fornøjelse, handler det om at udløse den rette dosis af uhygge. Ikke for lidt, ikke for meget.
-Det gælder ikke nødvendigvis om at maksimere, hvor uhyggeligt det skal være, men om at ramme lige dér, hvor det er tilpas fedt - frygtens sweetspot, forklarer Mathias Clasen.
Han uddyber, at man i en kontekst, hvor alle deltagende ved, at der er tale om underholdning, som udgangspunkt godt kan skrue op for blusset.
Støttet med 1,5 mio.
Udviklingen af det forskningsbaserede escape room sker i samarbejde med Thomas Terkildsen, psykolog, som tidligere har forsket ved Recreational Fear Lab. Ud over frygtforskning har han specialiseret sig i ’gamification’ og udvikling af virtual reality.
Thomas Terkildsen var også gruppemedlemmet, der oprindeligt fik ideen til projektet, der nu har modtaget en bevilling på 1,5 millioner kroner fra Innovationsfondens program Innoexplorer. Programmet støtter forskere, der har opnået forskningsresultater med potentiale til at danne grundlag for en levedygtig virksomhed.
Forskernes bud på et horror-inspireret escape room vil efter planen åbne i Aarhus til Halloween 2026. Ambitionerne er høje, og gæsterne kan forberede sig på et veltilrettelagt gys.
-Vi vil gerne skabe noget, der ikke er set før, og som folk er villige til at rejse efter. En slags frygtoplevelsesøkonomiens svar på en Michelin-restaurant, fortæller Mathias Clasen.
Kontakter
Marc Malmdorf AndersenLektor i kognitionsvidenskab, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
mana@cas.au.dkMathias ClasenLektor i engelsk, Institut for Kommunikation og Kultur
Tlf:+45 87162631mc@cc.au.dkBilleder

Links
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Christian Olaf Christiansen vinder international pris for forskning i menneskerettigheder28.9.2026 09:01:06 CEST | Pressemeddelelse
Christian O. Christiansen, professor i Idéhistorie ved Aarhus Universitet, modtager James J. Busuttil Medal and Prize for Human Rights for sin forskning i menneskerettigheder. Prisen uddeles af det britiske videnskabelige selskab, Royal Asiatic Society.
Større fokus på børn og unges skrivelyst kan styrke både skrivning og læsning17.9.2026 10:22:24 CEST | Pressemeddelelse
Børn og unges skrivning står ofte i skyggen af læsning, der med de nye PISA-resultater igen er kommet i fokus i skoledebatten. Men de to kompetencer og elevers lyst til at skrive og læse hænger tæt sammen. Med en ny forskningsoversigt i serien Pædagogisk indblik fra DPU får vi for første gang på dansk et overblik over, hvad vi ved om børn og unges skrivelyst. Forskningsoversigten giver desuden konkrete anbefalinger til, hvordan elevers skrivelyst kan styrkes både i grundskolen og på ungdomsuddannelser.
Ny forskning om det romerske vejnet16.9.2026 07:44:50 CEST | Pressemeddelelse
Sidste år kortlagde et internationalt forskerhold ledet af forskere fra Aarhus Universitet næsten 300.000 kilometer romerske veje – over 100.000 kilometer mere end hidtil kendt. Fundet gav dermed et langt mere detaljeret billede af Romerrigets omfattende vejnet. Nu viser ny videnskabelig undersøgelse af forfatterne bag sidste års kortlægning, at Rom ikke var så central i det romerske vejnet, som man ofte antager. Undersøgelsen er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Communications.
NCUM: Kompetenceudvikling af matematiklærere og -vejledere kan løfte elever i matematik10.9.2026 09:43:32 CEST | Pressemeddelelse
De nye PISA-målinger viser et bekymrende fald i danske skoleelevers matematikkompetencer. En del af løsningen kan være toårige forskningsbaserede og praksisrettede kompetenceudviklingsforløb for matematiklærere og -vejledere på alle grundskoler, lyder anbefaling fra Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning.
Nyt forskningsprojekt vil kortlægge litteraturens sanselige kraft8.9.2026 09:14:38 CEST | Pressemeddelelse
Hvorfor kan en roman få os til at høre bølgerne slå mod kysten, mærke kulden i en vinternat eller næsten smage en madeleinekage? Det spørgsmål står centralt i et nyt forskningsprojekt fra Center for Humanities Computing på Aarhus Universitet, som nu inviterer offentligheden til at hjælpe med at undersøge, hvordan litteratur aktiverer vores sanser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum