Sakskøbing BoligselskabSakskøbing Boligselskab

God fremdrift i renoveringen af Apotekervænget

Del

Renoveringen af de almene boliger i Apotekervænget i Sakskøbing skrider godt frem. Forventningen er, at de beboere, der har været genhuset i processen, kan flytte ind i deres nyrenoverede hjem i løbet af sommeren.

En mand står foran et nyrenoveret indgangsparti i en bygning.
Formand for afdelingsbestyrelsen i Apotekervænget, Johnny Bælum, foran et af de nyrenoverede indgangspartier. Foto: Sakskøbing Boligselskab

”Det er en større omgang, vi er i gang med, men heldigvis går det støt fremad,” fortæller Lene Rørholt, formand for Sakskøbing Boligselskab, der står bag det omfattende renoveringsprojekt.

Projektet omfatter 24 stueboliger, der ombygges til moderne tilgængelighedsboliger med niveaufri adgang, brede døråbninger og gulve uden dørtrin. Det gør boligerne velegnede til beboere med gangbesvær, rollator eller kørestol. Derudover får de resterende boliger blandt andet nye vinduer og andre forbedringer.

”Der er mangel på boliger på Lolland, så vi glæder os til at kunne byde både nye og nuværende beboere velkommen i et nyrenoveret Apotekervænget,” siger Lene Rørholt.

Fokus på klima og fremtidig drift

Renoveringen er ikke kun et løft af tilgængeligheden – det er også en investering i både klima og økonomi.

”Vi har gjort meget for at energioptimere bygningerne. Det første nye tag er allerede lagt, og de øvrige bygninger følger snart. Samtidig udskifter vi vinduer, døre og indgangspartier, så vi opnår et markant lavere energiforbrug og bedre komfort for beboerne,” siger Lene Rørholt.

Projektet har modtaget over fem millioner kroner fra en særlig pulje i Landsbyggefonden. Pengene fra puljen går til boligtilpasning målrettet ældre – eksempelvis bedre belysning i opgange, ledelinjer i udearealer og kontrastmarkeringer på trapper.

Tålmodighed og genhusning

”Siden projektet blev planlagt, har der været store prisstigninger på blandt andet byggematerialer, og derfor har det også været nødvendigt med længere drøftelser med Landsbyggefonden for at få økonomien til at hænge sammen. Den lange proces gør det kun ekstra tilfredsstillende endelig snart at kunne fremvise den første nyrenoverede bygning,” siger Johnny Bælum, der er formand for afdelingsbestyrelsen i Apotekervænget.

Under renoveringsarbejdet er beboerne i de boliger, der gøres til tilgængelighedsboliger, blevet midlertidigt genhuset, og de kan nu se frem til at vende hjem i løbet af sommeren i år.

”Det har naturligvis været en stor omvæltning for mange, men vi glæder os til at byde dem velkommen tilbage i boliger, der både er mere moderne, mere tilgængelige og langt mere energirigtige,” afslutter Johnny Bælum.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

En bygning under renovering med stilladser og presenninger.
Renoveringen skrider planmæssigt frem i Apotekervænget i Sakskøbing. Foto: Sakskøbing Boligselskab
Download
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye