Emirates offentliggør nyt rekordregnskab
Emirates er verdens mest profitable luftfartsselskab, og Emirates Group er den mest profitable luftfartskoncern.

Dubai, UAE, 8. maj 2025: Emirates Group har i dag offentliggjort årsregnskab for 2024-25. Regnskabet sætter endnu en gang historisk rekord for overskud, EBITDA, omsætning samt kontantbeholdning, og placerer Emirates og Emirates Group (der ud over luftfartsselskabet Emirates også omfatter blandt andet ground handling, catering, rejsebureauer og luftfragtaktiviteter) som hhv. bedst indtjenende luftfartsselskab og -koncern i regnskabsåret 2024-25.
Både luftfartsselskabet Emirates og søsterselskabet dnata bidrog med rekordomsætning som følge af begge selskabers øgede aktivitetsniveau over hele verden for at imødekomme en næsten umættelig efterspørgsel på selskabernes højkvalitets produkter og service.

- Emirates Group opgør sit regnskab pr. 31. marts 2025 som følger:
Rekordoverskud: AED 22,7 mia. / DKK 43,1 mia. (+18 procent)
Rekordomsætning: AED 145,4 mia. / DKK 276,3 mia. (+6 procent)
Rekordhøj kontantbeholdning: AED 53,4 mia. / DKK 101,5 mia. (+13 procent)
Rekordhøj EBITDA: AED 42,2 mia. / DKK 80,2 mia. +6 procent)
- Emirates kan kalde sig verdens mest profitable luftfartsselskab qua:
Rekordoverskud: AED 21,2 mia. / DKK 40,3 mia. (+20 procent)
Rekordomsætning: AED 127,9 mia. / DKK 243,0 mia. (+6 procent)
Rekordhøj kontantbeholdning: AED 49,7 mia. / DKK 94,4 mia. (+16 procent)
- dnata leverede markant vækst og præsterede overbevisende på alle sine forretningsområder:
Rekordoverskud: AED 1,6 mia. / DKK 3 mia. (+2 procent)
Rekordomsætning: AED 21,1 mia. / DKK 40,9 mia. (10 procent)
Rekordhøj kontantbeholdning: AED 3,7 mia. / DKK 7,0 mia.
Koncernen har udbetalt dividende til sine ejere (Investment Corporation of Dubai, ICD) på AED 6,0 milliarder (DKK 11,4 milliarder).
UAE indførte en ny virksomhedsskat i 2023, og 2024-25 er det første fulde regnskabsår, hvor skatten påvirker regnskabet for Emirates Group. Koncernens resultat efter 9 procent selskabsskat er således AED 20,5 milliarder (DKK 39 milliarder).

Hans Højhed Sheikh Ahmed bin Saeed Al Maktoum, Chairman og Chief Executive Emirates Airline og Group:
"Det er ikke nogen tilfældighed, at Dubai har fostret globale luftfarts-successer som Emirates og dnata. Dubais luftfartssektor er blevet en indflydelsesrig aktør på den globale scene – takket være visionære ledere, strategisk planlægning, koordineret eksekvering og stærk opbakning fra vores kunder, samarbejdspartnere og hele Dubais befolkning.
Da regeringen etablerede Emirates for 40 år siden og begyndte at udvide dnatas kapacitet for at understøtte byens vækst, havde vi en klar mission om at være de bedste til det, vi gør – og skabe værdi for Dubai, vores interessenter og de samfund, vi betjener.
Med det for øje har vi haft fuldt fokus på at levere stærke produkter og services, og vi investerer løbende i teknologi og talent for at styrke vores konkurrenceevne. Vi passer på vores medarbejdere og vores kunder, og vi arbejder målrettet på at gøre en positiv forskel i de samfund, vi er en del af. Vi springer ikke over, hvor gærdet er lavest, og vi skyder ikke genveje, der sætter vores fremtid på spil for en kortsigtet gevinst. Ved at bygge vores forretningsmodeller på disse principper – og på Dubais unikke styrker – har Emirates Group ikke blot trivedes, men også bevaret sin robusthed gennem både geopolitiske og samfundsøkonomiske udfordringer gennem årene."
"I 2024-25 har Emirates Group hævet barren ved at sætte nye rekorder for overskud, omsætning og likvide aktiver. Gennem året formåede Emirates og dnata at handle hurtigt for at imødekomme den stærke efterspørgsel på lufttransport på tværs af markeder og vinde kundernes gunst – takket være vores vedholdende investeringer i vores medarbejdere, i opbygning af partnerskaber og i at levere på fremragende produkter og tjenester.”
I 2024-25 investerede koncernen samlet AED 14,0 milliarder (ca. DKK 26,6 milliarder) i nye fly, faciliteter, udstyr, virksomheder og den nyeste teknologi for at understøtte sine vækstplaner.
Koncernens samlede medarbejderstab voksede med 9 procent til 121.223 ansatte – det højeste antal nogensinde – i takt med, at Emirates og dnata fortsatte rekrutteringen på globalt plan for at understøtte den voksende drift og styrke den fremtidige kapacitet.
Sheikh Ahmed om 2025-26:
“Vi går ind i det kommende år med begejstring og optimisme. Vores fremragende økonomiske position giver os mulighed for fortsat at udbygge og skalere vores succesfulde forretningsmodeller. Mens nogle markeder er nervøse over handels- og rejserestriktioner, er udsving ikke noget nyt i vores branche. Vi tilpasser os og navigerer udenom udfordringerne.
Emirates styrker sit netværk med den forventede levering af 16 A350’er og 4 Boeing 777 fragtfly i 2025-26, hvilket vil give den nødvendige kapacitet til at imødekomme kundernes efterspørgsel. Vores retrofit-program vil fortsætte med fuld hastighed for at give vores kunder de nyeste Emirates-produkter og en mere ensartet oplevelse på tværs af vores flåde af A380, B777 og A350.
dnata er på en stabil vækstkurs med investeringer i faciliteter, der realiseres på nøglemarkeder, herunder åbningen af nye anlæg i Amsterdam, Dubai og Erbil næste år, hvilket vil udvide vores kapacitet og evner inden for fragtbehandling markant.
Der er allerede gang i arbejdet på den nye Al Maktoum International Airport (DWC) og den bredere udvikling omkring Dubai South. Vore planlægningshteam arbejder tæt sammen med Dubais lufthavne og andre enheder for at designe og levere fremtidens luftfart og de bedst mulige rejseoplevelser.
Vi har sat høje mål for os selv, men jeg er overbevist om, at vores talentfulde arbejdsstyrke og Dubais vindende formel vil give Emirates Group mulighed for at skabe en endnu lysere fremtid og levere endnu mere værdi til de mennesker, byer og samfund, vi betjener.”

Emirates, luftfartsselskabet
Emirates’ totale passager- og fragtkapacitet voksede med 4 procent til 60,0 milliarder ATKM (kapacitet målt i tonkilometer), hvilket er tæt på kapaciteten før Corona-pandemien.
I løbet af regnskabsåret har Emirates lanceret to nye destinationer (Bogotá og Madagaskar), genstartet ruter til Phnom Penh, Lagos, Adelaide og Edinburgh samt styrket kapaciteten til 21 andre destinationer for at matche stigende efterspørgsel. Pr. 31. marts 2025 servicerede Emirates 148 byer i 80 lande. Emirates udbyggede desuden med 33 codeshare-samarbejder og 118 interline-samarbejder, der sikrer enkel adgang til flere end 1.750 byer uden for Emirates’ eget netværk.
Den første Airbus A350 blev en del af Emirates’ flåde i perioden. Flytypen tilføjer yderligere kapacitet og udfylder en efterspørgsel efter de nyeste produkter, inklusive den populære Premium Economy samt Emirates’ næste-generations underholdningssystem ice. Pr. 31. marts 2025 havde Emirates 4 A350’ere i flåden i drift til Edinburgh, Ahmadabad, Bahrain, Colombo, Kuwait og Mumbai.
Mens der fortsat var forsinkelser i levering af nye fly til Emirates, tilføjede man 99 fly til luftfartsselskabets retrofit-program, der i alt skal opdatere 219 fly med en total nyindretning af kabinen – en samlet investering på USD 5,0 mia. / DKK 33 mia. Pr. 31. marts 2025 afventede Emirates levering af 314 bestilte fly – heraf 61 A350s, 205 Boeing 777x, 35 Boeing 787s og 13 Boeing 777Fs.
Emirates’ samlede flåde udgjorde ved udgangen af marts 2025 260 fly med en gennemsnitsalder på 10,7 år.
Emirates' samlede indtægter for regnskabsåret steg med 6 procent til AED 127,9 milliarder / DKK 243,0 milliarder ved at udnytte kapacitet strategisk til at imødekomme den stigende efterspørgsel på tværs af markeder. Valutaudsving og devalueringer i nogle af luftfartsselskabets største markeder påvirkede rentabiliteten negativt med AED 718 millioner / DKK 1,36 milliarder.
Emirates fik et rekordhøjt driftsoverskud på AED 40,8 milliarder / DKK 77,5 milliarder i 2024-25, hvilket afspejler de stærke kommercielle resultater og giver luftfartsselskabet mulighed for at vækste forretningen fremover.
De samlede driftsomkostninger steg med 4 procent sammenlignet med det foregående regnskabsår. Brændstof- og medarbejderomkostninger var luftfartsselskabets to største omkostningskomponenter i 2024-25, efterfulgt af ejeromkostninger (afskrivninger og amortisering). Brændstof udgjorde 31 procent af driftsomkostningerne sammenlignet med 34 procent i 2023-24. Luftfartsselskabets brændstofsomkostning faldt en smule til AED 32,6 milliarder / DKK 61,9 milliarder sammenlignet med AED 34,2 milliarder / DKK 65 milliarder året før, da lavere gennemsnitlig brændstofpris (ned 10 procent), inklusive gevinster fra hedgeaftaler, opvejede en højere stigning på 5 procent som følge af øget flyaktivitet.
Med en stærk efterspørgsel på rejser på tværs af kundesegmenter, styrken i et globalt netværk og stor kundepræference for selskabets produkter, opnåede Emirates et nyt rekordresultat efter skat på AED 19,1 milliarder / DKK 36,3 milliarder, som overgik sidste års AED 17,2 milliarder / DKK 32,7 milliarder med en ekstraordinær profitmargin på 14,9 procent. Dette er den bedste præstation i luftfartsselskabets historie og i luftfartsbranchen for regnskabsåret 2024-25.
Emirates transporterede 53,7 millioner passagerer (en stigning på 3 procent) i 2024-25, med en kapacitetsstigning på 4 procent. Selskabet noterer en Passenger Seat Factor på 78,9 procent, et lille fald fra 79,9 procent sidste år. Passenger Yield forblev stabil på 36,6 fils (≈ 10,0 øre) per Revenue Passenger Kilometer (RPKM).
Investeringer i kundeoplevelsen
Emirates fortsatte desuden med at investere i at levere endnu bedre kundeoplevelser. Ud over en række forbedringer af inflight-servicen, investerede Emirates AED 63 millioner / DKK 120 millioner i sit loungeprodukt, åbnede to nye lounger i London Stansted og Jeddah og bragte dermed det samlede antal dedikerede Emirates Lounges op på 41 globalt. Desuden renoverede Emirates eksisterende faciliteter i Bangkok og Paris. Investeringerne er en del af en langsigtet strategi i forhold til at sikre premium-kunder de særlige signaturoplevelser på tværs af netværket og ikke kun i Emirates’ hub i Dubai. Luftfartsselskabet lancerede ligeledes Emirates Chauffeur-Drive Service i Riyadh, så denne signaturservice nu tilbydes i over 70 byer.
Emirates World, Emirates’ fysiske premium rejsebutik, åbnede i 8 byer – en investering på AED 34 millioner / DKK 65 millioner. Rejsebutikkerne tilbyder et specialdesignet miljø, hvor Emirates-specialister kan hjælpe kunderne personligt.

En dansk kommentar
"Emirates har også oplevet et succesfuldt år i Danmark med markant vækst på populære destinationer såsom Bali, Vietnam, Thailand, Filippinerne og Sydafrika. Det er tydeligt, at danskernes rejselyst fortsat er stærk, og flere vælger at prioritere komfort og service, når de rejser langt. Et fokusområde for Emirates, der tilbyder et omfattende globalt netværk via Dubai.
Modtagelsen af vores ikoniske A380 har været særdeles positiv blandt kunderne, siden vi ved årsskiftet indsatte flytypen på ruten mellem København og Dubai. Samtidig har vi øget vores kapacitet med over 43 procent, hvilket understøtter efterspørgslen og giver vores passagerer endnu bedre muligheder for at rejse bekvemt og effektivt," siger Morten Balk, landechef, Emirates Danmark.

Emirates SkyCargo – stærk vækst og global rækkevidde
Emirates SkyCargo transporterede 2,3 millioner ton gods verden over – en stigning på 7 procent i forhold til året før. Leveringen af to nye Boeing 777 fragtfly samt to leasede Boeing 747 fragtfly skabte ny kapacitet til at imødekomme den kraftige efterspørgsel på luftfragt.
På trods af fortsatte logistikudfordringer globalt rapporterede fragtdivisionen en omsætning på AED 16,1 milliarder / DKK 30,6 milliarder, hvilket udgjorde 13 procent af Emirates’ samlede indtægter. Fragtindtjeningen pr. tonkilometer (FTKM) steg med 10 procent og er nu tilbage på niveauet fra før pandemien.
Det stærke resultat er et direkte udtryk for Emirates SkyCargo’s evne til at vinde kundernes tillid og imødekomme efterspørgslen med specialiserede logistikløsninger, selskabets globale netværk, Dubais verdensklasse intermodale logistikinfrastruktur og selskabets løbende investeringer i digital teknologi, infrastruktur og skræddersyede produkter.
København tilføjet til fragt-netværket
I årets løb blev København tilføjet til fragt-netværket, og Emirates indgik et MoU med Astral Aviation for at styrke tilstedeværelsen i Afrika. Emirates lancerede også Emirates Delivers, en e-handelsløsning i Saudi-Arabien, der forbinder lokale forbrugere med online-forhandlere i USA og Storbritannien. Som led i digitaliseringsstrategien lancerede fragtdivisionen eQuote – en digital selvbetjeningsløsning, der giver kunder i 75 lande mulighed for at anmode om og håndtere spotpriser døgnet rundt.
Emirates afgav desuden ordre på 10 nye Boeing 777F fragtfly – en markant investering, der skal styrke fragtdivisionens rolle i centrum af den globale handel og logistik. Emirates SkyCargo har i alt 13 fragtfly på ordre og forventer at operere en flåde på 21 fragtfly inden udgangen af 2026. Ved udgangen af marts 2025 bestod flåden af 10 Boeing 777F fragtfly.
Emirates Flight Catering (EKFC) øgede omsætningen fra eksterne kunder med 11 procent til AED 1,1 milliarder / DKK 2,1 milliarder, og producerede 15,4 millioner måltider i 2024-25 til sine 114 luftfartskunder i Dubai. EKFC forpligtede sig samtidig til en investering på AED 160 millioner / DKK 304 millioner i udvidelsen af Linencraft’s vaskerifaciliteter, som fra 2026 vil kunne håndtere 400 ton vasketøj dagligt – og dermed befæste sin position som regionens førende vaskeriservice. EKFC lancerede også Foodcraft, et gourmet B2C-koncept rettet mod forbrugere i UAE.
MMI/Emirates Leisure Retail (ELR) leverede ligeledes solide resultater med en omsætningsvækst på 6 procent til AED 3,1 milliarder / DKK 5,9 milliarder. Begge selskaber oplevede stærk kundetilstrømning på tværs af porteføljen og udvidede deres tilstedeværelse med nye F&B- og retailbutikker på 22 nye lokationer, herunder MMIs første butik i Sri Lanka.
Robust økonomi og risikostyring
Med en stærk kontantbeholdning og positiv driftspengestrøm kunne Emirates i 2024-25 indfri samtlige forpligtelser – inkl. forudbetalinger på fly og finansielle lån – via egne reserver, som pr. 31. marts 2025 udgjorde AED 49,7 milliarder / DKK 94,4 milliarder.
Selskabet indfriede desuden sin US$ 750 millioner store erhvervsobligation, udstedt i 2013 med 12 års løbetid. Obligationen, som var den første usikrede amortiserende obligation udstedt af et luftfartsselskab, var børsnoteret i Irland – og den rettidige tilbagebetaling styrker Emirates’ kreditværdighed på de globale kapitalmarkeder.
I årets løb fortsatte Emirates med at anvende simple terminskontrakter til afdækning af Brent-råolie og raffinaderimargener, samt rentesikringer til at modvirke effekten af renteudsving. På grund af Emirates’ globale tilstedeværelse og valutarisiko, benyttede selskabet løbende valutaoptioner, terminsforretninger og naturlige afdækninger. Den systematiske tilgang har forbedret likviditetsprognoser og sikret stabilitet i en omskiftelig global økonomi.
Bæredygtighed
I løbet af 2024-25 fortsatte Emirates Group med at investere i og implementere initiativer, der reducerer vores påvirkning af planeten, øger engagementet med lokalsamfund samt udvikler og belønner medarbejderne.
Emirates afsøger desuden fortsat mulighederne for at bruge mere bæredygtigt flybrændstof (SAF), hvor det er muligt, på tværs af vores netværk. I 2024-25 fik vi for første gang tanket SAF i London Heathrow og Singapore. Vi tilsluttede os også Tysklands Aviation Initiative for Renewable Energy, som fremmer udvikling og brug af bæredygtigt flybrændstof.
Gennem midler afsat til forskning i bæredygtige løsninger inden for luftfart, indgik Emirates et partnerskab med Aviation Impact Accelerator ved University of Cambridge for at støtte deres forskning i reduktion af emissioner.
Emirates lancerede et storskala solenergi-projekt på Emirates Engineering Centre i Dubai med henblik på at dække 37 % af centrets energibehov; vi indgik som strategisk partner i Dubai Reef-projektet, der fokuserer på bevarelse af havmiljøet; vi tilsluttede os den globale koalition “Move to -15C”, som har til formål at reducere energiforbruget i frysefødevareforsyningskæden; og vi var det første luftfartsselskab, der tilføjede æselhuder til vores embargo på dyre-produkter efter Den Afrikanske Union forbød slagtning af æsler.
Retrofit-programmet
Ved at kombinere innovativ upcycling med socialt ansvar, lancerede Emirates "Aircrafted Kids"-initiativ, hvor udtjente flysædebetræk fra vores retrofit-program, up-cycles til tusindvis af skoletasker, der distribueres af NGO’er til udsatte børn verden over for at støtte deres uddannelse.
dnata udvidede sin flåde af elektrisk og hybridt jordstøtteudstyr (GSE) i lufthavne verden over, herunder elektriske GPU’er i Dubai, elektriske gaffeltrucks i Singapore og elektriske tugtrucks i São Paulo. Vi testede også vores første 100 % elektriske cateringlastbil i Prag. I løbet af året åbnede vi dnata’s ‘Station of Tomorrow’ i Orlando International Airport med en fuldt elektrisk GSE-flåde, og vi gennemførte vores første fuldt elektriske pushback-operation i Australien.
For flåden af ikke-elektriske køretøjer sigter dnata efter at bruge alternative brændstoftyper for at reducere emissioner, hvor det er muligt. I 2024-25 overgik dnata til en biodieselblanding for alle ikke-elektriske airside-køretøjer og GSE’er i Dubai; vi indledte en test med ExxonMobil på fornybart diesel (R20) i Singapore; og vi tog vores tunge køretøjer i London Heathrow i brug, som kører på 90 % Hydrotreated Vegetable Oil (HVO).
I 2024-25 udvidede gruppen sin omfattende portefølje af programmer for medarbejderudvikling, træning, belønning og anerkendelse samt trivsel. Højdepunktet inkluderer: åbningen af Wejhaty, et futuristisk one-stop-shop for medarbejdernes HR-behov; en skræddersyet engagementzone til vores besætningsfællesskab; et tidligt karriereprogram og et internationalt stipendieprogram for emiratier; samt forbedringer af grundløn og tillæg for at balancere den stigende leveomkostning i UAE og på tværs af vores globale netværk.
Yderligere oplysninger om gruppens miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige initiativer kan findes i den fulde Emirates Group Årsrapport for 2024-25.

Det fulde regnskab for Emirates Group, Emirates, dnata, Skycargo etc kan læses på selskabets hjemmeside: https://www.emirates.com/media-centre/annual-report-2024-25/
BEMÆRK: Alle beløb i danske kroner (DKK) er omregnet fra AED (De Forenede Arabiske Emiraters dirham) baseret på en kurs på 1 AED = 1,90 DKK. Den faktiske kurs kan variere, og derfor anbefales det at tjekke den aktuelle valutakurs for præcise omregninger.

Nøgleord
Kontakter
Karsten KeinickeSeniorrådgiverFRIDAY
Tlf:+45 60 830 230emirates@fday.dkBilleder

Vedhæftede filer
Links
EMIRATES i Danmark
Historien om Emirates startede i 1985, da selskabet gik i luften med blot to fly. I dag råder Emirates over verdens største flåde af Airbus A380 og Boeing 777-fly, så selskabets rejsende kan nyde komforten ved flybranchens nyeste og mest effektive wide-body fly.
Emirates inspirerer rejsende over hele verden med et stadig voksende netværk af verdensomspændende destinationer, brancheførende underholdning ombord, regionalt inspireret køkken og service i verdensklasse.
Emirates flyver pt. til flere end 150 destinationer på seks kontinenter, og selskabet har fløjet på ruten København/Dubai siden 2011.
Emirates flyver alle ugens dage mellem Københavns Lufthavn og Dubai med en Airbus A380, verdens største passagerfly.
Læs mere her.
Følg pressemeddelelser fra Emirates
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Emirates
Emirates' milliardinvestering sender flere retrofittede fly på vingerne29.4.2025 14:06:52 CEST | Pressemeddelelse
Ved udgangen af 2025 vil Emirates betjene over 70 byer med fly indrettet med luftfartsselskabets nyeste interiør. De opdaterede Boeing 777'ere, A380'ere og spritnye A350'ere repræsenterer dermed næsten 50 % af netværket. I alt kan Emirates tilbyde over 2 millioner Premium Economy-sæder om året ved udgangen af 2025. Luftfartsselskabets retrofitprogram repræsenterer det største i luftfartshistorien med en investering på næsten 33 milliarder kroner og en plan om opdatering af 219 fly til en endnu bedre rejseoplevelse. 29. april 2025: Nu sker det igen: Emirates annoncerer, at de indsætter en række Boeing 777- og Airbus A380-fly med opgraderede kabiner på ruter til yderligere 8 byer i netværket. Det sker i løbet af de kommende måneder. Luftfartsselskabet indsætter retrofittede A380'ere på ruterne til Bangkok, Hong Kong, Nice og Perth samt retrofittede Boeing 777'ere på ruter til Madrid, Kuala Lumpur, Phuket og Frankfurt samt endnu en retrofittet Boeing 777-rute til Dublin*. Planerne om at i
Påske med stil – og ægstravagance – hos Emirates16.4.2025 15:12:03 CEST | Pressemeddelelse
Emirates gør altid lidt ekstra i forbindelse med internationale højtider, og det gælder selvfølgelig også påsken. Skal du flyve de kommende dage, kan du godt glæde dig til lidt ekstra forkælelse.
Emiraters udvider populært tilbud til hele året8.4.2025 10:26:17 CEST | Pressemeddelelse
My Emirates Pass har periodevist givet rejsende med luftfartsselskabet Emirates særlige fordele og goder i De forenede arbaiske Emirater og især i selve Dubai. Nu udvides det populære tilbud til at gælde hele året.
Emirates A350'er sætter kurs mod Norden19.3.2025 07:22:11 CET | Pressemeddelelse
Emirates har investeret milliarder i 65 A350'ere til levering over de kommende år, og de første er allerede gået på vingerne. Nu indsættes det topmoderne wide-body fly på yderligere syv destinationer, og den 1. september 2025 bliver Oslo den første nordiske hovedstad til at byde flyet velkommen.
Vores tips til en uforglemmelig sommer i Dubai12.3.2025 12:38:48 CET | Pressemeddelelse
Hent inspiration i Emirates' bedste tips til Dubai og vær sikker på en forrygende sommer – uanset om du rejser til Dubai med familien, din partner eller alene.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum