Ny løsning og milliontilskud sikrer Hus Forbis fremtid
Regeringen, Hus Forbi og Danske Bank er enige om en løsning, der sikrer, at sælgere af sociale aviser fortsat kan modtage betaling via digitale betalingsløsninger.
Den sociale avis Hus Forbi spiller en vigtig rolle for samfundets mest udsatte borgere.
Regeringen er derfor sammen med Hus Forbi, Danske Bank og et bredt flertal af Folketingets partier nået frem til en løsning, der muliggør, at Hus Forbi også i fremtiden kan betales med digitale betalingsløsninger som MobilePay.
Netop de digitale betalingsløsninger er en helt central del af det fortsatte salg af avisen. I 2023/2024 blev 7 ud af 10 betalinger for Hus Forbi foretaget via MobilePay.
Løsningen indebærer, at der vil blive fremsat lovgivning i efteråret 2025 med henblik på, at indtægter fra salg af sociale aviser som Hus Forbi fremover bliver fritaget for skat og modregning i eventuelle sociale ydelser. Indtægterne fritages op til en årlig beløbsgrænse på 42.766 kroner.
Dermed bliver det også i fremtiden muligt at drive den sociale avis.
Der vil derudover blive givet et tilskud til Hus Forbi-foreningen, så de kan etablere et setup, hvor de kan hjælpe de hjemløse med at identificere sig hos banken.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
"Vores mest udsatte borgere skal mødes med værdighed. Hus Forbi er ét af de tilbud, som giver sårbare mennesker et formål og en grund til at stå op om morgenen. Det skal vi værne om. Derfor er vi sammen med Hus Forbi og Danske Bank kommet frem til en løsning, som fremtidssikrer Hus Forbi. For mange tyr til de digitale betalingsløsninger, og derfor har vi sikret, at sælgerne også i fremtiden kan bruge fx MobilePay. Det betyder, at man stadig kan give et bidrag og gøre en forskel."
Skatteminister Rasmus Stoklund siger:
"Jeg er utrolig glad for, at der er fundet en løsning, hvor vi fjerner nogle af de barrierer, der ellers kunne afholde hjemløse og andre udsatte fra at fortsætte deres arbejde som avissælgere."
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
"Hus Forbi-sælgerne har været bekymrede for deres fremtid. Og jeg forstår dem godt. Muligheden for at tjene egne penge og have det fællesskab, som Hus Forbi også er, giver værdi og værdighed i et liv, der ellers kan være barsk. Derfor er jeg også glad for, at der er fundet en fælles løsning, som sælgerne er glade for. Folk, der lever et skævt liv, har brug for løsninger, der passer til dem."
Sekretariatsleder, Hus Forbi, Lærke Demant-Ladefoged siger:
"Den løsning, vi har opnået i dag, er både historisk og principiel. Den sikrer ikke blot, at sælgere af Hus Forbi fortsat kan modtage digital betaling, men anerkender også, at mennesker i hjemløshed og udsatte positioner har ret til at være en del af det moderne samfund. Vi skylder en stor tak til Stenbroens Jurister - særligt Maja Løvbjerg Hansen og Filip Soos - for deres uvurderlige juridiske støtte i navigeringen gennem komplekse lovgivningsmæssige udfordringer. Vi anerkender også det betydelige politiske engagement, der har været afgørende for at bringe denne løsning til virkelighed. Ligeledes fortjener Danske Bank anerkendelse - ikke kun for deres nuværende partnerskab, men for at have løftet et socialt ansvar ud over det sædvanlige ved at holde en midlertidig løsning i live og bidrage til en holdbar sektorløsning. Denne løsning er et vigtigt skridt, men ikke det sidste. Vi ser frem til at følge udviklingen tæt og sikre, at teknologi, lovgivning og sociale indsatser fortsat understøtter de mest udsatte i vores samfund."
Mark Wraa-Hansen, privatkundechef, Danske Bank siger:
"Hus Forbi er en unik organisation, som gør et helt særligt stykke arbejde, og det er klart, at Hus Forbi-organisationen og dens sælgere har en anden profil end den typiske bankrelation. Derfor har der skulle tages nogle særlige skridt for at sikre, at Hus Forbi og lovgivningen passer sammen. Vi har arbejdet hårdt på at kunne blive ved med at hjælpe Hus Forbi, og derfor er vi glade for, at vi i tæt dialog og samarbejde med Hus Forbi og med myndighederne nu har fundet frem til en fælles forståelse, som bidrager til at fremtidssikre Hus Forbi."
Erhvervsordfører, Socialdemokratiet, Mette Reismann siger:
"Hus Forbi-avisen er vigtig for rigtig mange hjemløse og andre udsatte borgere i Danmark. Derfor er Socialdemokratiet utroligt glad for, at vi har fundet en løsning, som alle parter kan være tilfredse med. For mange hjemløse og udsatte borgere betyder Hus Forbi-avisen, at de har noget at stå op til om morgenen, og det betyder, at de tjener deres egne penge. Det skal vi som samfund støtte dem i."
Erhvervsordfører, Moderaterne, Charlotte Bagge siger:
"Digitalisering må aldrig efterlade de mest udsatte på perronen. Derfor sikrer vi med denne aftale, at Hus Forbi-sælgerne fortsat kan tjene deres egne penge på ordentlige vilkår. Samtidig skaber vi trygge og ansvarlige rammer for den digitale udvikling - og styrker det vigtige sociale arbejde, Hus Forbi-forretningen løfter hver eneste dag."
Erhvervsordfører, Venstre, Louise Elholm siger:
"Det er rigtig positivt, at der er fundet en løsning, som sikrer, at hjemløse fortsat kan sælge "Hus forbi". Samtidig glæder det os, at Danske Bank vælger at tage et socialt ansvar i forhold til at hjælpe "Hus Forbi"-sælgerne med at få styr på de nye regler."
Erhvervsordfører, SF, Lisbeth Bech-Nielsen siger:
"I SF har vi kæmpet for, at mennesker i hjemløshed fortsat kan tjene deres egne penge gennem salget af Hus Forbi - også i en tid, hvor alt bliver mere digitalt og måske også udfordrende for nogle af de mest udsatte i vores samfund. Derfor er jeg glad og stolt over, at det nu er lykkedes os at finde en løsning, der sikrer Hus Forbi-sælgernes fortsatte mulighed for at modtage betaling med MobilePay. Dette er et godt første skridt, det næste bliver at sikre en NemKonto til alle der ønsker en."
Erhvervsordfører, Enhedslisten, Rosa Lund siger:
"Jeg er glad for at ministeren tog vores budskab alvorligt, da vi rettede henvendelse til ham om den her problemstilling, allerede sidste år. Den løsning der er fundet nu, er med til at sikre, at Hus Forbi fortsat kan bidrage med den store indsats de gør for gadens folk, og det er vi meget glade for i Enhedslisten."
Erhvervsordfører, Liberal Alliance, Pernille Vermund siger:
"I Liberal Alliance er vi glade for, at regeringen har lyttet til vores bekymringer, og at vi har opnået en god fælles forståelse om Hus Forbi-sælgeres fortsatte brug af digital betaling. Det er helt i Liberal Alliances ånd, at vi nu fritager indtægter fra skat og fradrag i sociale ydelser op til en årlig beløbsgrænse for nogle af samfundets mest udsatte borgere. Samtidig er vi glade for, at ordningen på sigt bliver evalueret, så vi kan løse eventuelle udfordringer, der måtte opstå."
Erhvervsordfører, Konservative, Helle Bonnesen siger:
"For Det Konservative Folkeparti har det været afgørende at finde en løsning, så vores mest udsatte borgere fortsat kan sælge Hus Forbi med digital betaling. Det har samtidig været vigtigt for os, at der nu indføres en bagatelgrænse, så vores udsatte borgere ikke bliver beskattet og modregnet i sociale ydelser, når de sælger Hus Forbi. Vi skal værne om sociale projekter som Hus Forbi, som giver borgere på kanten af samfundet værdighed."
Erhvervsordfører, Danmarksdemokraterne, Betina Kastbjerg siger:
"Jeg er glad for, at vi nu er enige om at finde en generel løsning, så vi kan sikre Hus Forbi-avisens fortsatte eksistens og ikke mindst grundladet for foreningens sociale arbejde. Hvidvaskreglerne er til af en årsag, men det er klart, at de ikke skal spænde ben for nogle af samfundets mest udsatte borgere, som med Hus Forbi-salget har et formål at stå op til og en mulighed for at tjene penge."
Erhvervsordfører, Radikale Venstre, Katrine Robsøe siger:
"Det er enormt glædeligt, at vi nu har fundet en løsning for Hus Forbi og deres sælgere. Jeg kommer naturligvis til at følge med videre, så vi sikrer, at det virker efter hensigten. Derudover vil jeg glæde mig til fortsat at kunne købe Hus Forbi med MobilePay."
Erhvervsordfører, Dansk Folkeparti, Peter Kofod siger:
"I en tid, hvor færre og færre har kontanter på sig, er det helt naturligt, at sælgere af Hus Forbi får mulighed for at gøre brug af MobilePay, og at der skabes mulighed for en Basalkonto. Dansk Folkeparti hilser også velkommen, at beløb på op til 250 kroner betragtes som salgsindtægt og derfor ikke bliver beskattet op til et vist årligt beløb. Vi er glade for, at der dermed er skabt en god og sikker løsning for de hjemløses salg af Hus Forbi."
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Ministre kalder til dialog om forbedrede og nye muligheder for boliglån i landdistrikterne2.5.2025 11:01:01 CEST | Pressemeddelelse
Erhvervsminister Morten Bødskov og minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin skal mødes med en bred kreds af organisationer for at få konkrete bud på, hvordan det bliver lettere at købe sin egen bolig i Danmarks landdistrikter.
Milliardsikring til dansk handelsflåde i tilfælde af krig1.5.2025 10:46:17 CEST | Pressemeddelelse
Nyt lovforslag skal sikre den danske handelsflåde i tilfælde af stormagtskrig eller krig med dansk deltagelse.
Presseinvitation: Regeringen inviterer til lancering af løsning for Hus Forbis fremtid1.5.2025 07:36:59 CEST | Pressemeddelelse
Fredag d. 2. maj 2025 lancerer regeringen sammen med Hus Forbi, Stenbroens Jurister og Danske Bank en løsning, der sikrer den sociale avis Hus Forbis fremtid. I den forbindelse inviteres pressen til præsentation af løsningen på Hus Forbis adresse i Vanløse klokken 12.30 Der vil være mulighed for særskilte interview med både erhvervsministeren og løsningens øvrige parter efter præsentationen. Tid: Fredag d. 2. maj kl. 12.30 Sted: Hus Forbis adresse på Jernbane Allé 68, 2720 Vanløse Der er adgang for pressen fra kl. 12.15, og der skal fremvises gyldigt pressekort ved indgangen. Tilmelding er nødvendig og skal ske til presserådgiver Peter Henningsen Hansen på peheha@em.dk.
Bredt flertal udskyder EU-krav til bæredygtighedsrapportering29.4.2025 14:12:10 CEST | Pressemeddelelse
Et bredt flertal i Folketinget er nu enige om at udskyde EU-krav om bæredygtighedsrapportering (CSRD). Udskydelsen betyder helt konkret, at en lang række danske virksomheder allerede nu kan indstille investeringer i at leve op til de nye krav.
Nu åbner trecifret millionstøtte til Danmarks grønne styrkepositioner25.4.2025 10:00:03 CEST | Pressemeddelelse
Der er nu åbent for ansøgninger til regeringens grønne investeringsordning. I 2025 har ordningen et budget på 657 mio. kr. og er samtidigt justeret, så flere mindre projekter kan søge midlerne. 2025-runden kan sikre grønne investeringer for over 4 mia. kr. i Danmark
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum