Læskedrikreklamenævnet indgår samarbejdsaftale med Forbrugerombudsmanden
Retningslinjerne for markedsføring af læskedrikke er blevet strammet med særligt fokus på energidrikke og influentmarkedsføring. Samtidig har Læskedrikreklamenævnet indgået en samarbejdsaftale med Forbrugerombudsmanden.
Læskedrikke må hverken markedsføres på en måde, der opfordrer til overdrevet forbrug, eller være uforenelig med en sund og varieret kost. Og over for børn er der ekstra begrænsninger.
Det slås fast i retningslinjerne for markedsføring af læskedrikke, som Læskedrikreklamenævnet har strammet og tilføjet specifikke regler for energidrikke.
Foruden at markedsføring af energidrikke ikke må rettes mod personer under 18 år, må der ikke bruges personer under 18 år i markedsføringen eller placeres energidrikke i medier, som bliver benyttet af en betydelig andel børn.
Advarselsmærkningen om at børn eller gravide ikke bør indtage energidrikke skal desuden placeres klart og tydeligt, fx i toppen af dåsen med energidrik.
Samtidig med revisionen af sine retningslinjer har Læskedrikreklamenævnet indgået en samarbejdsaftale med Forbrugerombudsmanden, som fører tilsyn med overholdelse af markedsføringsloven.
”Beskyttelsen af børn og unge er et helt centralt og vigtigt fokuspunkt. Vi ser frem til samarbejdet med Læskedrikreklamenævnet, hvor vi særligt ser en styrke, når det kommer til håndhævelsen af markedsføringsrestriktioner for energidrikke”, udtaler forbrugerombudsmand, Torben Jensen.
Aftalen betyder bl.a., at de to parter gensidigt orienterer hinanden om relevante klagesager om markedsføring af energidrikke, samt at Læskedrikreklamenævnet kan sende sager videre til behandling hos Forbrugerombudsmanden, hvis erhvervsdrivende undlader at efterkomme kritik fra nævnet.
”Jeg ser frem til samarbejdet med Forbrugerombudsmanden, der skal styrke beskyttelsen af børn og unge mod uhensigtsmæssig markedsføring. Vi har allerede et tillidsfuldt samspil via Alkoholreklamenævnet, som jeg glæder mig til at udbygge”, siger Marlene Winther Plas, der både er formand for Alkoholreklamenævnet og Læskedrikreklamenævnet.
---
Læskedrikreklamenævnet består af Bryggeriforeningen, De Samvirkende Købmænd samt Kreativitet & Kommunikation under ledelse af en uvildig advokat, Marlene Winther Plas.
Links
Følg pressemeddelelser fra Læskedrikreklamenævnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Læskedrikreklamenævnet
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum