Danva

Nyt kort styrker mulighed for at beskytte drikkevand og vandmiljø

Del

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs nye og mere detaljeret kvælstofretentionskort, markerer et vigtigt skridt på vejen mod et sundere vandmiljø og en styrket beskyttelse af Danmarks drikkevandsressourcer flere steder.

Det nye retentionskort kan bestemme, hvilke arealer, der dårligst optager den gødning, som udledes på landbrugsarealer, og som påvirker vandmiljø og grundvand. Foto: Colourboc
Det nye retentionskort kan bestemme, hvilke arealer, der dårligst optager den gødning, som udledes på landbrugsarealer, og som påvirker vandmiljø og grundvand. Foto: Colourboc

Staten, kommuner, de lokale, grønne treparter og vandforsyninger får nu et mere præcist værktøj til at identificere, hvor målrettet arealudtag og omlægning af landbrugsjord vil have størst effekt over for kvælstofudledning. Det opdaterede kort styrker dermed den fremtidige arealplanlægning til gavn for vandmiljø og grundvandsbeskyttelse.

Ifølge DANVA er det nye kort et længe ventet værktøj:

"Kortet giver os mulighed for mere præcist at integrere beskyttelse af drikkevand mod nitrat i arealkabalen. Det er grundlaget for at nå de nationale mål for kvælstofreduktion, men det kan også være med til at sikre vores grundvandsressourcer mod nitrat, som flere steder i landet udgør et alvorligt problem. Det understøtter dermed en mere helhedsorienteret planlægning, som balancerer hensyn til natur, biodiversitet, skov og – ikke mindst – vores drikkevand," siger direktør Carl-Emil Larsen.

Kvælstof udgør risiko for drikkevandet

Kvælstof er ikke blot et miljøproblem for vandmiljøet i søer og fjorde – det udgør også en reel risiko for vores drikkevand. Når kvælstof, typisk fra gødning, udvaskes til grundvandet, kan indholdet af nitrat være sundhedsskadeligt i for høje koncentrationer.

”En effektiv indsats mod kvælstofudvaskning i særlige områder af landet er helt afgørende for at sikre rent drikkevand – både nu og for kommende generationer,” siger Carl-Emil Larsen.

Det opdaterede retentionskort afslører betydelige forskelle i, hvor effektivt jordbundsforholdene naturligt tilbageholder kvælstof. Derfor rummer det viden om, hvor man skal prioritere indsatser både i forhold til sårbare fjorde og søer samt grundvandsmagasiner, hvorfra danskernes drikkevand hentes. Det er typisk drikkevandsboringer på ejendomme i landzone, der er selvforsynende og vandværker uden beskyttede magasiner bl.a. i det nordlige Danmark, som skal forholde sig til udfordringen med nitrat i grundvandet.

Beskyttelse mod pesticider

DANVA understreger desuden, at den nye nationale kortlægning af grundvandsdannende oplande også bør inddrages aktivt nu i de lokale grønne treparters omlægningsplaner – selvom hele arbejdet endnu ikke er færdigt:

"De kommende udpegninger dækker kun en delmængde af de allerede identificerede indvindingsoplande. Derfor er der ingen grund til at afvente den færdige kortlægning. Data om grundvandet, som ligger i MARS-databasen, bør indgå i planlægningen allerede nu – det er langt nemmere at tilpasse planer i tide end at skulle revidere dem i sidste øjeblik. Desuden skal arealer med i omlægningsplanerne nu, så vi ikke igen om tre år skal ud for at kræve mere areal af de samme lodsejere," siger Carl-Emil Larsen.

DANVA opfordrer sine medlemmer, vandselskaberne, til at vurdere deres arealbehov vedrørende grundvandsbeskyttelse. Desuden understøtter vandsektorens brancheorganisation dem i aktivt at deltage i de lokale treparter, hvor den fremtidige arealanvendelse fastlægges.

Det nye kvælstofretentionskort kan frit tilgås via GEUS's hjemmesid: https://www.geus.dk/om-geus/nyheder/nyhedsarkiv/2025/apr/nyt-retentionskort-tilgaengeligt-i-mars

Fakta:

Kvælstof i landskabet: Kvælstof anvendes i landbruget som gødning for at fremme vækst. En del af dette kvælstof optages af planterne, men en betydelig mængde udvaskes til vandmiljøet – både overfladevand og grundvand. 

Fra kvælstof til nitrat: Når kvælstof nedbrydes i jorden, omdannes det til nitrat – en vandopløselig forbindelse, der let trænger ned gennem jordlagene til grundvandet. Særligt på sandede jorde og i områder med lav naturlig retention er risikoen for udvaskning høj. 

Hvorfor er nitrat farligt? Nitrat i grundvandet kan medføre sundhedsrisici. Grænseværdien for nitrat i drikkevand er 50 mg/l. For meget nitrat kan forstyrre iltoptagelsen i blodet, især hos spædbørn (det såkaldte "blå børn"-syndrom), og der er mistanke om kræftrisici ved længerevarende eksponering.

Et studie fra Aarhus Universitet viser, at der er forhøjet risiko for kræft i tyk- og endetarm ved nitrat i drikkevandet. Også ved koncentrationer der ligger langt under den gældende grænseværdi. De højeste nitratkoncentrationer ses primært i små private vandforsyninger. 

Drikkevandet i Danmark: Danmark er et af de få lande i verden, der baserer al drikkevandsforsyning på uberørt grundvand (uden behov for kemisk rensning). Det gør det danske drikkevand unikt, men også sårbart. Når først et grundvandsmagasin er forurenet med nitrat, kan det tage årtier eller længere, før det igen er rent – hvis det overhovedet bliver det. 

Hvorfor er retentionskortet vigtigt? Det nye kvælstofretentionskort viser, hvor i landet landskabet naturligt tilbageholder kvælstof – og hvor det ikke gør. Det er derfor et centralt værktøj i målrettet arealforvaltning og udtag af landbrugsjord. Kortet gør det muligt at forebygge kvælstofudvaskning til vandmiljøet og grundvandet ved at fokusere indsatserne der, hvor risikoen og effekten er størst. 

Konklusion: Forebyggelse er den eneste reelle strategi for at beskytte vores grundvand. Det kræver, at vi i planlægningen af arealanvendelse – både lokalt og nationalt – inddrager pesticidudledning og kvælstofretention i relation til grundvandsdannelse. Værktøjer som det nye retentionskort er derfor en nøgle til at sikre rent drikkevand for fremtiden flere steder.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Carl-Emil Larsen adm. dir. DANVA
Carl-Emil Larsen adm. dir. DANVA
Download

Links

DANVA - Dansk Vand- og Spildevandsforening

DANVA er brancheorganisation for danske vandselskaber. DANVA: 

Forener alle vandkredsløbets aktører i samarbejde om bæredygtige løsninger.

Forstærker alle, der sikrer forbrugernes tillid til vand, effektiv drift og en høj forsyningssikkerhed.

Fortæller alle om værdien og effekten af danske vandløsninger, der skaber liv og sundhed.

Følg pressemeddelelser fra Danva

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danva

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye