Regeringen lancerer ny handlingsplan for kvinder og piger i konflikt
I dag lancerer regeringen den femte danske nationale handlingsplan om Kvinder, Fred og Sikkerhed. Med handlingsplanen vil Danmark styrke indsatsen for kvinders fulde, lige og meningsfulde deltagelse i arbejdet for fred og sikkerhed.
Danmark var det første land i verden til at udarbejde en national handlingsplan for Kvinder, Fred og Sikkerhed (WPS) i 2005. Siden fulgte tre yderligere handlingsplaner i 2008, 2014 og 2019. Men der er stadig meget arbejde at gøre. Kvinders deltagelse i fredsprocesser er langt fra realiseret. Samtidig viser forskning at fredsprocesser, der involverer kvinder, er mere holdbare. Konfliktniveauet er det højeste siden 2. verdenskrig, og vold mod kvinder i konflikt er steget. Udfordringer forværres af klimaforandringerne, økonomisk ulighed og autoritære regimer.
"Arbejdet med kvinder, fred og sikkerhed er en mærkesag for Danmark som medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Med den nye handlingsplan går Danmark foran og styrker arbejdet for at sikre kvinder og pigers grundlæggende sikkerhed og ret til deltagelse i freds- og sikkerhedsindsatser. En dagsorden der desværre mere end nogensinde kræver langsigtet engagement, politisk vilje og konkret handling," siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Antallet af ministerområder, der deltager i handlingsplanen er fordoblet siden den seneste handlingsplan, hvilket yderligere understreger det stærke danske engagement om dagsordenen.
”Indsatsen for kvinder, fred og sikkerhed udgør et vigtigt fokusområde i Forsvarsministeriets koncern. Udover at øge den operative effektivitet i danske militære bidrag til fred og sikkerhed, giver implementeringen af kønsperspektiver i vores hjemlige struktur også stor værdi til hele organisationen. Det er vigtigt, at vi hele tiden reflekterer over den nationale indsats og løbende arbejder for at forbedre implementeringen af WPS-dagsordenen for at styrke kvinders repræsentation i Forsvaret, øge ligestilling og sikre håndteringen af kønsrelaterede udfordringer,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
”Kvinder og pigers rettigheder skal beskyttes – også når verdens brændpunkter rammes af konflikt. Danmark har en forpligtelse til at kæmpe for retfærdighed og ligestilling, og det skal naturligvis også være et centralt element i vores politiindsats i internationale missioner. Med den nye handlingsplan tager vi endnu et vigtigt skridt i den retning,” siger justitsminister Peter Hummelgaard.
”Kvinders demokratiske rettigheder og ret til egen krop er under globalt pres. Samtidig er kvinder særligt udsatte, når der er krig og væbnede konflikter, hvor de fx udsættes for seksuel vold og menneskehandel. Det skal vi kæmpe imod, og det gør vi blandt andet med den nye handlingsplan, hvor vi styrker indsatsen for kvinders fulde og lige repræsentation og deltagelse i arbejdet for fred og sikkerhed,” siger miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke.
”Vi har i regeringen et stort fokus på bekæmpelsen af negativ social kontrol, så unge piger og kvinder har frihed til at leve det liv, de ønsker. Derfor glæder det mig, at vi bl.a. fortsat sikrer, at alle asylansøgere i indkvarteringssystemet undervises i ligestilling og kvinders rettigheder,” siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek.
”Det er vigtigt, at Beredskabsstyrelsen fortsætter det gode arbejde for, at flere kvinder kan se sig selv bidrage til det danske beredskab – uanset om det er som værnepligtig, frivillig, fastansat eller som udsendt til internationale missioner i forbindelse med større ulykker og katastrofer,” siger minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen.
Om handlingsplanen:
Den nye handlingsplan bygger på Danmarks engagement på freds- og sikkerhedsdagsordenen, hvor indsatsen for kvinder, fred og sikkerhed står centralt. Handlingsplanen har fire hovedprioriteter:
- Sikre stærkt dansk internationalt lederskab på WPS-dagsordenen herunder som en del af Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd.
- Styrke kvinders fulde, lige og meningsfulde deltagelse i konfliktforebyggelse og fredsopbygning.
- Beskytte kvinder og pigers rettigheder i konflikt. Danmark vil bl.a. støtte indsatser mod konfliktrelateret seksuel vold og menneskehandel.
- Styrke WPS-implementering internt hos danske myndigheder, herunder fokus på ligestilling i sikkerhedssektoren.
Handlingsplanen er udarbejdet i et tværministerielt samarbejde mellem Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet (Rigspolitiet) og for første gang også Miljø- og Ligestillingsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet samt Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (Beredskabsstyrelsen). Den brede forankring skal sikre, at WPS-dagsordenen integreres på tværs af Danmarks engagement i freds- og sikkerhedsarbejde.
Handlingsplanen dækker årene 2025-2029.
Læs handlingsplanen her.
For pressehenvendelser, kontakt Udenrigsministeriets pressevagt på pressevagten@um.dk eller +45 61 97 92 47 (ikke SMS).
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Udenrigsministeren rejser til Bosnien-Hercegovina for at markere genåbningen af Danmarks ambassade10.7.2025 17:42:21 CEST | Pressemeddelelse
I dag rejser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til Sarajevo for at markere genåbningen af Danmarks ambassade i landet og 30-året for folkedrabet i Srebrenica.
Udenrigsministeren rejser til Rom for at deltage i Ukraine Recovery Conference9.7.2025 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kort efter sit møde med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, i Washington DC, rejser udenrigsministeren til Rom for at deltage i Ukraine Recovery Conference torsdag den 10. juli. Her vil Danmark underskrive aftaler for 435 mio. kr. til støtte til Ukraines genopbygning.
Dansk eksport i maj 20259.7.2025 11:23:39 CEST | Pressemeddelelse
I maj 2025 faldt Danmarks samlede eksport 0,8 pct. i forhold til april. Årsstigningstakten, dvs. de seneste 12 måneder i forhold til de 12 måneder forud, var 9,5 pct.
Udenrigsministeren har mødtes med sin amerikanske kollega7.7.2025 18:32:11 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har for kort tid siden afholdt et møde med den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio i Washington DC.
Danmark giver nyt humanitært bidrag til Gaza7.7.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen lancerer i dag en ny dansk støttepakke, som skal afhjælpe den humanitære situation i Gaza og hjælpe krigens ofre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum