Politisk enighed om ikke at lukke en række biblioteker og kulturhuse
30.4.2025 12:00:00 CEST | Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen | Pressemeddelelse
Selv om høringsprocessen ikke er afsluttet, har Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg allerede nu valgt ikke at gå videre med forslag om lukning af to københavnske biblioteker på Amager samt to kulturhuse i byen. Det sker for at skabe tryghed om stederne.

Der vil fortsat kunne lånes bøger og være aktivitet i to af byens lokale biblioteker samt to lokale kulturhuse. Politikerne i udvalget er tirsdag aften blevet enige om, at aktuelle høringsforslag om lukning af Islands Brygge Bibliotek, Bibliotekshuset Rodosvej, Børnekulturhuset Sokkelundlille og kulturhuset Kapelvej 44 ikke længere er i spil.
Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg behandlede ellers den 13. marts en række investeringsforslag på kulturhus- og biblioteksområdet, hvor udvalget besluttede at sende forslagene i høring indtil 16. maj 2025.
Formålet var at tage hånd om et effektiviseringsbehov i forvaltningen på 7,4 mio. kr., og ambitionen var at finde pengene gennem besparelser på mursten i stedet for mennesker. Altså at skære ned på husleje- og driftsomkostninger i stedet for medarbejdere på byens biblioteker.
Investeringsforslagene lagde derfor op til lukning af en række af kommunens biblioteker og kulturhustilbud, for i stedet at kunne flytte medarbejderne til andre huse.
På udvalgsmødet i går tirsdag den 29. april var det et enigt udvalg, der valgte at friholde forslag om Islands Brygge Bibliotek, Bibliotekshuset Rodosvej, Børnekulturhuset Sokkelundlille og kulturhuset Kapelvej 44.
Kultur- og Fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) udtaler:
”Vi har som udvalg haft et ønske om at løse den strukturelle udfordring ved at spare på mursten frem for mennesker. Høringsprocessen er ikke afsluttet, men den har allerede nu gjort indtryk. Så for at skabe tryghed har vi valgt allerede nu at de fire ting ikke bliver til noget.
Det siger medlemmerne fra Kultur- og Fritidsudvalget:
Bente Møller (EL):
"Bibliotekerne er reddet. Enhedslisten vil fortsat kæmpe for flere penge til området, så København ikke skal blive ved med at ligge i den nederste del af kommuner, når det kommer til penge pr. borger til biblioteker. For bibliotekerne er og bliver en af vores vigtigste kulturinstitutioner, og vi skal værne om, at så mange københavnere er aktive og glade brugere af bibliotekerne.
Henrik Appel Esbensen (S):
”I en tid præget af usikkerhed og forandring er dannelse, viden og fællesskab vigtigere end nogensinde. For Socialdemokratiet er det derfor afgørende at bevare de lokale biblioteker i hele byen – de er trygge samlingssteder, der giver livsglæde og læring til både børn, unge og ældre.”
Mathilde Kastbjerg (K):
"I Det Konservative Folkeparti er vi glade for at vi i udvalget har fundet enighed om at redde de to biblioteker Islands Brygge Bibliotek og Bibliotekshuset på Rodosvej. For os er bibliotekerne afgørende for fællesskaber og adgang til almen dannelse gennem bøger og arrangementer. Af samme grund stemte vi ikke for KUBI-planen, og af samme grund kommer vi heller ikke til at støtte nedlæggelsen af to borgerservice."
Klaus Mygind (SF):
“Tak for alle tilkendegivelserne - de har bekræftet bibliotekernes store betydning lokalt. I København skal vi både have nærhed og kvalitet i vores folkebiblioteker. Byen vokser. Bydele med 30.000 mennesker skal have et bibliotek. Derfor skal vi ikke lukke biblioteker.”
Louise Theilade Thomsen (V):
"Venstre er utrolig glade for, at vi ikke lukker Islands Brygge Bibliotek og biblioteket på Rodosvej. Biblioteker er kommunal kernevelfærd. Det er her fællesskab, kultur og viden er i centrum – frit tilgængeligt og på lige fod for alle borgere. Det betyder meget for rigtig mange, at biblioteket er en integreret del af deres bydel, og ikke noget, man skal rejse langt for at besøge."
Udvalget skal tage den formelle beslutning den 10. juni.
Nøgleord
Kontakter
Pressekontakt Kultur- og Fritidsforvaltningen(modtager ikke SMS)
Tlf:3366 2345Om Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommunes fornemmeste opgave er at samarbejde med københavnerne om at skabe en by, der lever og udvikler sig.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen
Københavns kulturborgmester: Selvfølgelig skal kommunen købe ’lorte’kunst4.2.2026 14:31:57 CET | Pressemeddelelse
Kunstindkøb er en essentiel del af kommunens virke, understreger kulturborgmester Christopher Røhl (RV) forud for åbningen af en udstilling med kommunal indkøbt kunst fra de seneste fire år.
Mange københavnere overvejer at være frivillige i idrætten, viser ny undersøgelse28.1.2026 08:48:32 CET | Pressemeddelelse
En ny, omfattende undersøgelse af idrætsfrivilligheden i København viser, at rigtig mange københavnere gerne ville engagere sig frivilligt, særligt blandt de internationale borgere – men det kræver, at der sættes ind for at øge adgangen til mulighederne.
Lundehus Basketball er Årets Idrætsforening i København10.12.2025 21:34:16 CET | Pressemeddelelse
Unge frivillige, stærk medlemsvækst og et lokalt fællesskab i rivende udvikling sikrer Lundehus Basketball prisen som Årets Idrætsforening.
Københavns Kommune har sendt 2000 unge i teatret10.12.2025 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Teaterbilletter til unge har åbnet dørene til kulturen for endnu flere som en del af satsningen København som børne- og ungekulturhovedstad
Her er de nyvalgte medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation20.11.2025 14:03:21 CET | Pressemeddelelse
De personlige stemmer ved kommunalvalget i København er talt op, og de 55 nye medlemmer af Borgerrepræsentationen er på plads.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum