Stille skridt og stærke spor – Viggo fejrer 40 år under åben himmel

Når Viggo Kristensen kører gummigeden frem til endnu et læs fjernvarmerør, gør han det med den rolige selvfølgelighed, der kommer af fire årtiers rutine.

”Tiden er jo bare gået. Den ene dag har taget den anden,” siger han med et beskedent skuldertræk, der dækker over 40 sammenhængende år som specialarbejder – først med telefonkabler, siden drikkevand og de seneste mange år med fjernvarme.

Han begyndte i 1985 på jernbanen i Esbjerg og blev hurtigt en del af kabel­holdet. Dengang var arbejdet meget manuelt. Kantsten blev sat med håndkraft, og 80-kilos fortovsfliser blev håndteret uden hjælpemidler.

”Det var mere fysisk dengang,” fortæller Vigge nøgternt, før han med et lille smil fremhæver nutidens flisesuger som et de mærkbare fremskridt.

”Den sætter vi på geden, så vi ikke skal løfte fortovsfliser med håndkraft. Men det er jo mange år siden, den kom frem,” siger han og tilføjer, at selvom teknikken har udviklet sig, er hans tilgang den samme: løse opgaven og komme godt hjem.

Frihed som drivkraft

Friheden – både den under ansvar på arbejdspladsen og den i naturen – er hans drivkraft. I fritiden vandrer han gerne ti-tolv kilometer i nogle af de skønne naturområder omkring Varde. Nogle gange med sin bror, og ofte bare med sig selv, imens han kigger efter fugle.

”Jeg kan ikke bare sidde hjemme,” siger han.

Naturen giver ro efter perioder med travlhed og det stress, han nogle gange har fornemmet snige sig lidt tæt på – men alligevel aldrig tættere på, end at han selv har kunnet håndtere det. I Varde Bio vælger han dokumentarer – helst de danske – og hjemme fordyber han sig i natur- og historiebøger eller dagens avis.

Det næste skridt

Et liv med store armbevægelser har ikke lokket. Han bor alene, uden børn, men har tæt kontakt med sine fire tilbageværende søskende og deltager jævnligt i Ældresagens udflugter. Blandt kollegaerne er han kendt som pålideligheden selv og for sit altid gode humør.

Viggo fremhæver ingen dramatiske milepæle, når han ser tilbage på sine fire årtier i Arkil. Stoltheden ligger i det stille faktum, at kroppen og lysten stadig er intakt.

”Det gør mig tilfreds, at jeg har kunnet holde til det i så mange år. Der er jo ikke så mange tilbage fra dengang, jeg startede,” siger han. ​

Spørger man til fremtiden, trommer han igen sagte på bordet med tommelfingeren. Egentlig kan han gå på pension næste sommer, men beslutningen afhænger af helbredet. Indtil videre fortsætter han, for der er stadig værdi i at møde kollegaerne og se dagens arbejde tage form.

Portrættet af Viggo er derfor ikke historien om store ord eller spektakulære projekter. Det er fortællingen om den stille slider, der skaber vigtig infrastruktur om dagen og nyder roen i skoven, når han har fri. Det er historien om et menneske, som igennem 40 år har vist, at man kan leve et rigt arbejdsliv uden store armbevægelser – bare man føler sig fri og bliver ved med at sætte det næste skridt.

Fredag fejrer kollegaerne ham på afdelingskontoret i Esbjerg med smørrebrød.