Opdaterede vacciner yder stærk beskyttelse mod nye covid-19-varianter
Nyt dansk studie viser, at de opdaterede covid-19-vacciner fortsat beskytter effektivt mod alvorlig sygdom og død – også over for nye virusvarianter.

De opdaterede mRNA covid-19-vacciner, som blev tilbudt i efteråret 2024, yder en høj grad af beskyttelse mod alvorlig sygdom og død – også over for de nyere SARS-CoV-2-varianter KP.3.1.1 og XEC, som dominerede smittebilledet i vintersæsonen 2024/2025. Det viser et nyt dansk studie fra Statens Serum Institut (SSI).
Vaccinerne, lavet af Pfizer-BioNTech og Moderna, som blev opdateret til at rette sig særligt mod JN.1-varianten, blev blandt andet tilbudt personer over 65 år.
"Vi fandt, at vaccinerne gav en stærk og vedvarende beskyttelse mod covid-19-relateret indlæggelse og død i op til fire måneder efter vaccination," siger epidemiolog og biostatistiker ved SSI Christian Holm Hansen, som ledte studiet.
Studiet omfattede knap 900.000 personer over 65 år, som alle tidligere havde modtaget en primær vaccinationsserie i 2021, og en XBB.1.5-opdateret booster i vintersæsonen 2023/2024. Resultaterne viste en vaccineeffektivitet mod indlæggelse på 70,2 procent for Pfizer-vaccinen og 84,9 procent for Moderna. Beskyttelsen mod dødsfald inden for 30 dage efter en positiv test var henholdsvis 76,2 procent og 95,8 procent
Robust beskyttelse
Effekten mod de specifikke varianter KP.3.1.1 og XEC blev også undersøgt for Pfizer-vaccinen. Her blev vaccineeffektiviteten mod indlæggelse estimeret til 71,7 procent og 76,8 procent afhængigt af varianten. Studiet viste desuden, at beskyttelsen mod dødsfald efter infektion med de nye varianter ligeledes var høj.
"Selvom de nye varianter genetisk adskiller sig lidt fra den oprindelige JN.1-variant, som vaccinerne er rettet imod, ser vi stadig en robust beskyttelse mod alvorlige sygdomsforløb. Det tyder på, at vaccinerne fremkalder et bredt immunrespons, som også dækker nyere mutationer," forklarer Christian Holm Hansen.
Der blev ikke fundet tegn på væsentlig aftagende vaccineeffektivitet i løbet af de fire måneder, som studiet dækkede.
"Det er positivt, at beskyttelsen holder over tid, særligt i en ældre befolkning, hvor risikoen for alvorlig sygdom er strørst," siger Christian Holm Hansen.
Første studie af sin art
Selvom vaccineeffektiviteten ikke er helt ens for Pfizer- og Moderna-vaccinen, bør forskellen i de estimerede niveauer fortolkes med forsigtighed.
Modtagerne af Moderna-vaccinen, som kun udgjorde cirka 10 procent, deltog samtidig i et influenzavaccine-trial og adskilte sig på flere måder fra de øvrige personer i undersøgelsen. De havde bl.a. en lidt lavere gennemsnitsalder og blev generelt vaccineret lidt tidligere.
Derudover var antallet af covid-19-hospitaliseringer blandt Moderna-vaccinerede relativt lavt, hvilket giver større statistisk usikkerhed. Derfor kan den observerede forskel skyldes tilfældigheder eller bagvedliggende forskelle i grupperne frem for en reel forskel i vacciners effektivitet.
Studiet er baseret på omfattende koblinger af danske sundhedsregistre, herunder vaccinationsdata, hospitalsindlæggelser og dødsfald, samt virusgenomsekventering. Det er det første studie, der isoleret vurderer effekten af de JN.1-opdaterede vacciner mod covid-19-relateret hospitalisering og død.
Studiet, som afventer peer-review, er netop offentliggjort som preprint (link) og bidrager til den voksende evidens for, at regelmæssige opdateringer af covid-19-vaccinerne fortsat spiller en vigtig rolle i forebyggelsen af alvorlig sygdom hos særligt udsatte, heriblandt den ældre befolkning.
Om Statens Serum Institut
Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vi forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning.
Vi stræber mod at være en internationalt førende forsknings- og beredskabsorganisation, der styrker menneskers og dyrs sundhed.
Vi er cirka 1.000 medarbejdere på SSI, og vi spænder vidt, hvad angår faggrupper. Vi beskæftiger blandt andet læger, dyrlæger, ingeniører, epidemiologer, statistikere, laboranter, og økonomer.
Følg pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
SSI-forsker modtager stor bevilling til forskning i sikker brug af antibiotika og svampemidler9.10.2025 10:20:24 CEST | Pressemeddelelse
Henrik Svanström fra Statens Serum Institut (SSI) modtager 7,2 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond til et nyt projekt, der skal skabe viden om bivirkninger ved antibiotika og svampemidler. Projektet skal styrke sikkerheden i behandlingen af alvorlige infektioner i det danske sundhedsvæsen.
Flere kommuner får enheder for infektion og hygiejne7.10.2025 12:54:44 CEST | Pressemeddelelse
En ny rapport fra Statens Serum Institut viser, at tre ud af fire kommuner nu har oprettet en såkaldt hygiejneorganisation, der skal forebygge og bekæmpe infektioner.
Flere danske rejsende udsættes for rabies: Overvej vaccination og undgå dyrekontakt2.10.2025 13:34:49 CEST | Pressemeddelelse
Stadigt flere danske rejsende bliver bidt eller kradset af dyr i udlandet og må behandles for mulig rabies. Statens Serum Institut (SSI) opfordrer nu til, at rejsende overvejer vaccination, hvis de rejser til lande, hvor sygdommen findes, og at man holder sig fra dyr i disse områder.
Danske forskere finder nye forklaringer på mystiske dødsfald blandt elefanter29.9.2025 11:35:48 CEST | Pressemeddelelse
En sjælden bakterie var skyld i et massedødsfald blandt elefanter i Zimbabwe, og danske forskere har nu afsløret, hvorfor bakterien er så dødelig. Fundet giver ny indsigt i, hvordan bakterier kan udvikle farlige egenskaber, hvilket på sigt kan bane vej for udvikling af nye vacciner.
To udbrud med Campylobacter skyldes dansk kylling26.9.2025 09:33:52 CEST | Pressemeddelelse
Hen over sommeren har der været et usædvanligt stort antal Campylobacter-tilfælde i Danmark. To aktuelle udbrud skyldes dansk kylling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum