
Når den politiske agenda er, at tålt ophold skal være så utåleligt som muligt
Invitation til Konferencen: Et kritisk syn på Kærshovedgård og udrejsecentre
Hvor: Fællessalen, Christiansborg, 13. maj 2025 kl. 13.00-17.15*
Gratis – inkl. kaffe, te og kage: Alle med interesse for asylpolitik er velkomne
Tilmelding til sos@sosracisme.dk senest 8. maj
Der vil være folk fra foreninger, netværk og beboere på Kærshovedgård, politikere, og oplægsholdere. Desuden paneldebat med politikere, oplægsholdere, aktive fra netværk, beboere og salen.
Et hovedspørgsmål er: Hvordan får vi nedlagt Kærshovedgård og de andre udrejsecentre?

SOS Racisme inviterer til konferencen: Et kritisk syn på Kærshovedgård og udrejsecentre - for at give borgerne, pressen og Folketinget mulighed for at se udrejsecentrene fra en anden side, end i dag.
Efter en tidligere udlændingeminister havde udtalt, at ”tålt ophold skal være så utåleligt som overhovedet muligt”, har det været grundlaget for flere folketingsflertals - og regeringers behandling af udviste i udrejsecentrene og Ellebæk.
Det går ikke kun ud over dem på tålt ophold, eller de tidligere kriminalitetsdømte efter afsonet straf - også afviste asylsøgere og andre, der aldrig har begået kriminalitet, og som ikke tør rejse hjem eller flygte til et andet land, bliver psykisk syge af de utålelige forhold. Mange på Kærshovedgård føler sig truet af bandemedlemmer eller andre og flygter af den grund.
Udrejsecentrene gør det nemmere for bander at rekruttere og sprede og sælge narkotika - og øger risikoen for kriminalisering og radikalisering.
Nogle risikerer desuden at blive afhængige af narkotika, og nogle får psykiske og fysiske sygdomme på grund af opholdet på Kærshovedgård. De har ikke ret til almindelig behandling for stof- og alkoholmisbrug, eller til at bruge det almindelige sundhedsvæsen, de har kun ret til NUS: Nødvendig eller Uopsættelig behandling eller Smertebehandling.
Hyppigheden af selvmordsforsøg var over 5-års-perioden 2018 – 2022 28 gange højere i Sjælsmark og Kærshovedgård end i Danmark i alt, og cirka 3 gange højere end i andre asylcentre i Danmark.
Uvisheden, det truende miljø og det høje pres på beboerne for at medvirke til hjemrejse til et land, hvor de frygter tortur og forfølgelse eller drab, er med til at gøre dem psykisk syge. Det samme gælder de helt meningsløse, lange fængselsstraffe for forsømmelser af meldepligt, opholdspligt og underretningspligt. Pligterne begrænser dagligdagen ekstremt. Beboerne må kun få frivilligt arbejde på centrene, hvis de skriver under på frivillig hjemsendelse. Ledigheden fører til tab af kompetencer, meningsløshed og depression, apati og angst.
Retssikkerheden lider: Mange gange anmeldes beboerne for fravær, som de havde lov til, fx mens de havde besøgsorlov, fordi Hjemrejsestyrelsen ikke har undersøgt sagen godt nok før anmeldelsen, eller fordi der er fejl ved det elektroniske system, der registrerer, når beboerne scanner sig selv, når de går ind eller ud gennem sluseportene på Kærshovedgård. De lange fængselsstraffe for få pligtforsømmelser er helt ude af proportioner.
Fængselsophold i 2022 for pligtovertrædelser kunne skønnes til i alt cirka 53 fængselsår eller belæg – det svarer til cirka 1,2 % af fængsels- og arrest-pladserne i Danmark.
Politikerne ville aldrig byde danskere sådanne forhold som på udrejsecentrene, hvor folk kan blive pålagt at bo i årevis.
Det er som om, de har negligeret, at de udviste også er mennesker, og at menneskerettighederne også gælder for dem.
Program, forbehold for ændringer:
13.00-13.05: Åbning v. Zenia Stampe, MF for Radikale Venstre
13.05-13.10: Velkomst v. moderator for konferencen: Sheku Jalloh, forperson, SOS Racisme
13.10-13.30: Autoriseret psykolog, specialist i traumebehandling Mozhdeh Ghasemiyani, Læger uden Grænser: Traumatisering og retraumatisering af beboere på Kærshovedgård og andre udrejsecentre.
13.30-13.55: Oplæg fra beboere på Kærshovedgård om livet dér.
13.55 -14.20: Anne Nielsen, SOS Racisme: Otte grunde til at lukke Ellebæk og udrejsecentrene.
Demonstration af de vigtigste blogs om emnet fra SOS Racismes hjemmeside. Kommentarer og spørgsmål fra salen.
14.20 – 14.45: Kaffepause
14.45-15.05: Oplæg fra en nuværende og en tidligere beboer på Kærshovedgård.
15.05-15.15: Oplæg fra en frivillig ved Kærshovedgård om utålelighed, der medfører psykisk sygdom.
15.15-15.40: Oplæg fra pens. advokat Jakob Fastrup (H): Retssikkerhed på Kærshovedgård - kan vi være det bekendt?
15.40-16.00: Elna Søndergaard, senior jurist, Dignity: Kærshovedgård og forbuddet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling
16.00-16.10: Strække ben-pause
16.10-17.10: Paneldebat: Politikere, oplægsholdere, netværksaktive og beboere om fremtiden - og fra salen. Moderator Martin Lemberg-Pedersen, lektor, ph.d. Malmø Universitet.
Hovedspørgsmål: Hvordan får vi lukket Kærshovedgård og de andre udrejsecentre?
17.10-17.15: Tak for i dag! v. Zenia Stampe og Sheku Jalloh.
NB: Konferencen videooptages med henblik på transmission

Læs mere her: Scan QR-koden eller brug linket her: https://sosracisme.dk/blog/detaljeret-indholdsfortegnelse-otte-grunde-til-at-lukke-ellebaek-og-udrejsecentrene/
Nøgleord
Kontakter
SOS Racisme
Tlf:+45 42 33 19 69Vedhæftede filer
Hvad laver SOS Racisme:
Hos SOS Racisme, Danmark arbejder vi for at stoppe racisme og diskrimination i Danmark bl.a. gennem oplysning. Vi henviser til kompetent rådgivning og støtte til ofre for racisme og diskrimination, og vi arbejder på at øge bevidstheden om de problemer, som det skaber. Vi arrangerer kampagner, demonstrationer og events, skriver høringssvar og samarbejder med relevante organisationer og myndigheder for at opnå reelle ændringer. Vi stræber efter at skabe et mere inkluderende samfund og sikre, at alle har lige rettigheder og muligheder, uanset baggrund.
Følg pressemeddelelser fra SOS Racisme
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.