Millionærer på Eurojackpot lægger fremtidsplaner på luksushotel i Berlin
22.7.2025 09:05:00 CEST | Danske Spil A/S | Pressemeddelelse
Første stop på tilværelsen som millionærer var planlagt på forhånd, da et par fra Vestegnen vandt den store gevinst i Eurojackpot.

En mobiltelefon ringer på et hotelværelse på et fornemt hotel i Berlin. Efter et stykke tid, er det en glad, dansk stemme, som svarer:
”Hej, vi er lige nede for at fejre, at vi er blevet millionærer…”
Stemmen og mobiltelefonen tilhører en kvinde fra den københavnske vestegn, som for nyligt blev medlem nummer 4.713 i Danske Spils Millionærklub takket være en gevinst på næsten 2,5 millioner kroner i Eurojackpot. Hun er egentlig på vej ud for at spise, men hun har lige tid til at fortælle sin historie.
”Det var en tredjepræmie i Eurojackpot. Og jeg kan stadig huske numrene udenad: 1, 7, 14, 47, 50. Det var ikke nogen tal, vi selv havde valgt, men de fik jo en kæmpe betydning for mig og min mand. Vi spiller hver uge i den lokale kiosk, hvor vi køber en ugepakke. Det veksler lidt, om det er seks eller 10 rækker, vi spiller, men vi gør det hver mandag eller tirsdag, og det har vi gjort i nogle år,” fortæller hun.
Parret har en gang tidligere vundet en stor præmie: Nogle-og-30.000 blev det til dengang, så der var et stort spring op til de 2.441.039 kroner, som det blev til denne gang. Også fordi den store præmie bogstaveligt tog kvinden på sengen:
”Der sker det, at min mand vækker mig og siger ’Skaaat, kom lige!’ Fjernsynet er tændt og skærmen viser siden på tekst-tv, hvor der står Lotto og Eurojackpot. Så peger han på tredjepræmien på skærmen, og jeg siger bare ’det er da løgn!’. Jeg var jo lige vågnet,” mindes kvinden med et grin.
Parret kiggede på hinanden og uden at sige noget, vidste de lige præcis, hvad de ville gøre, som noget af det allerførste.
”Vi har altid joket med, at hvis vi vandt millionerne, så ville vi tage ned på Hotel Adlon ved Brandenbruger Tor i Berlin og planlægge, hvad vi ville bruge alle millionerne til. Og det er det, vi er i gang med lige nu,” fortæller kvinden over telefonforbindelsen fra det tyske.
Kvinden fortæller, at parret ofte rejser og ofte bor på hotel, og derfor har de et vist sammenligningsgrundlag, når de nu siger, at Hotel Adlon i Berlin – det er altså spitzenklasse.
”Adlon ved Brandenbruger Tor er oppe blandt verdens mest ikoniske hoteller. Og det kan du mærke på servicen. Menneskerne her er lige så almindelige, som vi er – men man føler sig som millionær. Den der fornemmelse af at ankomme til Adlon og dørmanden åbner døren for dig... Det kan bare noget, punktum! Det er ret rart!” konstaterer hun og fortsætter.
”Boblebadet! Vi havde været her i halvanden time, da vi sad i boblebadet første gang. Og morgenmaden på Adlon: Det er kaviar og champagne, og du får dit æg lige præcis, som du gerne vil have det. Og dørmanden kan huske vores navne, når vi kommer og går – det her lever 210 procent op til vores forventninger,” siger hun
Men nu er parret jo ikke kun på hotel-ferie for at slappe af. Der skal lægges fremtidsplaner for formuen – og det har der skam også været tid til mellem kaviaren, champagnen og boblebadet.
”Vi vil købe et sommerhus for det halve af gevinsten, og så vil vi bruge resten på at sikre vores alderdom. Vi er meget enige om, at vores livsstil og vores måde at leve på, den skal ikke forandres. Vi vil leve med den frihed, det giver at vide, at hvis en arbejdsgiver generer for meget, så kan vi sige ’her gider jeg ikke være!’ Det er friheden og uafhængigheden, der er det helt store ved gevinsten. Og sommerhuset… det er en gammel drøm, vi har haft, og nu gør vi det. Vi har taget forskellige opslag med sommerhus-annoncer med, og nu sidder vi og scroller igennem dem og kigger på det,” fortæller kvinden fra Vestegnen – før hun lægger an til at lægge på:
”Nu skal vi op på en skybar på 36. etage på Alexanderplatz for at spise frokost. Vi har ikke bestilt bord, men vi er jo millionærer, så mon ikke vi får et bord,” siger hun og griner, før hun skynder sig at tilføje.
”Nej, det var en joke. Vi er jo helt almindelige mennesker!”
Følg pressemeddelelser fra Danske Spil A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Spil A/S
Vinder million i Klasselotteriet og køber drømmerejsen14.7.2026 08:45:00 CEST | Pressemeddelelse
En kvinde fra Holbæk Kommune blev for nyligt millionær på Klasselotteriet: Bare få øjeblikke senere havde hun og manden købt drømmerejsen.
Har du tjekket din kupon? To nye millionærer i weekenden13.7.2026 10:51:58 CEST | Pressemeddelelse
Selvom der ikke var nogen førstepræmievindere, gjorde Danske Spil alligevel to heldige danskere til millionærer i weekenden. Se her hvor i landet.
Millionær på Klasselotteriet gik shopamok11.7.2026 08:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Man kan reagere på forskellige måder, når man uventet vinder en million kroner i Klasselotteriet: En mand fra Rødovre oplevede for eksempel, at han shoppede på en helt ny måde…
Vinder 1.000.000 i Lotto: ”Den lykkerus kan man leve længe på!”7.7.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ung mand fra Sønderjylland fik tankemylder og kunne ikke sove, da han vandt million i Lotto– men alligevel var han i topform dagen efter. Og det kan man roligt sige, at hans motorcykel også er.
Katjiing: Tre kunder hos Danske Spil vinder 1.000.000 kroner - hver6.7.2026 10:09:06 CEST | Pressemeddelelse
Tre heldige danskere blev millionærer på Lotto og Keno i sidste uge: Se her, hvor de gyldne kuponer er købt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum