Nu åbner trecifret millionstøtte til Danmarks grønne styrkepositioner
25.4.2025 10:00:03 CEST | Erhvervsministeriet | Pressemeddelelse
Der er nu åbent for ansøgninger til regeringens grønne investeringsordning. I 2025 har ordningen et budget på 657 mio. kr. og er samtidigt justeret, så flere mindre projekter kan søge midlerne. 2025-runden kan sikre grønne investeringer for over 4 mia. kr. i Danmark
Danske grønne styrkepositioner skal forsvares og forstærkes. Det er en helt afgørende opgave i en tid, hvor konkurrencen på det grønne område er skruet heftigt i vejret.
Derfor lancerede regeringen sidste år den grønne investeringsordning. Med ordningen kan virksomheder og underleverandører inden for vindteknologi og elektrolyseteknologi få støtte til etablering eller udvidelse af eksisterende produktionsfaciliteter. Det gælder også for underkomponenter til de to teknologier samt kritiske råstoffer.
Og fra i dag er det muligt for virksomheder at søge om midler fra ordningen i 2025. Ordningen har et budget på 657 mio. kr. og kan potentielt medføre investeringer for over 4 mia. kr. i Danmark.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”Verden er forandret, og den usikkerhed, der følger med, udfordrer det danske erhvervsliv. Det er derfor helt afgørende, at vi både styrker og forsvarer vores virksomheder. Fremtidens vækst og arbejdspladser er på spil, og derfor er den grønne investeringsordning et vigtigt værktøj. Den nye runde kan sikre grønne investeringer for over 4 mia. kr., og de samlede investeringer i 2024 og 2025 svarer til 3.400 grønne job i hele Danmark. Vi sikrer med andre ord, at Danmark også i fremtiden kan trække i den grønne førertrøje.”
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
”Den uro og ustabilitet, som verden befinder sig i, udfordrer vores erhvervsliv og vores virksomheder. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper danske virksomheder og bidrager til at udvikle vores styrkepositioner på eksempelvis den grønne omstilling. Mange danske virksomheder er allerede i fuld gang med at skabe innovative løsninger og teknologi. Det er et stort aktiv for Danmark, som er med til at skabe vækst og arbejdspladser i hele landet.”
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard siger:
”Vi skal blive ved med at sætte skub i den grønne produktion og de grønne arbejdspladser i Danmark. Vi kommer ikke uden om, at der er hård global konkurrence, og derfor skal vi handle derefter. Her er den grønne investeringsordning et vigtigt middel, vi kan bruge til at styrke de virksomheder, der styrker Danmark. Både når det kommer til konkurrenceevne, til vækst og jobskabelse og til den grønne omstilling af vores samfund.”
Peder Lundquist, adm. direktør i Danmarks Eksport- og Investeringsfond siger:
”Den grønne omstilling er en hjørnesten i EIFOs arbejde, og Danmark har stærke kompetencer inden for grønne teknologier. Derfor glæder det mig, at EIFO med den grønne investeringsordning kan være med til at fremme investeringer i danske virksomheder og sikre grøn eksport – særligt i en tid, hvor verdensmarkedet er præget af uro og udfordringer."
Som noget nyt er minimumsstøttebeløbet i år blevet sænket fra 10 mio. kr. til 6 mio. kr., hvilket muliggør, at flere mindre projekter kan få del i midlerne. Derudover er der tilføjet en ny nøglekomponent ”wafers” inden for vindteknologi og elektrolyse. Begge ændringer behandles p.t. af EU-Kommissionen.
I 2024 blev der givet tilsagn om støtte til fem projekter for i alt 634 mio. kr.
Læs mere om ordningen her: https://www.eifo.dk/loesninger/saerordning-investeringsordningen-til-groen-industriproduktion/
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Bødskov: Ulovligt billigt bras fra tredjelande er gift for EU26.2.2026 09:00:05 CET | Pressemeddelelse
Erhvervsminister Morten Bødskov rejser i dag til Bruxelles for at deltage i dagens EU’s konkurrencerådsmøde. Med sig har han en klar vej til at tøjle de massive problemer med onlinemarkedspladser fra tredjelande, som fx Temu.
100 millioner til dansk biosolutions: Bødskov sætter handling bag ordene i Bruxelles26.2.2026 08:00:07 CET | Pressemeddelelse
Erhvervsminister Morten Bødskov rejser i dag til konkurrenceevnerådsmøde i Bruxelles. Her vil han sætte fokus på styrkelsen af europæisk biosolutions. Samtidig sættes der handling bag ordene, når der i Danmark lanceres en pulje på 100 mio. kr. til at styrke dansk biosolutions.
Byrdelettelser for op til 21,5 mia. kr. på vej til dansk erhvervsliv24.2.2026 10:41:35 CET | Pressemeddelelse
Regeringen sætter gang i næste fase af Automatisk Erhvervsrapportering, der bringer den samlede potentielle byrdelettelse i tiltaget op på 21,5 mia. kr. Samtidigt skal virksomheders tidsforbrug og udgifter til tilsyn reduceres med knap 10 pct.
Milliardløft til iværksætteri i landdistrikterne: 48 aftaler om vækstlån for næsten 84 mio. kr.23.2.2026 10:11:15 CET | Pressemeddelelse
Danske virksomheder i landdistrikterne har for alvor fået glæde af den milliard, der med den historiske Iværksætteraftale blev øremærket til vækstlån. Siden ordningen trådte i kraft i februar 2025, er der givet 48 lån målrettet virksomheder i landkommuner til en samlet værdi af næsten 84 mio. kr.
92 millioner kroner skal sparke liv i endnu flere danske bymidter20.2.2026 15:00:08 CET | Pressemeddelelse
Med en ny udmøntning fra Indstillingsudvalg for bæredygtig byudvikling får 16 byer i Danmark nu muligheden for at skabe mere levende bymidter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum