Klimahandledag: Proaktiv indsats for danskernes sundhed
24.4.2025 10:30:19 CEST | Statens Serum Institut | Pressemeddelelse
I anledning af Danmarks Nationale Klimahandledag sætter Statens Serum Institut (SSI) fokus på de sundhedsmæssige konsekvenser af klimaforandringer, og hvordan vi i Danmark bliver bedre til at håndtere dem.

Klimaforandringer handler ikke kun om miljø og økosystemer. De udgør i stigende grad også en sundhedstrussel, som skal tages alvorligt.
For eksempel øger hedebølger og ekstreme temperaturer risikoen for dehydrering og hjertekarsygdomme – især blandt ældre og andre sårbare grupper. Store mængder nedbør og stigende vandstand truer både drikkevandsforsyningen og øger risikoen for spredning af vandbårne sygdomme. Og mildere vintre og længere somre skaber gunstige forhold for virusbærende insekter som myg og flåter, der kan overføre sygdomme som vestnilfeber og flåtbåren hjernebetændelse (TBE). Sygdomme, der tidligere kun fandtes længere sydpå, men som nu potentielt kan brede sig i Danmark.
"Vi ser allerede i dag, hvordan klimaforandringernes effekter påvirker folkesundheden. Men vi skal blive bedre til at forudsige, hvordan de kan udvikle sig, for at vi kan forebygge og beskytte befolkningen fremover med et effektivt klimatilpasset beredskab," siger SSI’s faglige direktør for Epidemiologisk Infektionsberedskab, Tyra Grove Krause.
Nye værktøjer og samarbejder
I regi af Dansk Veterinær Konsortium har SSI sammen med Københavns Universitet allerede fokus på overvågning af klimafølsomme sygdomme hos både insekter dyr og mennesker.
For bedre at kunne forudse og håndtere de sundhedsmæssige konsekvenser af klimaforandringer ønsker SSI at videreudvikle sine overvågningssystemer og skabe intelligente computermodeller, der kan simulere fremtidige scenarier for konsekvenserne. På den måde bliver det muligt at reagere hurtigere og mere præcist.
Det kræver et bredt samarbejde, og SSI har allerede indledt dialog med organisationer som Danmarks Meteorologiske Institut, Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet og det europæiske netværk EuroMOMO.
"Vi har iværksat en række pilotprojekter og har mange idéer og initiativer på tegnebrættet. Men hvis sundhedsberedskabet skal blive en del af fremtidens klimaindsats, kræver det, at samfundet investerer de nødvendige kræfter og ressourcer," understreger Lasse Vestergaard, som er overlæge ved SSI og for nylig har bidraget til bogen KLIMA & SUNDHED.
Han mener, at Danmarks evne til at beskytte borgernes sundhed i en verden præget af klimaforandringer i sidste ende afhænger af, at vi tør handle nu – ikke først, når konsekvenserne for alvor rammer.
Kontakter
Statens Serum Instituts pressetelefon
Tlf:+45 2260 1123presse@ssi.dkOm Statens Serum Institut
Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vi forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning.
Vi stræber mod at være en internationalt førende forsknings- og beredskabsorganisation, der styrker menneskers og dyrs sundhed.
Vi er cirka 1.000 medarbejdere på SSI, og vi spænder vidt, hvad angår faggrupper. Vi beskæftiger blandt andet læger, dyrlæger, ingeniører, epidemiologer, statistikere, laboranter, og økonomer.
Følg pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Nyt studie: Ældre fik oftere covid-19, når deres børnebørn havde fødselsdag16.7.2026 11:40:39 CEST | Pressemeddelelse
Et landsdækkende dansk studie peger på, at små familiebegivenheder udgjorde en skjult men målbar smittevej for SARS-CoV-2 til ældre under coronapandemien.
Høj sommervarme giver flere havbakterier, men de fleste kan trygt bade i havet13.7.2026 08:45:42 CEST | Pressemeddelelse
En opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at der i perioden 2020–2025 blev registreret 934 laboratoriebekræftede infektioner med havbakterier i Danmark. Langt de fleste kan trygt bade i havet, men personer med åbne sår bør være forsigtige, når badevandet bliver varmt. Især hvis de har et svækket immunforsvar eller en alvorlig kronisk sygdom.
Anbefalingerne om TBE-vaccination er uændrede i flåtsæsonen9.7.2026 11:49:50 CEST | Pressemeddelelse
Statens Serum Institut (SSI) overvåger løbende TBE. Hvis sygdommen spreder sig til nye områder i Danmark og ændrer risikobilledet, vil anbefalingerne om vaccination blive opdateret. Risikoen for de fleste danskere er fortsat meget lav.
Evaluering af RSV-vaccination til gravide viser markant effekt2.7.2026 10:31:11 CEST | Pressemeddelelse
Den første evaluering af effekten af det nationale vaccinationsprogram mod RS-virus (RSV) viser, at vaccination af gravide gav en høj beskyttelse mod RSV-relaterede indlæggelser hos spædbørn.
Ny rapport: Det biologiske trusselsbillede er i forandring30.6.2026 11:08:57 CEST | Pressemeddelelse
Bioteknologien udvikler sig hurtigere end nogensinde, samtidigt med at den sikkerhedspolitiske situation bliver mere kompleks. Det beskriver en ny rapport fra Center for Biosikring og Bioberedskab ved Statens Serum Institut om det biologiske trusselsbillede.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum